Jeg var forleden taler ved et ganske velbesøgt møde om "Den borgerlige opposition de kommende år" hos den borgerlige tænketank CEPOS.  Mit eget indlæg tog udgangspunkt i en artikel, "Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011", som jeg fornylig publicerede i tidsskriftet "Økonomi & Politik" (nr. 3/2011).  Interesserede kan se mine PowerPoint-dias her og video med selve indlægget (og efterfølgende debat med Claus Hjort Frederiksen, Martin Henriksen, Simon Emil Ammitzbøll og Lars Barfoed) her.  Et af de centrale dias er det ovenstående.

PS. Dagbladet Børsen havde en leder om mødet her.

Her er min ikke helt værdifrie vurdering af regeringens såkaldte "Genopretningsplan".

Jeg har dd. i vores faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske en lille, ikke helt wertfrei kommentar til udviklingen i dansk politik. Her er essensen:

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i - eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke - og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. ...

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

Et par medier har interviewet mig om mit syn på statsminister Lars Løkke Rasmussens første år i embedet. Her er det Information ("Løkkes nye ledelsesstil er endt i fedtspil"), og her er det Ritzau ("Løkke hænger fast som Lille Lars fra Græsted"). Det samme gjorde for knap en måned siden Politiken ("Hva' m' kulturkampen??").

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes "politiske cykler" (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

I min seneste "Perspektiv-klumme" ser jeg lidt nærmere på, om der er noget, der tyder på, at vælgerne i kølvandet på krisen i deres handlinger eller holdninger straffer politikere eller politikker, der associeres med at være "pro-markedsøkonomi". Det synes ikke at være tilfældet--i særdeleshed ikke i USA, hvor vælgerne bemærkelsesværdigt nok er mere positive overfor en beskeden og begrænset stat end før krisen.

Min efteranalyse af folkeafstemningen om Tronfølgeloven--i morgendagens Berlingske Tidende. Forgængeren findes her og nedenfor.

Min seneste "På Spidsen"-klumme fra Berlingske Tidende--denne gang om, hvordan politikere ofte mener, at borgerne skal gøre ét, men selv praktiserer noget andet.

En avisklumme om, at dansk politik mere og mere begynder at ligne et oligopol af politiske klaner ...

Jeg har dd. en klumme i Berlingske Tidende, hvori jeg berører én facet--om end måske en central én--af spørgsmålet om, hvad Anders Fogh Rasmussen har betydet politisk.

Hvad sker der med dansk politik, når stadigt flere politikere får politik som en egentlig levevej? Det berøres i denne klumme, der nærmest er en slags åndelig forsættelse af en anden nylig.

I forlængelse af min kronik om skattereformen i sidste uge, har jeg dd. en klumme i Berlingske Tidende om, hvilke regeringer der hæver skatterne mest. Svaret vil måske overraske nogle.

Jeg havde forleden denne kronik i Berlingske Tidende, om den såkaldte "skattelettelse" og "skattereform". Den er nu--med nogen forsinkelse--kommet på avisens hjemmeside.