Since my teenage years I have been fascinated by the colourfulness of monarchy.  Most other children grow out of it, but I did not--and have occasionally mixed it up with my professional interest in political economy and comparative politics.


The forthcoming issue of Journal of Institutional and Theoretical Economics features an article by myself and Christian Bjørnskov: "Economic Growth and Institutional Reform in Modern Monarchies and Republics: A Historical Cross-Country Perspective 1820–2000" (gated version; old, ungated version).  Here is the abstract:

Conventional arguments suggest that republics ought to grow faster than monarchies and experience lower transitional costs following reforms. We employ a panel of 27 countries observed from 1820 to 2000 to estimate these differences. Results show no significant growth differences between the two regime types. Effects of incremental reforms do not differ between them, but those of large-scale reforms do. Specifically, we find a strong valley-of-tears effect of large reforms in republics, and monarchies benefit from such reforms in the ten-year perspective adopted here. We offer some tentative thoughts on the underlying mechanisms responsible for the results.

I have previously published on "The Constitutional Economics of Autocratic Succession" (Public Choice, 2000), looking at coups against Danish monarchs ca. 936-1849, ditto in "Autocratic Succession" (2004) with data also from Sweden, and on "Rational Bandits: Plunder, Public Goods and the Vikings"

Jeg pusler--nu og da--lidt med at skrive en introduktion til Edmund Burkes politiske tænkning.  Der ud af er der bl.a. kommet en længere blogpost, hvori jeg prøver at påvise, at Burke var (mindst) lige så økonomisk liberal som sin gode ven, allierede og partifælle, Adam Smith, og at nutidens danske Konservative ofte misrepræsenterer Burke.  Her er et uddrag:

"Den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797) bliver ofte set som en slags grundlægger af konservatismen som politisk ideologi–eller filosofi eller grundholdning, eller hvad man nu vil.
Burke bliver i særdeleshed typisk påberåbt af nutidige konservative, når de ønsker at demonstrere en intellektuel basis, der går udover dag-til-dag politikken.  Ikke sjældent fremstilles han i praksis som en slags repræsentant for en “midten-af-vejen” holdning lige langt fra den økonomiske liberalisme og ditto socialisme.  Som en Connie Hedegaard iklædt 1700-tals-paryk og -skødefrakke–klar til kamp for social ansvarlighed, en pæn tone og global bæredygtighed.
Det ville Burke nu nok have frabedt sig–især hvis han havde kunnet se, hvad de selvsamme gør sig til talsmænd for i praktisk politik, altimens de påberåber sig hans navn.  For nutidens Konservative citerer som regel Burke, som en vis person læser Biblen.  De ignorerer konteksten og alt andet end Burkes kritik af Den Franske Revolution som udslag af systemtænkning.  De ser bort fra, at Burke selv ræsonnerede indenfor rammerne af naturretstænkning og var en prominent fortaler for, at alle mennesker har et sæt af medfødte, naturlige rettigheder, uanset om disse måtte være implementeret i konkret lovgivning eller ej.  De glemmer, at han var parlamentsmedlem og chefideolog for det liberale Whig-parti, de konservative Toryers væsentligste modstander og bedste ven med liberalismens “bedstefader”,  Adam Smith.
De plukker selektivt passager ud med smukke men luftige metaforer om “kontrakten mellem generationerne”, om “fællesskab” hvor “ingen mand er en ø”, og om at “forandre for at bevare”.  Udsagn, som har præcis så meget konkret at sige om praktisk politik, som fuglenes flugt eller døde dyrs indvolde har at fortælle om fremtiden.  Det er “fluffy”, næsten esoteriske udsagn, som i praksis kan anvendes til at argumentere for både det ene og dettes eksakte modsætning.  På den måde bliver nutidens forsøg på at lave konservativ tænkning meget ofte til en slags påskeæg af den slags, man kan fylde med indhold: En tom ydre skal og indeni lige præcis, hvad man kan få plads til–inklusive ikke så lidt luft, hvis man ikke har andet at byde på."

Jeg undrer mig i min klumme over politiets prioriteringer:

Jeg giver politiets mærkelige prioriteringer et gok med kniplen. Det er ikke overraskende, at respekten for dem daler http://t.co/vIfY1wBT45
— P. Kurrild-Klitgaard (@Kurrild) April 2, 2014

Det har jeg gjort før ("Totalstaten", 2012).