Barack Obama lovede under sidste års præsidentvalgkamp, at han stod for "forandring"--bl.a. af den måde, hvorpå Washington fungerer. Ser man på hans første 100 dage, er der bestemt partipolitiske forandringer--men ikke så meget andet.

En avisklumme om, at dansk politik mere og mere begynder at ligne et oligopol af politiske klaner ...

Jeg har dd. en klumme i Berlingske Tidende, hvori jeg berører én facet--om end måske en central én--af spørgsmålet om, hvad Anders Fogh Rasmussen har betydet politisk.

Tillad mig at reklamere for, at jeg for nogle måneder siden udsendte bogen "Partier og partisystemer i forandring" (redigeret sammen med Karina Kosiara-Pedersen) som et festskrift i anledning af min chef og gamle lærer, Lars Billes, 65 års fødselsdag.

I bogen--der har indlæg fra en række prominente partiforskere (hvilket jeg ikke selv er)--skriver jeg sammen med mine estimerede kolleger Robert Klemmensen og Mogens N. Pedersen om, hvordan årtiers forskning i, hvor mange dimensioner, der er i dansk politik, stort set uanset hvilken metode, der anvendes, synes at give de samme resultater. Der er--uanset om man ser på politikernes afstemningsadfærd, deres taler, partiernes programmer, vælgernes vurderinger, politikernes egne vurderinger ... o.s.v.--stort set altid tale om en mere eller mindre forudsigelig "højre-venstre"-skala. Lidt pudsigt.

Berlingske Tidendes hjemmeside er desværre ikke altid helt, hvad den skal--og kan--være. Så der er nogle af mine forskellige indlæg i avisen, der aldrig er kommet med dér, og derfor komme de så her. Én klumme om, at størrelsen betyder noget--altså at det ikke er trivielt, om vi har en stor eller lille offentlig sektor. Og her er en anden om, at rygterne om kapitalismens snarlige undergang--også denne gang--er noget overdrevne.