Albanien

Navnet "Albanien" kommer fra det middelalderlatinske navn på landet, Albania (lokalt kaldes landet Shqipëri). Navnet "Albania" kan stamme fra den illyriske Albani-stamme, som Ptolemæus nævnte på et kort i 150 e.Kr., der viste byen Albanopolis nordøst for Durrës.^[16][17]

Navnet kan også være relateret til en middelalderlandsby kaldet Albanon og Arbanon, omend det er usikkert, hvorvidt der er tale om det samme sted.^[18] Den byzantinske historiker Michael Attaliates var omkring år 1080 den første til at beskrive Albanoi som havende været en del af et oprør mod Konstantinopel i 1043 og til at betegne Arbanitai som underlagt hertugen af Dyrrachium.^[19] I Middelalderen kaldte albanerne deres land for Arbëri eller Arbëni og sig selv for Arbëresh eller Arbënesh.^[20][21]

Tidligst omkring det 17. århundrede begyndte stednavnet Shqipëria og det etniske demonym Shqiptarë gradvist at erstatte Arbëria og Arbëresh. De to begreber fortolkes i folkemunde til at betyde hhv. "Ørnenes land" og "Ørnenes børn".^[22][23]

  Hovedartikel: Albaniens historie.

Albaniens historie begynder i det 4. århundrede f.Kr. med de første græsk-romerske optegnelser om Illyrien. Det moderne territorium Albanien har ingen modpart i Antikken, da den består af dele af de romerske provinser Dalmatia (det sydlige Illyricum) og Macedonia (særligt Epirus Nova).

De første spor efter mennesker i Albanien kan dateres tilbage til mellemste og øvre palæolitikum, og blev fundet i landsbyen Xarrë, nær Sarandë og bjerget Dajti nær Tiranë.^[24] Blandt de genstande, der blev fundet i en grotte nær Xarrë, var flint- og jaspisobjekter samt fossile dyreknogler, mens der ved Dajti blev fundet knogler og stenværktøjer, der lignede Aurignacienkulturens. De palæolitiske fund i Albanien har stor lighed med de objekter fra samme æra, der er fundet ved Crvena Stijena i Montenegro og det nordvestlige Grækenland.^[24]

  Se også: Illyrere.

 

I Antikken blev det territorium, der i dag er Albanien, hovedsageligt beboet af en række illyriske stammer. Territoriet var kendt som Illyrien, og strakte sig omtrent fra området øst for Adriaterhavet til mundingen af Vjosë-floden i syd.^[25][26] Den første beskrivelse af de illyriske grupperinger stammer fra Periplus Ponti Euxini, en gammel græsk tekst skrevet i midten af det 4. århundrede f.Kr. Arkiveret 10. september 2016 hos Wayback Machine^[27]

Blandt de mest magtfulde stammer i området var Ardiaei. Ardiaei-kongeriget nåede sin største udbredelse under Agron af Illyrien, søn af Pleuratos 2.. Agron herskede også over andre nærliggende stammer.^[28] Efter Agrons død i 230 f.Kr. arvede hans kone Teuta Ardiaei-riget. Teutas styrker fortsatte deres erobringer sydpå mod det Ioniske hav, hvor de besejrede de kombinerede akaiske og aitoliske flåder i slaget ved Paxos og erobrede øen Corcyra, hvilket satte dem i stand til at ramme de vigtige handelsruter mellem det græske fastland de græske byer i Italien.^[29] I 229 f.Kr. erklærede Rom krig^[30] mod Illyrien for deres udbredte plyndring af romerske skibe. Krigen endte med romersk sejr i 227 f.Kr.. Teuta blev senere efterfulgt af Gentius i 181 f.Kr.^[31] Gentius sloges med romerne i 168 f.Kr., hvilket blev starten på den tredje illyriske krig. Konflikten førte igen til romersk sejr, og Illyrien blev indlemmet i Romerriget i 167 f.Kr.^{[bør uddybes]} Regionen blev opsplittet i tre administrative opdelinger.^[32]

  Se også: Fyrstendømmet Arbanon og Kongeriget Albanien (1272-1368).

 

 

Det territorie, der i dag kendes som Albanien, forblev under romersk (og senere byzantinsk) styre indtil slaverne løb det over ende fra det 7. århundrede og frem,^[33] hvorefter det blev erobret af det Bulgarske Rige i det 9. århundrede. Efter både det Byzantinske og Bulgarske Rige i midten og slutningen af det 13. århundrede, blev nogle dele af det, der i dag er Albanien, erobret af Storfyrstendømmet Serbien. De invaderende styrker ødelagde eller svækkede de fleste af de kulturelle centre fra romersk og byzantinsk tid.^[34]

Den albanske stats territoriale kerne blev dannet i middelalderen som Fyrstendømmet Arbër og kongeriget Albanien. Fyrstendømmet Arbër or Albanon (albansk): Arbër eller Arbëria, blev etableret af arkont Progon i regionen Krujë i ca. 1190. Progon, statens grundlægger, blev efterfulgt af sine sønner Gjin og Dhimitri. Efter Dhimiters død, som den sidste fra Progons familie, tilfaldt fyrstendømmet Grigor Kamona, og senere Golem, hvorefter det endelig gik i opløsning i 1255.^[35][36][37] Nogle historikere argumenterer for at Arbanon var den første skitse for en "albansk stat", og at det bevarede semi-autonom status som den vestlige yderlighed af et rige (under Doukai af Epirus elle Laskariderne fra Nikæa).^[38] Kongeriget Albanien blev etableret af Karl 1. af Sicilien ud af det albanske territorie som han erobrede fra Epirus-despotatet i 1271. Han udråbte sig selv til "Konge af Albanien" i februar 1272. Kongeriget strakte sig fra Durrës-regionen (dengang kendt som Dyrrhachium) mod syg langs kysten til Butrint. Efter kongerigets skabelse gjorde udgjorde den katolske politiske struktur et godt grundlag for pavens planer om at sprede katolicisme til Balkanhalvøen. Denne plan blev også støttet af Helene af Anjou, Karl 1.'s kusine, der på daværende tidspunkt herskede over territorier i det nordlige Albanien. I løbet af hendes tid blev der bygget omkring 30 katolske kirker og klostre i Nordalbanien og Serbien.^[39] I perioden 1331-1355 tilkæmpede det Serbiske Rige sig kontrol over Albanien. Efter selvsamme rige gik i opløsning, blev der oprettet flere albanske fyrstendømmer, hvoraf nogle af de mægtigste var Balsha, Thopia, Kastrioti, Muzaka og Arianiti. I første halvdel af det 14. århundrede invaderede det Osmanniske Rige det meste af Albanien, men i 1444 blev de albanske fyrstendømmer igen forenet som selvstændigt rige, denne gang under George Castrioti Skanderbeg, der normalt betragtes som Albaniens nationalhelt.

  Hovedartikel: Osmannisk Albanien.

 

Da det Osmanniske Rige voksede frem i Sydøsteuropa, var det geopolitiske landskab i området kendetegnet ved spredte kongeriger bestående af små fyrstendømmer. Osmannerne ønskede kontrol med Albanien, som de så som et springbræt for en invasion af Italien og Vesteuropa, og opstillede i 1415 deres garnisoner i det sydlige Albanien. Pr. 1431 havde de besat størstedelen af landet.^[40]

 

I 1443 udbrød et stort og længerevarende oprør under ledelse af Skanderbeg. Oprørerne besejrede i flere omgange store osmanniske hærenheder under ledelse af sultanerne Murad 2. og Mehmed 2.. Skanderbeg forenede de albanske prinser, og etablerede senere en centraliseret autoritet og blev hersker over Albanien. Han prøvede flere gange ihærdigt at oprette en europæisk koalition imod osmannerne, men uden større held, omend flere magter, såsom Napoli, Pavestaten, Venedig og Ragusa, støttede økonomisk og militært.^[41] Skanderbeg blev beundret i flere europæiske hof for sin evne til at tage kampen op med det, der på daværende tidspunkt var en af de mægtigste militære styrker på kontinentet. Oprøret ophørte ved Skanderbegs død i 1468, men det ville tage osmannerne yderligere 10 år at tage alle albanske territorier tilbage fra oprørerne. Skanderbegs popularitet voksede mange århundreder senere - i det 19. århundrede - som følge af at han blev anset som en folkehelt og en del af den albanske nationalidentitet.

 

Med tyrkernes ankomst, blev islam introduceret i Albanien som en tredje religion. Dette medførte en massiv udvandring af albanere til diverse kristne europæiske lande.^[42] Sammen med bosniakkerne nød de muslimske albanere særdeles god status i det Osmanniske Rige, og var hovedsøjlerne i Højportens Balkan-politik.^[43]

 

Mange muslimske albanere udnyttede denne høje status til at skaffe sig vigtige administrative positioner, og over tyve storvisirer var eksempelvis af albansk oprindelse, heriblandt general Köprülü Mehmed Pasha, som senere kommanderede de osmanniske styrker under de osmannisk-persiske krige; general Köprülü Fazıl Ahmed, som ledte de osmanniske styrker under den Østrig-tyrkiske krig (1663–1664); og senere Muhammad Ali Pasha af Egypten.^[45]

I det 15. århundrede, da det Osmanniske Rige var ved at blive fast forankret i regionen, blev de albanske byer organiseret i fire sanjakker. Styret søgte at fremme mere handel ved at tillade en større mængde jødiske flygtninge på flugt fra den spanske inkvisition at slå sig ned i regionen. Vlorë blev central for importerede handelsvarer såsom fløjl, bomuld, mohair, tæpper, krydderier og læder fra Bursa og Konstantinopel, og nogle af Vlorës borgere havde sågar handelsnetværk op igennem resten af Europa.^[45]

Albanerne kunne også findes i andre hjørner af det store rige, heriblandt i Irak, Egypten, Algeriet og langs Maghreb, i vigtige militære og administrative positioner.^[46] Dette skyldtes delvist Devşirme-systemet, hvorved kristne osmanneres drenge blev hvervet til staten i en ung alder. Islamiseringsprocessen var inkrementel, og startede fra osmannernes ankomst i det 14. århundrede. Timar-besiddere, der var en af hjørnestenene i osmannernes tidlige kontrol med Sydøsteuropa, var ikke nødvendigvis islamiske konvertitter, og gjorde af og til oprør. Størstedelen af den albanske befolkning blev dog gradvist konverteret til islam - en proces, der især voksede i det 17. (for katolske albanere) og 18. århundrede (for ortodokse albanere) .^[47] Til at begynde med vedrørte islamiseringen kun de støre bycentre Elbasan og Shkoder, men efterhånden begyndte folk på landet også at tage den nye religion til sig.^[47] Folk konverterede af mange forskellige grunde, men manglen på kildemateriale gør at det generelt er svært at udpege motivationsgrunde.^[48]

  Hovedartikel: Prizrenligaen.

 

Prizrenligaen blev dannet 1. juni 1878 i Prizren, Kosovo Vilayet i det Osmanniske Rige. Til at begynde med havde de osmanniske autoriteter støttet Ligaen, hvis udgangspunkt havde været baseret på religiøs solidaritet med muslimske jordejere og folk forbundet med den osmanniske administration. Osmannerne vægtede muslimsk solidaritet højt, og ønskede at beskytte alle muslimske lande, heriblandt det, der i dag er Bosnien-Hercegovina. Ligaen blev derfor døbt De sande muslimers komité (albansk: Komiteti i Myslimanëve të Vërtetë).^[49] Ligaen udsendte et dekret kendt som Kararname, som indeholdt en proklamation om at folk fra det nordlige Albanien, Epirus og Bosnien var villige til at forsvare det Osmanniske Riges territoriale integritet med alle midler mod tropper fra Bulgarien, Serbien og Montenegro. Det blev underskrevet af 47 muslimske stedfortrædere for Ligaen 18. juni 1878.^[50] Omkring 300 muslimer deltog i forsamlingen, heriblandt deleerede fra Bosnien og mutasarrif (sanjakbey) fra Sanjakken Prizren som repræsentanter for centralautoriteterne, og ingen delegerede fra Scutari Vilayet.^[51]

Osmannerne droppede deres støtte til Ligaen, da den, under påvirkning af Abdyl bey Frashëri, begyndte at arbejde hen mod albansk autonomi, og anmodede om at sammensmeltning af fire osmanniske vilayetter (Kosovo, Scutari, Monastir og Ioannina) til en ny Albansk Vilayet). Ligaen anvendte militær magt til at forhindre annektering af dele af Plav og Gusinje, som ellers var blevet tildelt Montenegro af Berlinerkongressen. Efter flere kampe med montenegrinske tropper, såsom i Slaget om Novšiće, og under pres fra stormagterne, blev Prizrenligaen nødt til at trække sig tilbage fra de omstridte regioner Plav og Gusinje, og blev senere besejret af en osmannisk hær sendt af sultanen.^[52]

Urolighederne i Albanien fortsatte dog, og efter de albanske optøjer i 1912, det osmanniske nederlag i Balkankrigene og montenegrinske, serbiske og græske styrkers indtog i albanske territorier, så den albanske nationalistbevægelse en mulighed, og nationalistlederen Ismail Qemali udråbte albansk uafhængighed af det Osmanniske Rige i Vlora 28. november 1912.

  Hovedartikler: Albanske uafhængighedserklæring og Uafhængigt Albanien.

  Uddybende artikler: Albanske optøjer (1912), Londontraktaten (1913), Fyrstendømmet Albanien, Bondeopstanden i Albanien, Albanien under Balkankrigene og Albanien under 1. verdenskrig

 

Ved den albanske nationalkongres i Vlorë 28. november 1912^[53] konstituerede kongresdeltagerne Vlorë-forsamlingen.^[54] Forsamlingen, bestående af 83 ledende albanske skikkelser, udråbte Albanien til en uafhængig stat og oprettede efterfølgende Albaniens provisoriske regering ved deres anden session, afholdt 4. december 1912. Regeringen havde ti medlemmer, og blev anført af Ismail Qemali frem til hans resignation 22. januar 1914.^[55] Forsamlingen etablerede også Senatet (albansk: Pleqësi) som har en rådgivende funktion for regeringen, og består af 18 medlemmer fra forsamlingen.^[56]

 

Albaniens uafhængighed blev anerkendt ved Londonkonferencen 29. juli 1913, men optegnelsen af grænserne for det nyligt oprettede albanske fyrstendømme ignorerede dog de demografiske realiteter. Den Internationale Kontrolkommission blev etableret 15. oktober 1913 med hovedkvarter i Vlorë,^[57] for at håndtere administrationen af det nyligt oprettede Albanien indtil dets politiske institutioner fungerede ordentligt.^[58] Det Internationale Gendarmeri blev etableret som Fyrstendømmet Albaniens første retshåndhævende organ, og de første gendarmer ankom til Albanien i begyndelsen af november. Prins Wilhelm af Wied blev valgt som nationens første fyrste.^[59]

I november 1913 havde de pro-osmanniske albanske styrker tilbudt den albanske trone til den osmanniske krigsminister (af albansk oprindelse), Izzet Pasha.^[60] De pro-osmanniske bønder mente at det nye fyrstendømme var styret af de seks kristne stormagter og lokale jordejere, som ejede halvdelen af agerjorden.^[61]

28. februar 1914 blev den Autonome Republik Nord-Epirus udråbt i Gjirokastër af den lokale græske befolkning i protest mod indlemmelse i Albanien. Dette initiativ var dog kortlivet, og i 1921 blev de sydlige provinser endegyldigt indlemmet i det albanske fyrstendømme.^[62][63] I mellemtiden var der udbrudt et oprør blandt de albanske bønder under ledelse af en gruppe muslimske gejstlige omkring Essad Pasha Toptani, som havde udråbt sig selv til at være både Albaniens og islams frelser.^[64][65] For at opnå støtte fra de katolske frivillige fra de nordlige bjerge i Mirdita, udpegede fyrst Wilhelm deres leder, Prênk Bibë Doda, til udenrigsminister. I maj og juni 1914 led det Internationale Gendarmeri sammen med Isa Boletini og hans, hovedsageligt kosovanske, mænd,^[66] og katolikkerne fra det nordlige Mirdita store nederlag i kampen mod oprørerne, som ved udgangen af august 1914 havde erobret størstedelen af det centrale Albanien.^[67] Fyrst Wilhelms regime kollapsede, og han selv flygtede i eksil 3. september 1914.^[68]

  Hovedartikler: Albanske Republik og Kongeriget Albanien (1928-1939).

 

 

Fyrst Wilhelms kortlivede fyrstendømme (1914-1925) blev fulgt af den første Albanske Republik (1925-1928). I 1925 blev den fire-mand-store formynderregering afskaffet og Ahmet Zogu blev valgt som præsident af den nyligt udråbte republik. Tirana blev officielt udråbt til landets permanente hovedstad.^[69] Zogu bedrev en autoritær og konservativ regeringsførelse, hvis hovedformål var at vedligeholde stabilitet og orden. Han blev i denne periode tvunget til at acceptere en samarbejdspolitik med Kongeriget Italien, og en pagt mellem de to lande blev underskrevet 20. januar 1925, hvorved Italien fik monopol på al fragt og handel.^[70]

Zogu udvidede gradvist sin autoritet, og i 1928 omdannede han republikken til et monarki med ham selv som konge af Albanien. For at sikre yderligere muligheder for direkte kontrol med landet, lagde Zogu, der nu blev tituleret som "kong Zog 1.", stor vægt på konstruktion af nye veje og infrastruktur. Alle mandlige albanere over 16 år blev krævet at afgive ti dages gratis arbejdskraft til staten.^[70] Kong Zog forblev konservativ, men igangsatte dog visse reformer - eksempelvis blev den gamle tradition med at føje sin region til sit navn droppet i et forsøg på social modernisering, ligesom han også donerede land til internationale organisationer, der ønskede at bygge skoler og hospitaler. De væbnede styrker blev trænet af italienske instruktører, og som modvægt hertil beholdt Zog britiske officerer i det Internationale Gendarmeri på trods af stærkt italiensk pres for at få dem fjernet. Op igennem 1930'erne blev Kongeriget Albanien aktivt støttet af det italienske fascistiske regime, og de to lande nød generelt tætte relationer frem til Italiens pludselige invasion af Albanien i 1939.

  Hovedartikler: Kongeriget Albanien (1939-1943) og Kongeriget Albanien (1943-1945).

 

 

Efter den italienske invasion af Albanien blev landet sat op som et italiensk protektorat under den italienske konge Victor Emanuel 3.

Efter Aksemagternes invasion af Jugoslavien i april 1941 blev de dele af Jugoslavien, hvor der boede større mængder albanere, annekteret af Albanien: dette gjaldt størstedelen af Kosovo,^[a] såvel som det vestlige Makedonien, byen Tutin i det centrale Serbien og en stribe land i det østlige Montenegro.^[71] I november 1941 etablerede de små albanske kommunistgrupper et Albansk kommunistparti i Tirana med 130 medlemmer, under ledelse af Enver Hoxha og en 11-mand-stor Centralkomité. Partiet havde til at begynde med ikke bred appel, og selv dets ungdomsorganisation havde kun få rekrutter. Efter marts 1943 dannede den Nationale Befrielsesbevægelse sin første og anden bataljon, som efterfølgende blev brigader, og fungerede i modstandskamp sammen med andre, mindre modstandsenheder. Modstanden mod besættelsen voksede stærkt efterhånden som det blev tydeligt, at Italien var svækket militært. I slutningen af 1942 var der mellem 8.000 og 10.000 guerillakrigere i Albanien. Pr. sommeren 1943, da de italienske styrker gav op, var næsten hele landets bjergfyldte indre kontrolleret af modstandsfolk.^[72]

 

Efter Italiens kapitulation i 1943 besatte Nazityskland Albanien, og satte det op som klientstat. De nationalistiske Balli Kombetar, som havde kæmpet mod Italien, dannede en "neutral" regering i Tirana, og kæmpede side-om-side med tyskerne mod den kommunistisk-anførte Nationale Befrielsesbevægelse.^[73] Pr. januar 1944 havde de kommunistiske partisaner vundet kontrollen over en stor del af det sydlige Albanien, omend tyske angreb fortsat drev dem ud af andre områder. På Përmet-kongressen dannede den Nationale Befrielsesbevægelse et "Antifascistisk Råd for National Befrielse", som skulle fungere som Albaniens administration og lovgivende magt. Før udgangen af november 1944 havde størstedelen af de tyske tropper trukket sig tilbage fra Tirana, og kommunisterne erobrede byen. Partisanerne befriede de sidste dele af Albanien fra tysk besættelse 29. november 1944. I perioden herefter udspillede der sig et borgerkrigslignende scenarie i Albanien, hvor kommunister og nationalister fortsat lå i krig mod hinanden. De kommunistiske partisaner sendte styrker nordpå mod nationalisterne, og blev mødt af modstand i Nikaj-Mertur, Dukagjin og Kelmend (Kelmendi anført af Prek Cali).^[74] De kommunistiske partisaner endte som sejrherrer, og etablerede en socialistisk republik.

  Hovedartikel: Socialistiske Folkerepublik Albanien.

 

Efter befrielsen af Albanien fra nazisternes besættelse, blev landet en socialistisk stat i form af Folkerepublikken Albanien (omdøbt til "den Socialistiske Folkerepublik Albanien" i 1976), som blev ledet af Albaniens Arbejdets Parti og dets generalsekretær Enver Hoxha.

Landet var en satellitstat til Jugoslavien mellem 1944 og 1948, men allierede sig med Stalin efter, at Tito havde brudt med Sovjetunionen 1948. Landet blev medlem af FN i 1955.

Den socialistiske genopbygning af Albanien blev påbegyndt øjeblikkeligt efter monarkiets afskaffelse og indførelsen af folkerepublikken. I 1947 blev Albaniens første jernbanelinje færdigkonstrueret, og den anden blot otte måneder senere. Der blev vedtaget nye love om jordreform, som tildelte jorden til de arbejdere og bønder, der dyrkede den, landbrug blev kooperativt, og produktion voksede betragteligt indtil Albanien til sidst var selvforsynende udi landbrug. I 1955 var analfabetisme udryddet blandt landets voksne befolkning.^[75]

 

I samme periode blev Albanien industrialiseret og oplevede voldsom økonomisk vækst - den gennemsnitlige BNI var således 29% højere end verdensgennemsnittet, og 56% højere end det europæiske gennemsnit.^[76] Albaniens socialistiske forfatning tillod ikke beskatning af individer; i stedet blev kooperativer og andre organisationer beskattet, hvilket havde mere eller mindre den samme effekt.^[77]

Religionsfrihed blev suspenderet i det socialistiske Albanien, og alle former for gudsdyrkelse blev kriminaliseret. I august 1945 havde landbrugsreformloven betydet at store dele af ejendom, der var ejet af religiøse grupper (hovedsageligt islamiske waqfs) blev nationaliseret, sammen med klostre og bispedømmer. I 1949 krævede et nyt dekret om religiøse fællesskaber at alle deres aktiviteter skulle sanktioneres af staten og staten alene.^[78] Efter hundreder af moskeer og flere islamiske biblioteker var blevet destrueret, bandlyste en lov i 1967 al "fascistisk, religiøs, krigsmagende, antisocialistisk aktivitet og propaganda", og samme år udråbte Hoxha Albanien til "verdens første atetistiske stat".^[79][80] Flere af landets kirker blev ligeledes ødelagt eller konverteret til kulturcentre for unge mennesker. Selvom prædikener kunne straffes med fængselsdomme på mellem 3 og 10 år, fortsatte mange albanere med at praktisere deres religion i det skjulte.^{[kilde mangler]} Hoxha-styrets anti-religiøsitet blev beskrevet kort og koncist i en formulering fra landets forfatning i 1976: "Staten anerkender ingen religion, og støtter og gennemfører ateistisk propaganda for at implantere et videnskabeligt materialistisk verdenssyn i folk."^[80]

  Hovedartikel: Albanske optøjer (1997).

Efter Hoxhas død i 1985 forsøgte hans enke Nexhmije Hoxha at få den politiske magt, men blev udmanøvreret af den nye partileder, Ramiz Alia. I erkendelsen af behovet for decentralisering indledte han i 1987 en moderat reformkurs med en lempelse af den planøkonomiske politik, samtidig med at flere andre Østbloklande ligeledes gik i opløsning. Efter protester i 1989 samt yderligere reformer i 1990 gik Den Socialistiske Folkerepublik Albanien i opløsning i 1991-1992, og blev i stedet omdannet til Republikken Albanien. Albaniens Arbejdets Parti bevarede en højborg i parlamentet efter at være blevet valgt ind ved parlamentsvalget i 1991. I marts 1992, da privatiseringspolitikken havde medført økonomisk kollaps og sociale optøjer, vandt en ny koalition ført af det nye Albaniens Demokratiske Parti magten.

 

I de følgende år blev en stor del af landets rigdom investeret i pyramideforetagender i banksektoren, som blev støttet af landets regering. Pyramideforetagenderne blev udbredt til et sted mellem 20%-33% af landets befolkning.^[81][82] På trods af advarsler fra IMF i slutningen af 1996, forsvarede den daværende præsident Sali Berisha pyramideforetagenderne som blot værende store investeringsfirmaer, hvilket fik flere til at omdirigere deres pengeoverførsler og sælge deres hjem og kvæg for at kunne investere i pyramideforetagenderne.^[83] Pyramideforetagenderne brød endeligt sammen i slutningen af 1996, hvilket fik mange af investorerne til at afholde fredelige protester mod regeringen og kræve deres penge tilbage. Protesterne blev voldelige i februar 1997, da regeringsstyrkerne åbnede ild mod demonstranter. Måneden efter deserterede politistyrken og den Republikanske Garde, og efterlod ubevogtede våbenlagre, som øjeblikkeligt blev tømt af militser og kriminelle bander. Den resulterende krise skabte en bølge af evakueringer af udlændinge fra landet (såsom ved Operation Libelle og Operation Silver Wake) samt en strøm af flygtninge, hovedsageligt til Italien, Grækenland, Schweiz, Tyskland og USA.

Krisen førte til at premierminister Aleksandër Meksis gik af 11. marts 1997, og fulgt af præsident Sali Berisha, der trak sig i juli efter han forinden havde givet amnesti til en række fanger, heriblandt den fremtrædende socialistiske leder Fatos Nano. I mellemtiden, april 1997, ankom en fredsbevarende FN-styrke, anført af Italien, til landet i Operation Alba. Styrken havde to formål: at assistere med evakueringen af udlændinge og at sikre området for internationale organisationer - primært WEU MAPE, som samarbejdede med regeringen om at restrukturere retssystem og politi. Optøjerne stilnede af efter Albaniens Socialistiske Parti valgt parlamentsvalget samme år, og den nyligt løsladte Fatos Nano blev ny premierminister.

I september 1998 udbrød der voldelige uroligheder i landet efter attentatet på den fremtrædende demokratiske politiker Azem Hajdari, og under hans begravelse forsøgte bevæbnede grupper kupforsøg mod regeringen - kupforsøget slog fejl, men premierminister Nano måtte flygte og trak sig kort efter som premierminister. Han blev efterfulgt af Pandeli Majko på posten. Samme år, og især året efter, blev landet voldsomt påvirket af Operation Allied Force i nabolandet Jugoslavien, da et stort antal albanere flygtede fra Kosovo til Albanien.

  Hovedartikler: Albaniens politik og Albaniens lov.

Den albanske republik er et parlamentarisk demokrati, etableret under en forfatning der blev fornyet i 1998.^[84] Der afholdes valg hvert fjerde år til den 140-sæder-store etkammer-forsamling. I juni 2002 blev en kompromiskandidat, den tidligere general Alfred Moisiu, valgt til at efterfølge præsident Rexhep Meidani. Efter et parlamentsvalg i juli 2005 blev lederen af Albaniens Demokratiske Parti, Sali Berisha, premierminister, mens Bamir Topi blev præsident i juli 2007. Den nuværende albanske præsident, Ilir Meta, blev valgt af parlamentet i april 2017.

I Albanien er der mange politiske partier og til valget i 2009 var der opstillet 33 partier, blandt andre Partia Demokratike e Shqipërisë, Lëvizja Socialiste për Integrim, Partia Agrare Ambientaliste, Partia Aleanca Demokratike, Partia Demokracia Sociale e Shqiperise, Partia Demokrate e Re, Partia Demokristiane e Shqipërisë, Partia Fashiste e Shqipërisë og Partia Socialdemokrate e Shqipërisë. De to største, Partia Socialiste e Shqipërisë og Partia Demokratike e Shqipërisë, fik tilsammen 81% af stemmerne ved valget i 2009.

Albaniens Euro-Atlantiske integration har været det øverste mål for regeringerne efter den kommunistiske tid, og Albaniens EU-medlemskab er blevet sat som en prioritet af EU-Kommissionen.

Albanien blev, sammen med Kroatien, medlem af NATO 1. april 2009, hvorved de blev det 27. og 28. medlem af alliancen.^[85]

 

Albaniens statsoverhoved er republikkens præsident. Præsidenten vælges af parlamentet for 5 år af gangen, via hemmelig afstemning, og kræver en 50%+1 majoritet af stemmerne.

Præsidenten har magten til at garantere overholdelse af forfatningen og lovene, være øverstkommanderende for de væbnede styrker, bedrive parlamentets rolle, når parlamentet ikke er til stede, samt udpege en formand for ministerrådet (en premierminister).

Den udøvende magt ligger normalt i ministerrådet (kabinettet). Formanden for rådet (premierministeren) udpeges af præsidenten; ministre nomineres af præsidenten på baggrund af premierministerens anbefalinger. Parlamentet skal give den endelige godkendelse af ministerrådets sammensætning. Rådet er ansvarligt for både uden- og indenrigspolitik gennem ministerierne og de andre statslige enheder.

Retshåndhævelse hører i Albanien hovedsageligt under det albanske politi. Albanien har derudover et antiterrorkorps kaldet RENEA (forkortelse for Reparti i Neutralizimit të Elementit të Armatosur, eller på dansk: "Afdelingen for neutralisering af bevæbnede elementer").

Landet har en forholdsvis høj mordrate, og har især problemer med blodhævn i øde områder i landets nordlige del, samt vold i nære relationer.^[86] I 2014 blev det anslået at omkring 3000 albanske familier på det tidspunkt var involveret i blodfejder, samt at dette siden den socialistiske republiks fald havde ført til mere end 10.000 menneskers død.^[87]

  Hovedartikel: Albaniens parlament.

Republikken Albaniens Forsamling (Kuvendi i Republikës së Shqipërisë) er Albaniens lovgivende magt. Det består af 140 medlemmer, som vælges gennem et liste-proportionelt repræsentationssystem senest hvert fjerde år. Forsamlingens formand, som har to viceformænd, leder den. Der findes 15 permanente kommissioner eller komitéer.

Forsamlingen har magten til at beslutte hvilken retning inden- og udenrigspolitik skal bevæge sig i; godkende eller føje til forfatningen; erklære krig; ratificere eller annullere internationale traktater; vælge republikkens præsident, højesteret, rigsadvokaten samt hans stedfortrædere; samt kontrollere statsligt tv- og radio, statslige nyhedstjenester og andre officielle media.

Den danske ombudsmand har – i forbindelse med ydelse af dansk overgangsbistand – rådgivet Albanien med etableringen af en tilsvarende institution. Den albanske ombudsmand betegnes som Folkets Advokat.

  Hovedartikel: Albaniens væbnede styrker.

Albaniens væbnede styrker

Albanske flåde

Albanske hær

De væbnede albanske styrker (Forcat e Armatosura të Shqipërisë) blev oprettet efter landet erklærede sin uafhængighed i 1912. I de seneste årtier har Albanien gradvist reduceret antallet af aktive tropper fra 65.000 i 1988 til 14.500 i 2009.^[88][89] Militæret består nu hovedsageligt af en lille samling af fly- og flådefartøjer. i 1990'erne skrottede landet enorme mængder forældet materiel, som de havde fået fra Kina, heriblandt tanks og SAM-systemer.

De væbnede styrker omfatter i øjeblikket Generalstaben, de albanske landstyrker, det albanske luftvåben og de albanske flådestyrker. En øgning af landets militære budget var oprindeligt et af de vigtigste krav i forhold til at blive integreret i NATO, men militære udgifter har dog siden 1996 ligget på mindre end 1,5% siden 1996, med undtagelse af i 2009 hvor det kortvarigt hoppede til at udgøre 2%.^[90] Siden februar 2008 har Albanien været officiel deltager i NATO's Operation Active Endeavor i Middelhavet.^[91] Landet blev inviteret til medlemskab af NATO 3. april 2008, og blev endelig et fuldgyldigt medlem 2. april året efter.^[92]

  Hovedartikler: Albaniens administrative opdelinger og Albaniens præfekturer.

Albanien er opdelet i 12 administrative præfekturer (albansk: qark eller prefekturë). Siden juni 2015 er disse præfekturer yderligere opdelt i 61 kommuner (albansk: bashki). Præfekturene var tidligere opdelt i 36 distrikter (albansk: rreth), der dog blev opløst i 2000.^[93] Regeringen introducerede en ny administrativ opdeling, der skulle implementeres i 2015, hvorved kommunerne blev reduceret til de nuværende 61, mens landdistrikterne kaldet komuna blev afskaffet. De afskaffede kommuner vil i stedet blive kaldt "nabolag" eller "landsbyer" (albansk: Lagje / Fshat).^[94][95] Der findes i alt 2980 landsbyer/fællesskab (albansk: fshat) i Albanien, der tidligere var kendt som "lokaliteter" (albansk: lokalitete). Kommunerne er det første niveau af lokal forvaltning, og ansvarlige for lokale behov og lovhåndhævelse.^[96]

Som en del af reformen blev de store bycentre i Albanien fysisk ombygget, og facaderne blev malet til at give et mere middelhavslignende udseende.^[97][98]

  Hovedartikel: Albaniens geografi.

 

Albanien har et samlet areal på 28748 km². Det ligger mellem breddegraderne 39° og 43° N, samt mellem længdegraderne 19° og 21° Ø (et lille område ligger øst for 21° Ø). Albaniens kystlinje er 476 km lang og strækker sig langs Adriaterhavet og det Ioniske Hav. Det vestlige lavland grænser op til Adriaterhavet.^[99]:240

70% af landet er bjerge, og ofte utilgængeligt udefra - det højeste bjerg er Korab, der ligger i det tidligere Dibër og er op imod 2764 moh. Kystklimaet er typisk Middelhavsklima med milde, våde vintre og varme, solbeskinnede og tørre somre.

Længere inde i landet afhænger klimaet meget af højde, men de områder der ligger mere end 1.500 m over havoverfladen er om vinteren særdeles kolde og ofte snefyldte, hvilket somme tider kan vare ved ind i foråret.

Udover hovedstaden Tirana, som har 420.000 indbyggere, er de centrale byer i landet Durrës, Korçë, Elbasan, Shkodër, Gjirokastër, Vlorë og Kukës.

De tre største og dybeste tektoniske søer på Balkanhalvøen ligger alle delvist i Albanien. Shkodër-søen i nordvest har en overflade på mellem 370 km² og 530 km², hvoraf en tredjedel tilhører Albanien og resten Montenegro. Ohrid-søen ligger i landets sydøstlige del, og deles mellem Albanien og Republikken Makedonien. Den har en maksimal dybde på 289 meter og er hjem for en række unikke dyr og planter, heriblandt levende fossiler og mange endemiske arter. På grund af dens naturmæssige og historiske værdi er Ohrid-søen beskyttet af UNESCO. Sidst er også Butrinti-søen, som er en lille tektonisk sø i nationalparken Butrint.

 

Selvom det er et lille land har Albanien en biologisk mangfoldighed. Landets mange variationer i geomorfologi, klima og terræn skaber gunstige forhold for en lang række endemiske og sub-endemiske arter med 27 endemiske og 160 subendemiske vaskulære planter voksende i landet - i alt findes der mere end 3250 plantearter i Albanien, heriblandt omkring 30% af hele Europas samlede mængde plantearter.^{[kilde mangler]}

Plantegeografisk tilhører Albanien Middelhavsregionen og Illyriens floraprovins. Kystregioner og lavland har typisk Middelhavsvegetation af maki, mens egeskove og lignende vegetation findes på højere terræn. På højder over 1800 meter vokser der store skove af Sort-Fyr, bøg og ædelgran, samt alpine græssletter.^[101]

 

Ifølge WWF Verdensnaturfonden og Det Europæiske Miljøagentur kan Albaniens territorium inddeles i tre økoregioner: de illyriske løvskove, Pindosbjergenes blandede skove, og De dinariske Alpers blandede skove. De albanske skove er stadig hjem for store mængder store pattedyr, såsom brunbjørnen, ulven, gemsen og vildsvinet.^[101] De nordlige og østlige bjerge er hjem for de sidste tilbageværende Balkanlosser - en kritisk truet underart af den europæiske los.^[103] Vildkatte, skovmåre og ildere er sjældne, men lever fortsat i nogle dele af landet.

Der findes omkring 760 typer hvirveldyr i Albanien - heriblandt mere end 350 fuglearter, 330 fiskearter og 80 pattedyrearter. De stenfyldte kystregioner i den sydlige del af landet er et godt levested for den truede Middelhavsmunkesæl. Blandt de mest signifikante fuglearter i landet er kongeørnen – kendt som Albaniens nationalsymbol^[102]  – gribbearter, tjuren og flere vandfugle.

  Uddybende artikel: Albaniens økonomi

Albanien er et land på vej frem, men er fortsat et af de fattigste lande i Europa. Efter en svær tid med 45 år som lukket diktatur til 1991 og økonomiske og politiske tilbageslag i 1990'erne og uro og usikkerhed i samfundet efter sammenbruddet af pyramidespillene i 1997, formåede man at huse 400.000 flygtninge fra Kosovo i 1999.

  Uddybende artikel: Albaniens demografi

Albanien har et anslået befolkningstal på ca. 2.811.655 (2023)^[8] indbyggere. Hovedparten af befolkningen (95%) er albanere. Landet har dog en væsentlig græsk minoritet. En række indbyggere med etnisk albansk baggrund bor endvidere i naboområderne Kosovo, Makedonien, Montenegro og Serbien. Sproget er albansk, men der tales dog også græsk, primært af den græske minoritet.

Religionen er blevet bevaret, selvom den under kommunismen var forbudt. Siden besættelsen af det Osmanniske Rige, bekender 57% af albanerne sig til islam. Resten består henholdsvis af 20% græsk ortodokse og 10% romersk-katolske.

  Uddybende artikel: Albaniens kultur

Blandt Albaniens mest kendte forfattere er Sami Bey Frashëri, Fan Noli, Ismail Kadaré og Dritëro Agolli.

Albansk folkemusik spilles stadig i Albanien, Kosovo og Makedonien

Det albanske sprog er et indo-europæisk sprog.

  Hovedartikel: Albanske køkken.

Det albanske køkken er – ligesom de fleste middelhavs- og Balkan-nationer – stærkt påvirket af dets lange historie. Det territorie, der i dag er Albanien, er igennem historien blevet besat eller indlemmet i Grækenland, Serbien, Italien og det Osmanniske Rige, og hver gruppe har sat sine spor i det albanske køkken. Albaneres hovedmåltid er frokosten, der ofte serveres med en salat af friske grøntsager såsom tomater, agurker, grønne peberfrugter og olivener med olivenolie, eddike og salt. Det omfatter også en hovedret med grøntsager og kød. I kystbyerne Durrës, Sarandë og Vlorë findes der mange fiske- og skaldyrsspecialiteter. På steder beliggende langt over havets overflade spises ofte røget kød og syltet konserves.

•  
  Den italienske ret cannoli er meget populær i Arbëreshë-regionerne
•  
  Tarator er en afkølet drik med yoghurt og agurk, der også kendes fra blandt andet fra det bulgarske køkken
•  
  Börek, en ret som det albanske køkken har arvet fra det Osmanniske køkken
•  
  Albansk baklava - en ret, der normalt forbindes med det Osmanniske Rige
•  
  Fyldte paprika med ris og tomatsovs

• Romerrigets illyriske kejsere (bl.a. Claudius II, Aurelian, Diocletian, Probus)
• Nationalhelten Skanderbeg (1405-1468)
• Mere end 25 osmanniske vesirer (statsministre)
• Pave Clemens XI (1700-tallet)
• Nobelfredsprismodtageren Moder Teresa
• Kommunistlederen Enver Hoxha
• Fodboldspilleren Lorik Cana

• Rita Ora
• Dua Lipa
• Bebe Rexha
• Ava Max
• Ermal Meta

• Verdens lande
• Edith Durham
• Miqësia – Dansk-Albansk Venskabsforening

• Sørensen, H. E. (1974). Albanien 73 indtryk fra en rejse. Skærbæk: Melbyhus. ISBN 87-87481-06-5.
• Dalhoff-Nielsen, Peter (1993). Ørnenes land. København: Vindrose. ISBN 87-7456-477-3.
• Pickard, Rob; Çeliku, Florent (2008). Analysis and Reform of Cultural Heritage Policies in South-East Europe. Strasbourg: Council of Europe Publishing. ISBN 978-92-871-6265-6. Arkiveret fra originalen 25. juli 2020. Hentet 24. november 2020.
• Norris, H. T. (1993). Islam in the Balkans: religion and society between Europe and the Arab world. University of South Carolina Press. s. 35. ISBN 978-0-87249-977-5.
• Pipa, Arshi; Repishti, Sami (1984). Studies on Kosova. East European Monographs #155. ISBN 978-0-88033-047-3.

•   Wikimedia Commons har flere filer relateret til Albanien

• Nikolae Iorga: "Den albanska frågan" (Svensk Tidskrift 1913, s. 447-456) Arkiveret 30. november 2019 hos Wayback Machine (svensk)
• Dansk informationsside om Albanien og albanerne Arkiveret 2. juni 2004 hos Wayback Machine
• Andersen, Michel Bloch (13. juni 2015). "Albanien satser på turismen". Berlingske. Arkiveret fra originalen 20. juni 2015.

• The World Factbook om Albanien

41°N 20°Ø / 41°N 20°Ø / 41; 20