Arne/2

Oppe på Kampen var det, at Arne blev fødd.

Hans mor het Margit og var eneste barn på plassen Kampen. I sitt attende år blev hun engang sittende forlenge efter ved en dans; følget hennes var gått ifra henne, og da tænkte Margit, at vejen hjemover blev like lang for henne, enten hun drygde den dansen over eller ej. Og således hendte det sig, at Margit blev sittende der, til spillemannen, Nils skrædder kallet, med et lagde felen, som han plejede, når drikken tok ham, lot andre tralle, trev den vakkreste gente, flyttede foten så sikkert som takten i en vise, og hentede med støvlehælen hatten av den højeste han så. — „Ho!“ sagde han.

Da Margit gik hjæm den kveld, spillede månen så forunderlig vakkert på sneen. Kommen opp på svalen, hvor hun skulde ligge, måtte hun ennu engang se ut. Hun tok av sig livstykket, men blev stående med det i hånden, og så ned på sin barm. Da følte hun, at hun frøs, drog til i hast, klædde sig av og puttet sig langt innunder felden. Den natt drømte Margit om en stor, rød ko, som var kommen borti akeren. Hun skulde jage den derifra, men alt det hun strevde, kunne hun ikke komme af flekken; koen stod rolig og åt til den blev så rund og mett, og alt imellem så den bort på henne med store, blide øjne.

Næste gang der blev dans i bygden, var Margit der. Hun vilde litet med at danse den kveld; hun blev sittende at høre på spillet, og syntes det henne rart, at ikke også andre havde bedre hug til det. Men da det led på, rejste spillemannen sig op og vilde danse. Han gikk like bort til Margit Kampen med en gang. Hun visste næsten ikke av det; men hun dansede med Nils skrædder!

Snart blev det varmere i vejret, og man dansede ikke mere. Den vår tok Margit sig slik av et litet lam som var blevet sykt for dem, at moderen næsten syntes det var formeget. „Det er da bare et lam,“ sagde moren. „Ja; men der er sykt,“ svarte Margit. —

Det var lenge siden hun hadde veret i kirke; hun unte moderen bedre at gå, sagde hun, og nogen måtte være hjemme. En sønndag ut på sommeren, det var så vakkert i vejret, at høet gerne kunne stå det døgn over, sagde moren, at nu torde de visst gå beggeto. Margit kunne ikke svare stort til det, og klædde sig på; men da de var komne så langt at de kunne høre kirkeklokkerne, skar hun i at gråte. Moderen blev likblek; de gikk videre, moderen foran, hun efter, hørte prækenen, sang salmerne til den sidste, hørte bønnen med og lot det ringe ut, før de gikk. Men da de atter var komne hjem i stuen, tok moderen henne imellem begge sine hender og sagde: „gem ingenting bort for mig, barnet mitt!“ —

Der kom atter en vinter; da dansede ikke Margit. Men Nils skrædder spillede, drakk mere enn før, og svang altid tilslut den vakkreste genten i laget. Dengang fortaltes det for et visst ord, at han kunde få hvilken han vilde av bygdens gildeste gårdmannsgenter; somme lagde til, at Eli Bøen selv havde friet for sin datter Birgit, der var syk av kærlighet til ham.

Men nettopp på den tid var det, at der blev båret et barn over dåpen for husmannsgenten på Kampen; det fik navnet Arne, men Nils skrædder lagdes ut som fader. —

Samme dags kvæll var Nils i et stort bryllup; der drakk han sig full. Han vilde ikke spille, men dansede bestandigt og tålte neppe nogen annen på gulv. Men da han kom bort til Birgit Bøen og bød henne op, vegrede hun sig. Han lo kort, vendte sig på hælen og trev fatt i den første, den beste. Hun holdt imot. Han så ned, det var en liten sort en, som havde sittet og nidstirret på ham og nu var ganske blek. Han bøjede sig lett over henne og hviskede: „Danser du ikke med mig, Karen!“ Hun svarte ikke. Han spurte en gang til. Da svarte hun hviskende som han spurte: „den dansen kunne gå lenger enn jeg vilde.“ — Han drog sig langsomt tilbake, men kommen midt på gulvet gjorde han et kast og dansede nu hallingen alene. Der var ingen annen som dansede; de stod tause og så på.

Siden gik han bort på låven, og der lagde han sig ned og gret.

Margit sat hjemme med den lille gutten. Hun hørte om Nils, der han for fra dans til dans, så på gutten og gret, så atter på ham og var glad. Det første hun lærte gutten var at sige papa, men det turde hun ikke, når moderen eller bestemoderen, som hun herefter het, kunne sitte i nærheten. Følgen derav var, at det blev bestemoderen, som gutten kalte papa. Det kostede Margit meget at lære ham av med det, og bidrog dette igen til, at hun drog opp et tidligt næmme i ham. Han var ikke meget stor, da han visste at Nils skrædder var hans fader, — og kommen i den alder, at det æventyrlige smakte, fikk han også vite, hvad slags karl Nils skrædder var. Bestemoderen havde strengt forbudt enndog at nevne ham; hennes meste idrætt var det at få plassen Kampen lagt ut til gård, så datteren og hennes gut kunne vere omsorgsløse. Hun brukte gårdejerens fattigdom, fikk plassen køpt, avbetalte hvert år, og forestod arbejdet som en mann; ti hun havde veret enke i fjorten år. Kampen var stor og blev utvidet, så den alt nu fødde fire kør, seksten sauder, og ejede helvten i en hest.

Nils skrædder for imidlertid på bygden. Fortjenesten var taken av for ham, dels fordi han havde mindre hug til at skøtte den, dels også fordi han ikke var likt som før. Han slog sig da mere på felespillet, og dette gav oftere drikk, dermed slagsmål og onde dager. Det var dem som havde hørt ham klage sig.

Arne kunne vere såpass som seks år, da han en vinterdag regerte i sængen, hvis åklæde han havde oppe til segl, og sat og styrte med en slev. Bestemoderen sat inne og spant, havde sine egne tanker og nikkede stundom, som skulde det stå fast, det hun tenkte. Da visste gutten han var upåagtet, og nu sang han, som han havde lært den, visen om Nils skrædder, rå og vill som den var:

Lenger sang gutten ikke; der var to vers til, som nokk moderen ikke havde lært ham:

Disse to vers kunde bestemoderen, og kom dem bedre i hug nu, da de ikke blev sungne. Hun sagde intet til gutten, men til moderen sa hun: „lær gutten godt om din egen skamm; glem ikke de to sidste vers.“ —

Nils skrædder havde drikken slåt ned, så han ikke lenger var den samme, som før. Der var dem som mente, at snart var han takende.

Da hendte det sig, at to Amerikanere gestede bygden og hørte om, at der i nærheten var bryllup, som de straks vilde se, forat komme efter skikkerne: Der spillede Nils. De gav en daler hverr i spillepenger og bad om hallingen. Ingen vilde byde sig til at danse den, såmeget han også blev bedt. Nogen og hverr had Nils selv danse; „han var dog den beste.“ Han vegrede sig, desto sterkere blev oppfordringen, tilsidst enstemmig, og dette var hvad han vilde. Han gav felen til en annen, tok trøje og huve av, trodte inn i kressen og smilte. Nu fulgte den gamle oppmerksomhet ham, og det gav ham også den gamle kraft. Folk trengte sig så nær sammen som muligt, de bakerste krøp på bord og benker, nogle genter stod højt over de andre, og den fremste av dem, høj med lyse brunt-vekslende hår, men blå øjne dypt under en sterk panne, en langtrukken munn, der ofte smilte og da litt til den ene side, — var Birgit Bøen. Nils så henne idet han kastede øjet opp efter biten. Det spillede opp, der inntrodte dyp stillhet og han gav såg ivej. Han slengte sig henad gulvet, gikk efter den ene side halvt påskakke, i takt med felen, diltede, kastede benene nu og da i kors under sig, spratt opp igen, tok stilling som til kast, men undvek og gikk på skakke som før. Felen førtes av en dygtig hånd, slåtten tok mere og mere brann, Nils kom mere bakover med hovedet og med et lå støvlehælen til biten, så støvet dryssede nedover dem. Man lo og skrek omkring ham, genterne stod som kunne de ikke drage pusten. Slåtten hujede innimellem dem, eggede påny med verre og verre rykk. Han stod heller ikke imot, lagde legemet forover, småsprang i takt, rettede sig som til kast, narrede, slentrede som før, og da han så ut, som han slett ikke tenkte på sprang, dunrede støvlehælen mot biten, og om igen, om igen, så rundkast forover, bakover, og stod han hverr gang like rank på foten. Han vilde ikke mere. Felen gjorde nogle kåte renn ut fra slåtten, arbejdede sig ned i en dyp tone, hvor den stilnede av, og kom bort i et enkelt langt strøk på bassen. Gruppen spredtes, en sterk samtale, hvori rop og skrik, avløste stillheten, Nils stod oppefter veggen; da kom Amerikanerne med sin tolk bort til ham og gav ham hverr femm daler. Atter stillhet.

Amerikanerne talte litt med tolken, derpå spurte denne om han vilde drage med som deres tjener; han skulde få hvad han vilde. „Hvorhen?“ spurte Nils; folk trykte sig så tett innpå dem som muligt. „Uti verden“ blev der svaret. „Når?“ spurte Nils, så sig om med lysende ansigt, traff Birgit Bøens og slapp det ikke siden. — „Om en uke, når de kommer tilbake“ blev der svaret. „Det kunne hende, jeg var ferdig.“svarte Nils, vejende på sine to femmdaler. — Han havde støttet den ene arm på en hosstående manns skulder, og den skalv, så mannen vilde sette ham i benk.

„Det er visst ingenting,“ svarte Nils, gjorde nogle sviktende skridt bortover gulvet, derpå nogle faste, vendte sig og bad om en springdans.

Alle genter havde stillet sig frem. Han så sig også om, lenge og langsomt; gikk så bent over til en i en mørk stakk, og det var Birgit Bøen. Han rakte hånden frem, og hun gav begge sine; da lo han, vek tilbake, tok en ved hennes side og dansede overgiven avsted. Blodet for Birgit oppi hals og åsyn. En høj mann med et blidt ansigt stod like bak henne; han tok henne ved hånden og dansede avsted — efter Nils. Denne så det og kannske det var av vanvare, åt han dansede så hårdt imot dem, at mannen og Birgit valt overende med stort fall. Latter og skrål rejste sig rundtomkring. Birgit kom sig endelig opp, gikk avsides og gret meget.

Mannen med det blide ansigt rejste sig langsommere, gikk like bort til Nils, søm ennu dansede: „du får stoppe litt.“ sagde mannen. Nils hørte ikke og da tok mannen ham ved armen. Nils slet sig fra ham og så på ham. „Jeg kenner dig ikke“, sagde han med smil. „Nej; men nu skal du få kenne mig,“ sagde mannen med det blide ansigt, og lagde til ham like over det ene øje. Nils, der ikke ventede slikt, stupte med tungt, svært fall likeover den skarpkantede gruvesten, vilde straks rejse sig, men kunne ikke; hans ryg var brutt.

På Kampen var foregått en forandring. Bestemoderen havde skrantet på det sidste, og straks hun begynte dermed, fikk hun travlere enn ellers med at samle penger til den endelige utløsning av gården. „Så har du og gutten hvad i trenger. Og slipper du nogen inn at ødelegge det for eder, så vender jeg mig, der jeg ligger.“ Utpå høsten havde hun også havt den glede at kunne rusle opp til den forrige hovedgård med den sidste rest av skylden, og glad var hun, da hun sat på benken igen og kunne sige: „nu er det gjort.“ Men i samme stund fikk hun også sin helsott; hun vilde straks tilsængs, og rejste sig ikke mere. Datteren grov henne ned, hvor plass var ledig på kirkegården, og en vakker hovedstav fikk hun, hvorpå hennes navn og alder stod, samt et salmevers af Kingo. Fjorten dager efter den dag hun fikk jorden, var hennes sorte sønndagskjole gjort om til klæder for gutten, og da han stod i dem, blev han så alvorlig, som om bestemoderen var kommen igen. Av sig selv gikk han bort til den storstilede spennebok, som bestemoderen havde lest og sunget av hverr sønndag; han åpnede den, og inne i lå hennes briller. Dem havde aldrig gutten fått lov at røre i hennes levende live; nu tok han dem rædd opp, satte dem på nesen og så gennem dem ned i boken. Alt blev tåke. Det var dog underligt, tenkte gutten; i dem var det bestemoderen kunne lese Guds ord. Han holdt dem højt mot lyset, for at se, hvad fejlede, og — der lå brillerne på gulvet i mange stykker.

Han blev meget rædd, og da døren i det samme åpnedes, var det ham, som bestemoderen skulde komme inn; men det var moderen, og bak henne seks mann, der med megen trampen og støj førte en beresæng mellem sig, som de satte midt på gulvet. Døren stod lenge åpen efter dem, så det blev koldt i stuen.

I sængen lå en mann med mørkt hår og blekt ansigt; moderen gikk omkring og gret; „legg ham varligt bort på sængen,“ bad hun og hjalp selv til. Men alt som mennene flyttede sig med ham, skrek det i noget under deres føtter. „Å det er bare bestemo’rs briller,“ tenkte gutten; men han sagde det ikke.