Læge

• Studentereksamen eller tilsvarende adgangsgivende eksamen med fagkravene:
  • dansk A, engelsk B, matematik A og typisk fysik B og kemi B (de sidste to fag kan erstattes af enten fysik B + bioteknologi A, geovidenskab A + kemi B, kemi B + biologi A + fysik C, eller biologi A + fysik C + bioteknologi A)
• Eventuel supplering (GS), hvis man mangler specifikke fag
• Medicinstudiet ved et lægevidenskabeligt fakultet (på Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet, bestående af:
  • bacheloruddannelsen i medicin, som primært indeholder teoretiske fag om den raske krops funktion (3 år)
  • kandidatuddannelsen i medicin, som primært indeholder kliniske fag (viden om sygdomme og behandling) med praktik på sygehuse (3 år)
• Aflæggelse af lægeløftet, hvorefter man får autorisation som læge

• Klinisk basisuddannelse (KBU) (tidligere kaldet turnus). Obligatorisk tjeneste på sygehusafdelinger (6 måneder) samt ophold i alment praktiserende lægepraksis (6 måneder), kan dog også være to ophold på skiftende sygehusafdelinger
• Autorisation til selvstændigt virke som læge. Herefter bruger mange læger nogle år til at optjene merit for på sigt at kunne blive ansat i en hoveduddannelsesstilling (speciallæge).

• Introduktionsstilling inden for et speciale, hvori man gerne vil videreuddanne sig (ca. 1 år).^[2]
• Hoveduddannelsesstilling i det videregående speciale (4-5 år). Ansættelse i en hoveduddannelsesstilling kan være meget eftertragtet, afhængig af speciale og geografi.^[3]
• Speciallægeautorisation i specialet

Der kræves autorisation for at kunne arbejde og benævne sig som læge.

En cand.med. bliver automatisk læge, når man deltager i aflæggelse af lægeløftet. Det sker ved en ceremoni på universiteterne i slutningen af januar og juni, efter at den sidste eksamen er afholdt og bedømt.

Efter autorisationen gennemfører de fleste den kliniske basisuddannelse (KBU), som består af 12 måneders praktik, først 6 måneder på en sygehusafdeling og derefter 6 måneder i almen praksis (en almindelig lægeklinik). Efter afsluttet KBU får man tilladelse til selvstændigt virke som læge, som er en forudsætning for det videre uddannelsesforløb.

Retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder ved 75-årsalderen, men lægen kan søge om en vurdering hos Styrelsen for Patientsikkerhed og få tilladelse til fortsat adgang til faglig virksomhed. Retten til fortsat at anvende professionsbetegnelsen bortfalder ikke.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan inddrage sundhedspersonales autorisation til at arbejde. Styrelsens fratagelse af en læges autorisation er altid midlertidig. Skal autorisationen fratages for en længere periode, er det domstolene, der skal afgøre det.^[4]

Tidligere var autorisationerne benævnt med bogstaver:

• A-autorisation var den simple lægeautorisation (før turnus)
• B-autorisation svarede til læge med ret til selvstændigt virke
• C-autorisation var en speciallægeautorisation

Tidligere eksisterede der stort set kun et frit nordisk arbejdsmarked for læger. I dag eksisterer der principielt et frit EU-arbejdsmarked, men også læger fra resten af verden søger til Danmark.

Efter langvarig praksis var det lettest for nordiske læger at få dansk autorisation, da STPS umiddelbart anerkendte de nordiske autorisationer efter den nordiske aftale om autorisation af sundhedspersoner, men fra 1. februar 2020 sker det ud fra EU-reglerne.

Efter at EU har pålagt medlemslandene at anerkende de udenlandske uddannelser, er det blevet almindeligt at yngre læger søger arbejde på tværs af grænser. Ud over læger fra de nordiske lande arbejder der en del læger fra Tyskland samt Central- og Østeuropa i Danmark, både fra EU-lande som Polen og Litauen og ikke-EU-lande som Ukraine.

Forløbet med klinisk basisuddannelse er en særlig nordisk ordning. I mange lande skelnes der ikke mellem læge og læge med ret til selvstændigt virke. Hvis man er uddannet læge fra EU, f.eks. Tyskland, kan man typisk søge om dansk autorisation med ret til selvstændigt virke umiddelbart efter aflagt kandidatgrad og lægeløfte. Det skyldes det fælles arbejdsmarked i EU og EØS, som påbyder gensidig anerkendelse af uddannelser og kvalifikationer.

Læger fra ikke-EØS-lande skal gennemgå et godkendelsesforløb for at få autorisation. Det omfatter danskprøve, medicinske fagprøver, kursus i dansk sundhedslovgivning og en 6-12 måneders evalueringsansættelse. For læger uden speciallægeuddannelse er ansættelsen den samme som KBU, dvs. 12 måneder i to forskellige specialer. Hvis man har en udenlandsk speciallægeuddannelse, som lever op til EU-kravene, kræves der 6 måneders ansættelse.

Reglerne er forenklede hvis personen er statsborger i et EØS-land, men har taget lægeuddannelsen uden for EØS og derefter har fået uddannelsen anerkendt i et EØS-land samt har tre års erfaring som læge i pågældende land. Så kan man søge dansk autorisation efter EU-reglerne.

Fra 2016 til 2020 steg antallet af ansøgninger fra ikke-EØS-uddannede læger fra godt 100 til knap 600 årligt. Sagsbehandlingstiden er derfor også steget. I december 2018 tog det ca. 10 måneder, og i september 2020 ca. 22 måneder fra styrelsen modtog en ansøgning til man begyndte at sagsbehandle den. Der kan også være ventetid på evalueringsansættelse og de krævede prøver.

Cheflæge

den øverste læge ved et sygehus eller en anden institution

Ledende overlæge

(speciallæge)

Overlæge

(speciallæge)

Afdelingslæge

(speciallæge)

1. reservelæge

Reservelæge

Basislæge

Praktiserende speciallæge

Praksisreservelæge

Se artiklen: Lægeuddannelsen i Danmark

Sundhedsstyrelsen afgør, hvilke områder der anerkendes som et speciale i hvilket en læge kan opnå autorisation. Det er ligeledes Sundhedsstyrelsen, der fastsætter uddannelseskravene til og speciallægekompetencerne i de enkelte specialer. Med speciallægebekendtgørelsen af 2007 blev følgende lægelige specialer anerkendt:^[5]

• Akutmedicin
• Almen medicin
• Anæstesiologi
• Arbejdsmedicin
• Børne- og ungdomspsykiatri
• Dermato-venerologi
• Diagnostisk radiologi
• Gynækologi og obstetrik
• Intern medicin: endokrinologi
• Intern medicin: gastroenterologi og hepatologi
• Intern medicin: geriatri
• Intern medicin: hæmatologi
• Intern medicin: infektionsmedicin
• Intern medicin: kardiologi
• Intern medicin: lungesygdomme
• Intern medicin: nefrologi
• Intern medicin: reumatologi
• Karkirurgi
• Kirurgi
• Klinisk biokemi
• Klinisk farmakologi
• Klinisk fysiologi og nuklearmedicin
• Klinisk genetik
• Klinisk immunologi
• Klinisk mikrobiologi
• Klinisk onkologi
• Neurokirurgi
• Neurologi
• Oftalmologi
• Ortopædisk kirurgi
• Oto-rhino-laryngologi
• Pædiatri
• Patologisk anatomi og cytologi
• Plastikkirurgi
• Psykiatri
• Retsmedicin
• Samfundsmedicin
• Thoraxkirurgi
• Urologi

  Uddybende artikel: kvaksalveri

 

Betegnelsen læge er en beskyttet titel ifølge Autorisationslovens §§ 27-46 (indtil 2007 Lægeloven). Beskyttelsen omfatter også betegnelser som fodlæge og naturlæge, som man heller ikke må benytte uden at have autorisation som læge. Derimod kan enhver kalde sig f.eks. naturhelbreder eller kræftforsker uden at komme i konflikt med Autorisationsloven (dette kan dog til gengæld være en overtrædelse af Markedsføringsloven). Alternative behandlere kan erhverve ret til den beskyttede titel registreret alternativ behandler. Titlen er ikke en godkendelse eller blåstempling af bestemte behandlingsformer.

Det er strafbart at optræde som læge uden at have autorisation, eller at tage syge i behandling, hvis patientens helbred derved udsættes for fare.

Selv i tilfælde hvor loven teknisk set overholdes, kan der være etiske og moralske problemstillinger at tage højde for.

• Dyrlæge
• Militærlæge
• Tandlæge

•   Wikimedia Commons har flere filer relateret til Læge
• Helbredsprofilen: Læge - hvad kan en læge hjælpe dig med? Arkiveret 22. maj 2018 hos Wayback Machine (Helbredsprofilen)
• Lægeforeningens portal
• Ugeskrift for Læger