Filosofi

Den vestlige akademiske fagfilosofi er en intellektuel disciplin, der undersøger grundlaget for menneskelig viden og moral ved hjælp af analytiske og reflekterende metoder^[4][5]. Den har en lang forhistorie, der strækker sig fra de antikke græske filosoffer til moderne tænkere, og den praktiseres inden for akademiske institutioner. Akademisk fagfilosofi er således det fag, der forskes og undervises i på vestlige universiteter og gymnasier. Det er dermed vigtigt at bemærke, at der findes mange andre former for filosofi, som almindeligvis udøves i andre sammenhænge.

I den moderne vestlige akademiske forstand er filosofi et teoretisk og videnskabeligt universitetsfag, der beskæftiger sig med en systematisk og kritisk undersøgelse af grundlæggende spørgsmål om virkelighed, viden, værdier og menneskets plads i verden. Fagfilosofi er ikke begrænset til et enkelt emneområde, men omfatter en række kernediscipliner, der mest grundlæggende især omfatter metafysik, erkendelsesteori, etik, logik og politisk filosofi^[6].

Afgrænsningen af den akademiske fagfilosofis emneområde er i sig selv et stående fagfilosofisk spørgsmål. Der er dog en del kernediscipliner, der i dag er mere eller mindre centrale for fagfilosofien som universitetsfag:^[7]

• Metafysik
• Erkendelsesteori
• Etik
• Videnskabsteori
• Politisk filosofi
• Æstetik
• Logik
• Sprogfilosofi
• Historiefilosofi
• Filosofihistorie (ikke at forveksle med idéhistorie, der ikke er en fagfilosofisk disciplin men dog ofte et filosofisk studie).
• Argumentationsteori (ikke at forveksle med retorisk argumentation, der ikke er en fagfilosofisk disciplin).
• Teknologifilosofi

Disciplinerne er afhængige af hinanden, sådan at f.eks. et metafysisk synspunkt kan have erkendelsesteoretiske konsekvenser og omvendt. Ligeledes kan et sprogfilosofisk synspunkt have metafysiske konsekvenser.

Den akademiske fagfilosofi beskæftiger sig desuden specifikt med alle de øvrige videnskabelige fagområder, hvori man f.eks. både undersøger de erkendelsesteoretiske og metafysiske problemstillinger for emnet.

Eksempelvis:

• Politisk filosofi for statskundskab
• Biologiens filosofi for biologi
• Fysikkens filosofi for fysik
• Historiens filosofi for historie
• Matematikkens filosofi for matematik
• Medicinsk filosofi for lægevidenskab
• Pædagogisk filosofi for pædagogik
• Retsfilosofi for retsvidenskab

Moderne vestlig akademisk fagfilosofi er videnskabelig og har strikte krav til argumentation, begrebsdefinition, udredning af forudsætninger og korrekt logik^[6][8]. Fagfilosofi er dermed afgrænset fra andre former for filosofi som for eksempel visse antikke filosofier, moderne livsfilosofier, spirituel filosofi, arabisk filosofi og østlige filosofier, der ofte har fokus på samfundsstrukturer, naturforståelse, spiritualitet eller konkret liv frem for begrebslig præcision og altomspændende nærgennemgang af ting i forhold til logiske aksiomer^{[9][10][11][12]}.

Betegnelsen fagfilosof anvendes tilsvarende gerne om en person, der er faguddannet i videnskabelig filosofi, eller specialist i et filosofisk orienteret universitetsfag^[10][13]. Mens enhver kan kalde sig filosof, kræver titlen fagfilosof således, at man er uddannet i akademisk fagfilosofi eller et inden for et filosofisk orienteret fagområde på kandidat- eller forskerniveau. På engelsk bruges tilsvarende betegnelsen professional philosopher eller specialized philosopher om faguddannede filosoffer eller forskere i filosofi. På tysk anvendes både betegnelserne Fachphilosoph og professioneller Philosoph^[14][15] om den faguddannede akademiske filosof. Begrebet "Fachphilosoph" blev almindeligt i begyndelsen af det 20. århundrede, og det opstod i forbindelse med udviklingen af filosofi som en akademisk disciplin med specialiserede underområder og underdiscipliner^[16][17]. Denne udvikling medførte, at der kom specialiserede fageksperter inden for bestemte filosofiske områder, som var akademisk faguddannede og forskede eller underviste i filosofi som universitetsfag.

Skellet imellem praktisk filosofi og teoretisk filosofi går tilbage til Aristoteles. De praktiske videnskabers mål er handling, mens de teoretiske videnskabers mål er viden. Trods navnet er den praktiske fagfilosofi dog en lige så intellektuel disciplin som den teoretiske fagfilosofi, idet den praktiske fagfilosofi beskæftiger sig rent teoretisk med handling.

Den teoretiske fagfilosofi tæller underdiscipliner som erkendelsesteori, metafysik og videnskabsfilosofi. Den praktiske fagfilosofi tæller normativ etik, metaetik, anvendt etik, politisk filosofi og æstetik, men også mindre områder af den anvendte filosofi, f.eks. pædagogisk filosofi kan regnes hertil. Nogle discipliner går på tværs af dette skel, det gælder f.eks. filosofisk antropologi og religionsfilosofi.

Der er en lang række klassiske fagfilosofiske problemer:

Teoretisk fagfilosofi:

• Problemet om viljens frihed: Har vi en fri vilje og, hvad er en sådan?
• Det psykofysiske problem: Hvad er forholdet imellem krop og bevidsthed?
• Omverdensproblemet: Hvordan kan man vide, at verden eksisterer uafhængigt af ens bevidsthed?
• Det fremmedpsykiske problem: Hvordan ved jeg at andre har en bevidsthed?

Praktisk fagfilosofi:

• Hvad er et godt menneske?
• Hvad er kunst?
• Findes der moralske egenskaber ude i verden?
• Hvad er meningen med livet?
• Hvordan er den gode stat indrettet?
• Findes der retfærdige krige?
• Findes der menneskerettigheder og i så fald hvilke?

Igennem historien er filosofiens emneområdet skrumpet ind. Al tidlig naturvidenskab blev kaldt naturfilosofi, og f.eks. logik hørte ind filosofien, men i dag skelner man imellem filosofisk logik og matematisk logik. Øvrige emner som f.eks. at bevise gud er bortfaldet.

I dag kan den akademiske fagfilosofi opfattes som både førvidenskab og et generaliststudie, hvorunder der stadig er en tendens til at man putter spirende fagområder, hvis man er i tvivl om, hvor de ellers skulle placeres. Dette har fået nogle fagfilosoffer og videnskabsfolk til at antage, at fagfilosofien udelukkende er et moderfag, der føder alle øvrige akademiske fag, hvorefter det selv, teoretisk set, skulle ophøre med at eksistere.

Se også: Filosofiens historie

Vestlig filosofi regnes almindeligvis for at være startet i Grækenland med de såkaldte førsokratiske tænkere. Den første af disse blev af Aristoteles regnet for at være Thales fra Milet, hvorefter Anaximander, Heraklit, Parmenides og Demokrit fulgte. Filosofi kom i den vestlige udgave oprindeligt fra det græske ord φιλοσοφία, philosophia, der betød “kærlighed til visdom“.

Hvor førsokraterne hidtil havde haft fokus på verden udadtil (jf. kosmos, matematik og ontologi), så vendte Sokrates filosofien bort fra dette og rettede den ind imod mennesket selv (jf. etik), for dermed at påbegynde den klassiske æra inden for filosofi.
Sokrates' mest kendte elev, Platon, oprettede dernæst Akademiet, hvorved han rettede filosofien imod ideerne og påbegyndte en lang tradition inden for idealisme.^[18]
Aristoteles, der endvidere var Platons elev, talte i højere grad for empirisme og oprettede sit eget akademi, Lykeion.
De tre regnes traditionelt set for at være vestens første store filosoffer.

Senere udviklinger i den græske filosofi var epikuæismen og Stoicismen. Stoicismen dominerede romernes tænkning i århundreder, og har ligeledes haft en stor indflydelse på vestlig tænkning. Menneskerettigheder kan f.eks. spores til dem.

I middelalderen beskæftigede filosofferne sig mest med teologiske spørgsmål, og om at forene arven fra den græske filosofi med kristendommen. Augustin^[19] og Thomas Aquinas regnes her for at være de største, middelalderlige filosoffer.

Ved renæssancen gjorde en række filosoffer op med den middelalderlige kristendom samt skolastikken og påbegyndte den moderne filosofi. Disse inkluderer Francis Bacon, Thomas Hobbes, John Locke, René Descartes, Baruch de Spinoza, Gottfried Wilhelm Leibniz, Blaise Pascal, Nicolas Malebranche^[20], Christian Wolff^[21], Charles-Louis de Secondat Montesquieu, Pierre Bayle, Thomas Reid^[22], Adam Smith^[23], David Hume, Jean-Jacques Rousseau^[24] og Immanuel Kant.^[25][26] Selve disciplinen filosofihistorie stammer fra renæssancen.

Kant repræsenterer samtidigt et sammenbrud for metafysikken og den klassiske rationalisme. Efter ham blev filosofien præget af tysk idealisme. Johann Gottlob Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel^[27], og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling^[28] tog udgangspunkt i Kants filosofi, mens Arthur Schopenhauer var stærkt kritisk overfor Kant.

En anden udvikling i denne periode var naturalismen, repræsenteret af John Stuart Mill^[29], Karl Marx^[30] og Auguste Comte.

Den største, danske filosof, Søren Kierkegaard, udformede en del af sin filosofi ud fra en kritik af Hegel.^[31] Kirkegaard og Friedrich Nietzsche blev endvidere væsentlige inspirationskilder til det tyvende århundredes filosofi, bl.a. for Martin Heidegger^[32] og for den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre.^[33] Omkring 2. verdenskrig blev Simone de Beauvoir en vigtig eksistentiel filosof inden for eksistentialismen, der inddrog feminisme. Sidst i 1800-tallet grundlagde Edmund Husserl endelig fænomenologien.^[34]

I dag skelnes ofte imellem analytisk^[35] og kontinental filosofi^[36][37]. Skellet er imidlertid kunstigt, analytisk filosofi antages dog i højere grad at være logisk og kontekstuafhængig^[38][39][40], mens kontinental filosofi er mere historisk orienteret^[41][42][43]. Analytisk filosofi interesserer sig ikke så meget for de tyske filosoffer efter Immanuel Kant, f.eks. Hegel, mens kontinental filosofi gør. Måske kan man tale om en helt tredje gruppe af logikere og fagfilosoffer, der bedriver formel fagfilosofi, altså arbejder inden for eksempelvis modallogikkens område. Analytisk filosofi og positivistisk indstillede filosoffer glemmer imidlertid ofte at deres udgangspunkt er kontinentalt: Auguste Comte, Gottlob Frege, Wienerkredsen, Ludwig Wittgenstein og Karl Popper m.fl.

John Rawls er kendt for sit værk "En teori om retfærdighed", hvor han udviklede teorien om retfærdighed som fairness^[44]. Hans arbejde inden for politisk filosofi og etik har haft stor indflydelse på samtaler om retfærdighed og samfundsmæssige strukturer.

Robert Nozick var en førende figur inden for politisk filosofi og var kendt for sit værk "Anarchy, State, and Utopia", hvor han argumenterede for minimalstaten og individets rettigheder^[45]. Hans arbejde udfordrede Rawls' teorier og bidrog til udviklingen af libertarianisme.

Jürgen Habermas er en betydningsfuld tysk filosof, der især er kendt for sit arbejde inden for kommunikativ handlingsteori og kritisk teori. Hans værk "Teorien om den kommunikative handlen" og begreber som "offentlig sfære" har haft stor indflydelse på sociologi, politik og filosofi^[46].

Jacques Derrida er kendt som grundlæggeren af dekonstruktion, en tilgang til tekstuel analyse, der udfordrer binære oppositioner og faste betydninger^[47]. Derridas arbejde har haft stor indflydelse på filosofi, litteraturteori og kritiske studier.

Slavoj Žižek er en slovensk filosof og kulturkritiker, som er kendt for sin anvendelse af psykoanalyse og marxisme i sin filosofiske analyse^[48]. Hans arbejde spænder over politisk filosofi, kulturteori og psykoanalyse og har haft stor indflydelse på samtaler om ideologi og kapitalisme.

Daniel Dennett er en amerikansk filosof og kognitionsforsker, der har bidraget til samtaler inden for filosofi om sind, bevidsthed og evolutionær biologi. Hans værk "Consciousness Explained" har udfordret traditionelle opfattelser af bevidsthed^[49].

Dennett har bidraget til forståelsen af menneskelig adfærd og mentale fænomener gennem en evolutionær linse^[50]. Han argumenterer for, at mange af vores mentale egenskaber kan forklares som tilpasninger, der er udviklet gennem evolutionen, og at disse egenskaber kan studeres på samme måde som andre biologiske fænomener.

Som en filosofisk naturalist tror Dennett på, at alle fænomener i universet, herunder bevidsthed og sind, kan forklares ved hjælp af naturvidenskab og naturlovene^[51]. Han afviser eksistensen af ikke-fysiske fænomener og betragter bevidsthed som et produkt af komplekse neurale processer.

Susan Haack er en amerikansk filosof, som er kendt for sit arbejde inden for epistemologi og videnskabsfilosofi^[52]. Hendes bidrag inkluderer udviklingen af teorien om evidens og kritik af postmoderne epistemologi.

Haack har bidraget til filosofisk logik ved at undersøge spørgsmål om logisk sandhed, rationalitet og argumentationsteori^[53]. Hendes arbejde har fokuseret på at forstå logikken som et redskab til at analysere og evaluere argumenter i forskellige sammenhænge, herunder videnskab, retspleje og hverdagsliv.

Fagfilosofien er en intellektuel disciplin, hvis funktion er at udfordre antagelser, stille spørgsmål og fremme intellektuel udvikling. Fagfilosofi fremmer kritisk tænkning ved at udfordre antagelser, analysere argumenter og undersøge grundlæggende spørgsmål om menneskelivet, virkeligheden og vores sted i verden.

Fagfilosofi udforsker metafysiske spørgsmål om virkelighedens natur, eksistensens formål og det menneskelige sind. Dette bidrager til en dybere forståelse af universet og vores plads i det, samt hjælper med at håndtere eksistentielle vilkår.

Fagfilosofi fungerer ofte som en bro mellem forskellige akademiske discipliner ved at tilbyde en ramme for tværfaglig dialog og samarbejde. Den fagfilosofiske tilgang kan være berigende for andre felter som videnskab, kunst, politik, psykologi og religion.

Den vestlige akademiske fagfilosofi har været genstand for kritik fra en række forskellige perspektiver og traditioner. Nogle af de mest fremtrædende kritikpunkter inkluderer:

Mange kritikere hævder, at fagfilosofi er skrevet i et sprog, der er for svært at forstå for ikke-eksperter. Dette gør filosofien utilgængelig for det brede publikum og bidrager til en form for intellektuel elitisme^[54]. Filosofiske tekster kan være fyldt med tekniske termer, akademiske referencer og komplekse argumenter, som kræver en betydelig forudgående viden for at kunne forstå.

Nogle kritikere mener, at akademisk filosofi har fjernet sig for meget fra konkrete spørgsmål, der har direkte betydning for folks dagligliv. Filosofiske diskussioner kan fremstå som abstrakte, intellektualiserede og fjerne fra virkelige problemer, hvilket kan føre til en opfattelse af, at filosofien er irrelevant.

Mange kritikere mener, at fagfilosofi er for intellektualiseret og mangler kontakten med de faktiske erfaringer og oplevelser, som folk har i deres daglige liv. Filosofi bliver dermed opfattet som en teoretisk øvelse uden praktisk relevans^[55].

Når filosofi overfokuserer på intellektuelle analyser, teoretiske diskussioner, akademiske referencer og logiske strukturer, risikerer den at fragmentere og forsimple komplekse menneskelige oplevelser. Det menneskelige livs rigdom og mangfoldighed kan ikke indfanges fuldt ud gennem abstrakt tænkning.

I det 21. århundrede er den vestlige fagfilosofi i stigende grad blevet kritiseret for at være racistisk af akademikere, intellektuelle og aktivister^[56][56][57]. Kritikere påpeger, at mange af de mest indflydelsesrige vestlige filosoffer, herunder dem fra den klassiske græske og romerske tid, levede i en tid med udpræget racisme^[58]. Den vestlige fagfilosofiske kanon er domineret af hvide, mandlige tænkere, hvis perspektiver ofte afspejler fordomme og racistiske opfattelser om mennesker fra andre kulturer.

Andre kritikere hævder, at den moderne vestlige fagfilosofi har en tendens til at ignorere bidrag fra ikke-vestlige kulturer og traditioner^[59]. En af de mest almindelige kritikker er derfor, at den vestlige fagfilosofi har tendens til at være eurocentrisk, hvilket betyder, at den prioriterer tænkere fra Europa og marginaliserer filosofiske bidrag fra andre dele af verden^[56][60][61]. Således undervises der ikke i ikke-vestlig filosofi på de filosofiske uddannelser på vestlige universiteter, ligesom at vestlige fagfilosoffer typisk ignorerer disse tilgange. Dette kan bidrage til at opretholde et eurocentrisk synspunkt og udelukke alternative perspektiver.

Der har været kritik af den vestlige fagfilosofi for dens historiske tendens til at være ekskluderende over for kvinder, minoriteter og andre marginaliserede grupper^[62]. Dette indebærer både en mangel på repræsentation af disse grupper blandt de store filosoffer og en mangel på fokus på de filosofiske spørgsmål, der er relevante for deres erfaringer^[63].

Andre kritikere hævder, at den vestlige akademiske filosofi har tendens til at være for materialistisk og rationalistisk orienteret, hvilket kan føre til en afvisning af spiritualitet som irrelevant eller som et symptom på menneskets irrationelle tendenser^[64][65]. Afvisningen af spiritualiteten kan begrænse filosofiens forståelsen af mennesket og virkeligheden, idet de dybere dimensioner og deres betydning for menneskelig erfaring og eksistens ignoreres.

Der har også været kritik af den vestlige akademiske filosofi for dens tendens til at være sekularistisk og for dens manglende anerkendelse af den rolle, som spiritualitet spiller i mange menneskers liv og kulturer^[66]. Dette kan bidrage til marginalisering af dem, der har spirituelle eller religiøse overbevisninger.

Der er kritikere, der hævder, at den vestlige fagfilosofi mangler relevans eller ikke formår at håndtere de udfordringer, som mennesker møder i den virkelige verden, og derfor kan være begrænset i sin evne til at bidrage konstruktivt til samfundet^[67]. Dette kan skyldes fagfilosofiens tendens til at fokusere på abstrakte og teoretiske spørgsmål på bekostning af mere praktiske spørgsmål, hvilket kan føre til en kløft mellem filosofiske diskussioner og det virkelige liv^[68].

• Bukdahl, Jørgen (1982): Filosofien efter Hegel. København: Gyldendal
• Collin, Finn (2003): Engelsk og amerikansk filosofi. København: Politiken
• Gaarder, Jostein (2017): Sofies verden - en roman om filosofiens historie. Høst
• Hartnack, Justus (1969): Filosofiens historie. København: Gyldendal
• Hartnack, Justus (1996): Filosofiens filosofi. København: CA Reitzel
• Hartnack, Justus (1997): Filosofiske problemer og filosofiske argumentationer. København: CA Reitzel
• Husted, Jørgen & Poul Lübcke (2001): Politikens filosofihåndbog. København: Politiken
• Johansen, Karsten Friis (1998): Den europæiske filosofis historie. Antikken. København: Gyldendal
• Koch, Carl Henrik (1983): Den europæiske filosofis historie i nyere tid - fra renæssancen til oplysningstiden. København: Gyldendal
• Larsen, Kasper og Christoffer Boserup Skov (2013): Grundbog til filosofi. Systime
• Lübcke, Poul (1982): Vor tids filosofi. Engagement og forståelse. Politiken
• Lübcke, Poul (1982): Vor tids filosofi. Sprog og videnskab. Politiken
• Lübcke, Poul (2014): Politikens filosofi leksikon. Politiken
• Myrup, Jesper (2002): Temaer i nyere fransk filosofi. Philosophia
• Næss, Arne (1967): Filosofiens historie 1-3. Vinten. Oversat fra norsk af Ane Munk-Madsen.
• Olesen, Søren Gosvig (2021): Filosofien i Frankrig. Wunderbuch.
• Rendtorff, Jacob Dahl (2003): Fransk filosofi. Politiken
• Russel, Bertrand (2000): Vestens filosofi. Rosinante, oversat af Elsa Gress.
• Svendsen, Lars & Simo Säätelä (2008): Indføring i filosofien. Klim. Oversat af: Joachim Wrang
• Thielst, Peter (2002): Man bør tvivle på alt - og tro på meget. Det lille forlag

• Coppleston, Frederick (2003): History of Philosophy 1-9. Bloomsbury
• Cottingham, John. Western Philosophy: An Anthology. 2nd ed. Malden, MA: Blackwell Pub., 2008. Print. Blackwell Philosophy Anthologies.
• Dummett, Michael (1993): The Origins of Analytical Philosophy. Cambridge, MA: Harvard University Press
• Glendinning, Simon (2006). The idea of continental philosophy: a philosophical chronicle. Edinburgh: Edinburgh University Press Ltd
• Grayling, A. C. (2019): History of Philosophy. Penguin
• Schrift, Alan D. (2010). The History of Continental Philosophy. Chicago; Illinois: University of Chicago Press Press.
• Soames, Scott (2003): Philosophical Analysis in the Twentieth Century: Volume 1, The Dawn of Analysis. Princeton: Princeton University Press

• Alighieri, Dante (2020): Monarkiet. Forlaget Multivers. Oversat og kommenteret af Ditlev Tamm. Forord af Jens Christian Grøndahl
• Aquinas, Thomas (1963): Teologiens system. København. Oversat af Thure Hastrup.
• Aristoteles (1999): Forelæsning over fysik. Gyldendal. Oversat med indledning og noter af Poul Helms.
• Aristoteles (1999): Statslære. Gyldendal, oversat af William Norvin og Peter Fuglsang.
• Aristoteles (2000): Etikken. DLF. ISBN 9788790030797
• Aristoteles (2021): Metafysik. Klim. Oversat af Michael Vernersen med forord af Thomas Schwarz Wentzer
• Augustin: “Bekendelser”. Skt Ansgar, 1988. Oversat af Torben Damsholt
• Augustin (2002): Om Guds stad. Aarhus Universitetsforlag. Oversat til dansk og med forord og kommentarer af Bent Dalsgaard Larsen
• Bonaventura (2007): Livstræet - betragtninger over Jesu liv, hans død og opstandelse. Katolsk Forlag. ISBN 978-87-85213-86-0
• Platon (1997-2014): Samlede værker i ny oversættelse. Gyldendal
• Platon (1999): Staten. Museum Tusculanum. ISBN 978-87-7289-177-4
• Platon (2007): Theaitetos. Museum Tusculanum Forlag. Oversat af Fritz Saaby Pedersen
• Scotus, Johannes Duns (2005): Afhandling om det første princip. Frederiksberg: Det lille forlag. ISBN 87-91220-33-5
• Seneca, Lucius Annaeus (1997): Livets korthed. Gyldendal, oversat af Villy Sørensen

• Descartes, René (2006): Meditationer over den første filosofi. København: Det lille Forlag. Oversætter, Niels Henningsen.
• Hobbes, Thomas (2015): Leviathan – eller materie, form & magt i et almenvel civilt og kirkeligt. Informations Forlag, oversat til dansk af Claus Bratt Østergaard
• Hume, David (2010): Undersøgelser: erkendelsesteori & moralfilosofi. Information, Oversat af Claus Brat Østergaard.
• Kant, Immanuel (2000): Kritik af den praktiske fornuft. HRF. På dansk ved Tom Bøgeskov
• Kant, Immanuel (2002), Kritik af den rene fornuft, Det lille forlag. Oversat af Claus Brat Østergaard.
• Kant, Immanuel (2005): Kritik af dømmekraften. Det lille Forlag. ISBN 9788791220234. Oversat af Claus Brat Østergaard
• Kant, Immanuel (2017): Oplysning, historie, fremskridt. Slagmark. Oversat af Morten Haugaard Jeppesen, indledning ved Morten Haugaard Jeppesen og Carsten Fogh Nielsen
• Locke, John (1996): Anden afhandling om styreformen, Det lille Forlag, oversættelse, indledning og noter ved Niels Henningsen
• Montaigne, Michel de (1992): Essays I-III, oversat af Else Henneberg Pedersen. Gyldendal.
• Rousseau, Jean-Jacques (2007): Samfundskontrakten. DLF. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen
• Smith, Adam (2014): Nationernes Velstand I-II. København: Informations Forlag. Oversætter Claus Bratt Østergaard
• Spinoza, Baruch de (2010): Etik. Det lille forlag. Oversætter: S.V. Rasmussen; forord, redaktør: Carl Henrik Koch.

• Arendt, Hannah (2019): Åndens liv. Klim. Med forord af Hans-Jørgen Schanz og i oversættelse af Joachim Wrang
• Austin, John Langshaw (1997): Ord der virker. Gyldendal. Oversættelse og indledning af John E. Andersen og Thomas Bredsdorff
• Derrida, Jacques (2020): "Differance". HRF. Oversætter Søren Gosvig Olesen
• Dewey, John (2005). Demokrati og uddannelse. Aarhus: Klim, oversat af Joachim Wrang
• Foucault, Michel (2005): Vidensarkæologien. Aarhus: Philosophia, oversat af Mogens Chrom Jacobsen ; indledning ved Ejvind Hansen
• Frege, Gottlob (2002): Filosofiens, sprogets og matematikkens grundlag. Aarhus: Philosophia. Forord ved Lars Binderup
• Habermas, Jürgen (2005): Teorien om den kommunikative handlen. Aalborg Universitetsforlag
• Hegel, G. W. F. (2005): Åndens fænomenologi. Gyldendal. Med forord af og oversat af Claus Bratt Østergaard
• Hegel, G. W. F. (2004): “Retsfilosofi”, Det lille Forlag. ISBN 9788791220173
• Hegel, G. W. F. (2022): Dialektik. Mindspace. Udvalgt og kommenteret af William Mathorne og Anna Cornelia Ploug, der også har skrevet introduktionen
• Heidegger, Martin (1996): “Kunstværkets oprindelse”. Gyldendal
• Heidegger, Martin. (2007). Væren og tid. Aarhus: Forlaget Klim. Dansk oversættelse ved Christian Rud Skovgaard. Efterskrift af Thomas Schwarz Wentzer
• Horkheimer, Max & Theodor W. Adorno (1993): “Oplysningens dialektik”. Gyldendal. Oversat af Per Øhrgaard
• Husserl, Edmund (2019). Fænomenologi. Mindspace. ISBN 9788793535480
• Husserl, Edmund (2019): Cartesianske meditationer. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. ISBN 9788793535480
• Kierkegaard, Søren (2010): Frygt og bæven. Det lille Forlag. ISBN 9788791220494.
• Kierkegaard, Søren (2013): Kærlighedens gerninger. SKK. Udgave i nudansk
• Marx, Karl (1970): Kapitalen - kritik af den politiske økonomi, bind 1-3. Rhodos, oversat af Kjeld Ø. Nielsen
• Marx, Karl & Friedrich Engels (2014): Det kommunistiske manifest. Den tyske ideologi. Det lille forlag, oversat af Sven Brüel og Peter Thielst
• Mill, John Stuart (1985): Om friheden. Apostrof, oversat af Jesper Tang
• Mill, John Stuart (2008): Utilitarisme. Det lille Forlag, oversat af Helge Nørgaard Madsen
• Nagel, Thomas (2018): Hvordan er det at være en flagermus? Kbh.: Mindspace. Introduktion ved Oliver Kauffmann
• Nietzsche, Friedrich (1999): Moralens oprindelse. Det Lille Forlag, forord, oversættelse og noter ved Niels Henningsen
• Nietzsche, Friedrich (2014): Afgudernes tusmørke. Det lille Forlag. ISBN 97887912205
• Popper, Karl (2001). Det åbne samfund og dets fjender. Spektrum, oversat af Christian Svendsen.
• Rawls, John (2005): En teori om retfærdighed. Det lille Forlag. ISBN 9788791220210
• Russel, Bertrand (1974): Filosofiens problemer. NNF, ISBN 87-17-01890-0
• Sartre, Jean-Paul (2014): Eksistentialisme er en humanisme. Hans Reitzels Forlag. Oversat af Anders Thuborg med forord af Jacob Dahl Rendtorff.
• Sartre, Jean-Paul (2014): Væren og intet. Philosophia. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen med efterskrift af Sune Liisberg
• Schopenhauer, Arthur (2005), Verden som vilje og forestilling, ISBN 87-02-02162-5
• Steiner, Rudolf (2012): Frihedens filosofi. Klim, med et efterskrift af Oskar Borgman Hansen, som også har oversat.
• Tillich, Paul (1995): Mod til livet. Anis. H.C. Wind har skrevet efterskrift til bogen, der er oversat af Anne Marie Lervad Thomsen.
• Weil, Simone (2023): Rodfæstelsen. Mindspace. Oversat af Elsebeth Juncker & Stine Zink Kaasgaard
• Wittgenstein, Ludwig (1993): Tractatus logico-philosophicus. Gyldendal, på dansk ved og med noter af David Favrholdt
• Wittgenstein, Ludwig (1994): Filosofiske undersøgelser. Munksgaard. Oversat af Jes Adolphsen og Lennart Nørreklit, forord af Peter Seeberg

•   Wikimedia Commons har flere filer relateret til Filosofi
• Fransk Wikisource: Bibliothèque Philosophique
• Philosophia Arkiveret 1. oktober 2009 hos Wayback Machine Webside om filosofi