Wikipedia:Wikikette
Denne side i en nøddeskal Udvis almen høflighed, antag god tro, foretag ikke personangreb og brug en sund fornuft i diskussioner. Det holder debatmiljøet sundt og godt. |
Wikikette er et overordnet begreb for de regler, retningslinjer og normer, der gælder for samarbejdet med andre på wikipedia. Ordet er en sammentrækning af ordene wikipedia og etikette.
Skribenter på Wikipedia kommer fra mange forskellige lande og kulturer. Vi har forskellige synspunkter, perspektiver og baggrunde. Sommetider er forskellene meget store. At behandle andre med respekt er afgørende for at kunne samarbejde effektivt om at bygge en encyklopædi.
Du kan læse mere om hvilke andre regler, retningslinjer og normer, der gælder for både samarbejde og artikler på siden for politikker og normer.
Principper for Wikipedia-etikette
[rediger kildetekst]- Forvent, at andre er i god tro. Wikipedia har fungeret forbløffende godt indtil nu med en politik hvor alle har noget nær total frihed til at redigere. Folk kommer her for at samarbejde og skrive gode artikler.
- Undgå at gendanne tidligere versioner eller slette nye tilføjelser i artikler for så vidt det er muligt. Undtagen når der helt tydeligt er tale om vandalisme. Hvis du gendanner noget, så forklar hvorfor i feltet "Beskrivelse".
- Tilføj nye oplysninger
- Redigér artikler
- Diskutér dine tilføjelser og redigeringer.
- Vær høflig.
- Andre mennesker kan ikke se dig, eller fornemme dit humør. Ironi er ikke altid lige tydeligt, og en lidt "hård" og ligefrem tekst kan meget nemt opfattes som grov og uvenlig. Vælg dine ord med omhu – folk opfatter ikke nødvendigvis dit indlæg sådan som du mente det.
- Signer og sæt dato på dine indlæg på diskussionssider (ikke på de artikler du skriver!).
- Tilstræb enighed
- Lad være med at ignorere spørgsmål.
- Hvis andre er uenige med dine redigeringer, så giv gode begrundelser for hvorfor du mener det skal være som du har skrevet.
- Vær ikke bleg for at stå ved det hvis du ikke har et godt svar, eller at indrømme det hvis din uenighed alene skyldes holdninger eller en intuitiv fornemmelse.
- Lad være med at starte en diskussion omkring en holdning du måske i virkeligheden ikke har.
- Vær ikke bleg for at undskylde.
- I en ophidset debat kan vi tit komme til at sige ting vi senere ønsker vi ikke havde sagt. I så fald: Indrøm det.
- Tilgiv og glem uoverensstemmelser.
- Kend din egen forudindtagethed, så du kan holde den i skak.
- Giv et "skulderklap" når nogen gør det godt. Alle kan lide at føle sig værdsat, navnlig i et miljø der ofte kræver kompromiser. Læg en venlig besked på en brugers diskussionsside, eller overvej at skrive en rosende omtale om vedkommende.
- Arkivér eller opsummér en diskussion du har startet når der er opnået enighed.
- Vær med til at mægle i uoverensstemmelser mellem andre brugere.
- Hvis høflig diskussion ikke slår til, så hold en pause. Kan du ikke forlige to andre "stridende" brugere, så foreslå dem at tage en pause.
- Vend tilbage efter en uge eller to. Hvis ingen forsøger at mægle og du mener det er hvad der skal til, så bed nogen om at gøre det.
- Forlad "slagsmålet" eller find en anden artikel at "pusle om" for at få tankerne et andet sted hen – der findes 303.273 artikler i den danske Wikipedia! Gå i gang med et Wikiprojekt eller WikiReader, eller giv et hårdt tiltrængt bidrag med QA eller skriv en ny artikel.
- Husk på hvad Wikipedia ikke er.
- Gennemgå listen over mest almindelige begynderfejl.
- Vær en behagelig og omgængelig med-forfatter.
Undgå uheldig optræden på diskussionssider
[rediger kildetekst]De fleste knytter en vis stolthed til deres arbejde og deres holdninger. Man kan nemt føle sig ramt på denne stolthed når ens artikler bliver redigeret og ændret af andre, men diskussionssiderne er ikke beregnet til at "gøre gengæld" overfor disse ændringer. De er derimod gode til at tale sig til rette om tingene og gøre skaden på selvværdet god igen. Men mest af alt er diskussionssiderne beregnet til at tale sig til enighed om hvad der er bedst for den artikel de er knyttet til.
Her er et par gode råd at have i baghovedet
[rediger kildetekst]- Det er meningen at Wikipedia-artikler skal afspejle alle meninger om emnet (læs mere herom på siden Wikipedia:Skriv Wikipedia fra et neutralt synspunkt). Diskussionssiderne er ikke et sted hvor man diskuterer hvilket syn på sagen der er rigtigt eller forkert eller bedst. Er det det du vil, findes der Nyhedsgrupper, offentlige weblogs og andre wiki'er.
- Hvis nogen er uenige med dig, er det ikke ensbetydende med at pågældende person (1) hader dig, (2) synes du er dum, (3) selv er dum, eller (4) er ond. Når nogen skriver om en holdning, der ikke har nogen praktisk betydning for artiklen, er det bedste bare at lade dem og deres holdninger stå.
- Wikipedia opfordrer dig til at være dristig. Inden du indleder en diskussion, så spørg dig selv: Er det nødvendigt at diskutere dette? Kan jeg ikke bare skrive en god beskrivelse af mine ændringer og så vente på at andre evt. begynder at hænge sig i detaljerne hvis de ønsker det?
- Man kan altid føre en diskussion videre over e-mail eller brugersiderne hvis den ikke er så væsentlig for artiklen.
Arkivér – slet ikke
[rediger kildetekst]- Hvis diskussionen er død, så flyt den til et arkiv (f.eks. Brugerdiskussion:XXX/Arkiv – se Hjælp:Arkivering). Slet ikke diskussionen!
- Hvis siden slettes eller tømmes kan man f.eks. ikke se, om et givent emne er diskuteret før.
- Hvis emnet er diskuteret før kan man ikke se resultatet af diskussionen.
- Hvis siden slettes eller tømmes kan man f.eks. ikke se, om et givent emne er diskuteret før.
- Arkiverer man siden er diskussionen stadigvæk tilgængelig.
- Med arkiver kan man nemmere bevare overblikket på hovedsiden.
Et par yderligere tips om høflig diskussion
[rediger kildetekst]- Vær altid klar og tydelig mht. hvad det er du taler om, navnlig når du svarer på noget.
- Det er i orden at citere et tidligere indlæg, men det er bedre at beskrive hvordan du tolker det pågældende indlæg. Inden du frejdigt påstår at nogen tager fejl, så overvej om du måske kunne have misforstået ham/hende.
- Undlad at dømme eller angribe folk for deres redigeringer.
- Udtryk som "racist", "mandschauvinist" eller endda "elendigt skrevet" sender folk i defensiven. Det kommer der sjældent nogen konstruktiv debat ud af.
Andre gode råd
[rediger kildetekst]Nogle gode råd fra Larry Sanger på den engelske Wikipedia:
- Vær åben og udadvendt, ikke afsondret og indadvendt.
- Fokusér skarpt på det at skrive en encyklopædi og ikke på at skabe en diskussion á la det der kendes fra nyhedsgrupper.
- Kend og værdsæt det bedste arbejde; det der er detaljeret, faktuelt, velinformeret og baseret på gode kilder.
- Lær at forstå hvad neutralitet indebærer, og hvorfor det er så godt og nødvendigt for vores projekt.
- Behandl dine produktive og velmenende med-wikipedianere med respekt og god vilje.
- Tiltræk og respektér gode skribenter der véd en masse og er gode til at skrive om det.
- Vis ballademagere, vandaler og wiki-anarkister vintervejen – folk som ellers vil spilde din tid og skabe en dårlig atmosfære her.
Et udkast til en Wiki-overenskomst fra Kingturtle på den engelske Wikipedia:
- Få andre til at føle sig velkomne (også folk der har været med længe; selv dem du ikke bryder dig om)
- Skab og oprethold en venlig atmosfære
- Vær indstillet på at "vende den anden kind til" (hvilket bl.a. indebærer at forlade potentielle redigerings-krige)
- Giv et skulderklap, særlig til folk du ikke kender (de fleste holder af at få at vide, at de er ønskede og værdsatte)
- Tilgiv.
For en diskussion af betimeligheden af disse retningslinjer, se Wikipedia-diskussion:Wikikette
Ekstern henvisning
[rediger kildetekst]