Lønborg
Lønborg | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Overblik | |||||
Land | Danmark | ||||
Region | Region Midtjylland | ||||
Kommune | Ringkøbing-Skjern Kommune | ||||
Sogn | Lønborg Sogn | ||||
Postnr. | 6880 Tarm | ||||
Demografi | |||||
Lønborg by | 234[1] (2024) | ||||
Kommunen | 56.218[1] (2024) | ||||
- Areal | 1488,86 km² | ||||
Andet | |||||
Tidszone | UTC +1 | ||||
Hjemmeside | www.rksk.dk | ||||
Oversigtskort | |||||
Lønborg er en by i Vestjylland med 234 indbyggere (2024)[1], beliggende 18 km nordøst for Nørre Nebel, 5 km vest for Tarm og 8 km sydvest for Skjern. Byen hører til Ringkøbing-Skjern Kommune og ligger i Region Midtjylland.
Lønborg hører til Lønborg Sogn, og Lønborg Kirke ligger i den nordlige ende af byen på en banke oven for Skjern Ås delta. Kirken kan ses viden om og har indvendig en hel hvælving med kalkmalerier. I den sydlige ende af sognet ligger naturområdet Lønborg Hede.
Faciliteter
[redigér | rediger kildetekst]2½ km sydvest for Lønborg ligger landsbyen Vostrup. Lønborg og Vostrup har flere fælles faciliteter og fælles foreninger: borgerforening, husholdningsforening og Vostrup Gymnastik- og Ungdomsforening.
- Lønborg-Vostrups Fælleshus rummer en squashbane og en hal med volleybane og 3 badmintonbaner.
- Vostrup Forsamlingshus har en stor sal og en lille sal.
- KFUM-spejderne har en spejderhytte 1 km øst for Vostrup.
- I Indre Missions missionshus Bethania i Lønborg er der møder et par gange om måneden, bibelstudiekredse og juniorklub mandag aften for børn i 4.-6. klasse.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]I 1904 blev Lønborg og Vostrup beskrevet således: "Lønborg (1231: Lønæburgh, 1340: Linburgh), ved Landevejen, med Kirke, Præstegd., Skole, Missionshus (opf. 1897), Mølle og Andelsmejeri;...Vostrup, ved Landevejen, med Skole og Forsamlingshus (opf. 1899);"
Kommunen
[redigér | rediger kildetekst]Egvad Sogn var anneks til Lønborg Sogn og havde altså ikke egen præst. De to sogne udgjorde Lønborg-Egvad pastorat, men de var to selvstændige sognekommuner i 1966, da de indgik i Egvad Kommune, der blev dannet ved en af de frivillige kommunesammenlægninger forud for kommunalreformen i 1970. Egvad Kommune blev ved strukturreformen i 2007 indlemmet i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Stationsbyerne
[redigér | rediger kildetekst]Både Lønborg og Vostrup fik station på Nørre Nebel-Tarm Jernbane (1913-1940). Begge byer nåede kun at vokse lidt i banens korte levetid. Ifølge det lave målebordsblad fra 1900-tallet fik de dog telefoncentraler.
Stationsbygningerne er bevaret på Tarmvej 35a i Lønborg og Krogen 1 i Vostrup. Bøelvej i Lønborg er anlagt på banens tracé.
Vostrup Efterskole
[redigér | rediger kildetekst]Vostrup Efterskole blev grundlagt i 1990 og specialiserede sig i teater og musik. Den investerede stort i faciliteter hertil, bl.a. et musikhus, som lokale foreninger også kunne benytte. Men skolen måtte lukke 1. juli 2017 efter gennemførelsen af den traditionelle sommerlejr. Der var kun tilmeldt 34 elever i det følgende skoleår, og der skulle være mindst 55 for at konkurs kunne undgås. Skolen havde 13 ansatte.[2]
Koncerthuset der ligger i forbindelse med bygningerne der dannede rammen for Vostrup Efterskole, blev igennem årene besøgt at flere kendte, primært danske, orkestre såsom TV-2, Anne Linnet og Allan Olsen mv.
Kendte personer
[redigér | rediger kildetekst]- Matematikeren Agner Krarup Erlang (1878–1929) var født i Lønborg.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
- ^ Rahbek, Anita (1. juli 2017). "Vi kan ikke bære at lukke midt i et skoleår”. JydskeVestkysten (jv.dk)