[go: up one dir, main page]
Spring til indhold

Jacques de Molay

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jacques de Molay, 1800-talls litografi af Chevauchet

Jaques de Molay (født 1240-1250[1], død 11. marts 1314[2][3][4][5][6] (nogle antager 18. marts 1314[7]) )) var den 23. stormester for Tempelridderordenen. Hans henrettelse som kætter i 1314 er et markant vendepunkt – nogen mener slutningen – for ordenen.

Molay var født i perioden 1240-1250 som søn af en lavadelig familie[1]. Samme år blev Jerusalem tabt til Muslimerne.

Han blev optaget i Ordenen i en alder af 21 år. Ceremonien blev udført af den engelske Tempelmester Humbert of Pairaud sammen med med mesteren af det franske tempel, Aimery de La Roche.

Molay blev senere Mester for Templet af England, og på en ukendt dato kort før 20. april 1292 blev han valgt til stormester af Tempelridderordenen.[8] Hans indsættelse skete på et for Ordenen meget vanskeligt tidspunkt. Ordenen havde lidt store tab mod muslimerne og var blevet tvunget til tilbagetrækning fra det Hellige Land. Han så det derfor som sin opgave at forsøge endnu et korstog for at genvinde det Hellige Land og søgte nærmest desperat tilslutning fra Europas adelige.

Han opholdt sig i 1306 på Cypern i tempelriddernes hovedkvarter, da han blev kaldt tilbage til Frankrig af Pave Clement V for at diskutere en sammenlægning af Tempel Ordenen med Hospitallier Orden – en plan begge ordener var modstandere af.

Det var på denne tur, at Jaques de Molay blev arresteret fredag d. 13. oktober 1307, da han opholdt sig i templet i Paris.

Herefter fulgte syv pinefulde år under inkvisitorisk tortur. Det var William Imbert, der havde opgaven at tvinge bekendelser og tilståelser ud af Molay. Tilståelser han siden trak tilbage foran Pavens kommission i Wien 26. november 1309: "Hvis Jeg, eller nogen anden Ridder, har afgivet en tilståelse over for Biskoppen af Paris, eller andetsteds, da har vi forrådt sandheden – Vi har givet ind overfor frygt, for fare, til vold, vi er blevet tortureret af vore fjender!"

Jaques de Molay forblev i fængslet i endnu fem år, hvor han var i selskab af Geoffred de Charney, Hugh de Payraud og Guy de Auverene til år 1314, hvor pave Clement satte en ny Kommission op nu ledet af biskoppen af Alba. Han forhørte ikke medlemmerne af ordenen, men tog deres skyld for givet og bekymrede sig alene om at kundgøre dommen.

Selve henrettelsen var offentlig: Den skete efter en afgørelse af pavens udsendte kardinaler og ikke fra kong Philip 4. af Frankrig[6] 11. marts 1314[2] foran en stor forsamling. Fangerne blev anbragt på et stort til lejligheden anrettet skafot, hvor biskoppen af Alba læste deres bekendelser højt og kundgjorde den livsvarige fængseldom. Stormesteren fik ordet og sagde henvendt til skaren. "Lige nu, en så forfærdelig dag som denne, og i de sidste stunder af mit liv, ser jeg falskhedens syndefuldhed, og da kan jeg lade sandheden triumfere. Jeg deklarerer deraf, for himlens og jordens åsyn, og vedkender, til min inderligste skam, at jeg har begået den største af alle synder nemlig den at anerkende den skyld der på så fej en vis er klaget mod Ordenen. Jeg bevidner – og sandheden pålægger mig så så – at den er uskyldig heri! Jeg gjorde den modsatte kundgørelse alene for at bryde den voldsomme smerte af torturen og for at blødgøre dem der udøvede den imod mig. Jeg kender den straf alle de Riddere der havde modet til at tilbagekalde lignende bekendelser, men dette frygtelige skue jeg kender til, kan ikke få mig til bekræfte løgn med løgn. Det liv jeg ville få herefter på denne svigagtighed, frasiger jeg mig uden anger."

Talen gav genklang i forsamlingen til fordel for Ordenen og Molay, så rettergangen blev hurtigt afbrudt af Kommissionen. Sagens udvikling blev rapporteret til kong Philip, som uden tøven underkendte dommen om livsvarigt fængsel. Han dømte Molay og Charney til døden.

På øen Javiaux i Seinen overgav man de to riddere til flammerne. Det forlyder, at de blev langsomt ristet over et varmt røgfrit bål, der forlængede deres lidelser, idet deres kød langsomt kogte og blev sort. Molay insisterede på at deres hænder ikke blev bundet, så de kunne bede i disse sidste minutter af deres liv. Før han døde, forbandede han både kong Philip og pave Clement, idet han stævnede dem begge til indenfor et år at stå for Gud, den højeste dommer, og svare for deres gerninger. Hans sidste ord var: "Må det onde hurtigt tilkalde sig dem som så fejlagtigt har fordømt os – Gud vil hævne os", Geoffrey de Charney, der var med ham i flammernes favntag, skal have sagt: "Jeg vil følge min mesters vej, ham I som martyr har dræbt. Det er hvad I har gjort, om end I ikke indser det. Om Gud vil, da skal jeg, på denne dag, dø som han, i vor Orden."

Molays sidste ord skulle vise sig at blive hørt. Pave Clement V døde en måned senere, den 20. april – formentlig af mavekræft – og Philip 4. døde under en jagt d. 2. november samme år.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b Alain Demurger (2015) [2014]. "1 Der junge Jacques de Molay 1250. Wo und wann wurde er geboren?". Der letzte Templer. Leben und Sterben des Grossmeisters Jacques de Molly [Jacques de Molay. Le crépuscule des Templiers] (tysk). Oversat af Holger Fock und Sabine Müller. C.H.Beck. ISBN 978 3 406 68238 4. Das Geburtsjahr läßt sich also nicht eindeutig bestimmen. Wir beschränken uns auf eine ungefähre Schätzung. Demnach wurde Jacques de Molay im fünften Jahrzehnt des 13. Jahrhunderts in der Zeitspanne von 1244/45 bis 1248/49 geboren. ... Wenngleich zu dieser – wohl eher unbedeutenden – Frage noch nicht alles gesagt ist, würde ich für das Molay in der Haute-Saône optieren. ... Jacques de Molay stammt also aus einem vielleicht bedeutenden Adelsgeschlecht der Freigrafschaft Burgund und ist zwischen 1240 und 1250 geboren worden. Dieser räumliche und zeitliche Zusammenhang ist wichtig, denn die Freigrafschaft Burgund gehörte nicht zum französischen Königreich, sondern zum Deutschen Reich: Jacques de Molay war insofern kein Untertan des französischen Königs. ...
  2. ^ a b Alain Demurger (2015) [2014]. "Nachwort zur dritten Auflage". Der letzte Templer. Leben und Sterben des Grossmeisters Jacques de Molly [Jacques de Molay. Le crépuscule des Templiers] (tysk). Oversat af Holger Fock und Sabine Müller. C.H.Beck. ISBN 978 3 406 68238 4. Sein Scheiterhaufen wurde auf einer Seine-Insel unterhalb des Parks des Königspalasts in Höhe des heutigen Pont-Neuf errichtet, und nicht auf der Spitze des Vert-Galant, der im Mittelalter noch nicht existierte. Eine sorgfältige Studie der Chroniken, die von dem Ereignis berichteten, läßt den 11. März 1314 (den Tag vor Sankt Gregorius) als wahrscheinlicheres Datum der Vollstreckung des Urteils erscheinen als den 18. März, der üblicherweise angegeben wird (S. 269, 273).
  3. ^ Alain Demurger (2018) [2015]. "14 The Council of Vienne and the Burning of Jaques de Molay (1311-1314)". The Persecution of the Templars Scandal, Torture, Trial [La Persécution des templiers: journal (1305–1314)] (engelsk). Oversat af Teresa Lavender Fagan. Profile Books. ISBN 978 1 78283 329 1. The date given in the chronicle of Guillaume de Nangis was the day after the Feast of Saint Gregory, or Monday 18 March (the feast day fell on 12 March); this is the date most often retained by historians of the Temple trial. But other chroniclers, such as Bernard Gui, have proposed the Monday before the Feast of Saint Gregory, or 11 March. We tend to agree with Bernard, since the chronology he proposes is most often very accurate.
  4. ^ Philippe Josserand (2020-01-01). "En quête de Jacques de Molay, dernier grand-maître de l'ordre du Temple". Medievalista (fransk). Le Temple, dès lors, était voué à disparaître, mais, devant Notre-Dame, le 11 mars 1314, Jacques de Molay, au prix de sa vie, revint sur ses aveux. ... Ce pari sur la mémoire et la postérité, au prix du sacrifice de sa vie, lui permit d’ouvrir une brèche et de s’extraire du piège dont depuis ses aveux, arrachés sous la torture, il était captif. Le sursaut de Notre-Dame, le 11 mars 1314, n’a donc rien d’un héroïsme vain.
  5. ^ Karl Hans Kluncker (1989). "Die Templer: Geschichte und Geheimnis: Wolfgang Frommel zum Gedenken". Zeitschrift für Religions- und Geistesgeschichte (tysk). Brill. 41 (3): 215-247. Der letzte, zugleich der berühmteste, war Jacques de Molay, der am 11. März 1314 für seinen Orden den Tod des Märtyrers auf den Scheiterhaufen der Inquisition fand. — Zunächst jedoch wurden „die neuen Maccabäer", „die Athleten Christi" überall begeistert gefeiert und unterstützt. ... Am 11. März 1314 sollte der feierliche Schlußakt des Inquisitionsprozesses gegen den greisen Molay und die restlichen Ordensoberen stattfinden.
  6. ^ a b Elizabeth A. R. Brown (2015). "Philip the Fair, Clement V, and the end of the Knights Templar: The execution of Jacques de Molay and Geoffroi de Charny in March". Viator. 47 (1): 229-292. doi:10.1484/J.VIATOR.5.109474. Abstract: This article revisits the generally accepted account of the execution of the Templar leaders Jacques de Molay and Geoffroi de Charny in March 1314, which derives from the continuation of the Latin Universal Chronicle of Guillaume de Nangis. Other contemporary chronicles, non-narrative evidence, and papal pronouncements cast light on the proceedings conducted by the three cardinal legates Clement V appointed to judge four Templar leaders in Paris, and suggest that the executions occurred on 11 rather than 18 March (the date given in the continuation) and, rather than being ordered by King Philip the Fair (as the continuation alleges), were the direct result of the cardinal legates’ decisions and actions.
  7. ^ Barber, Malcolm (2006). "Introduction". The Trial of the Templars (2. udgave). Cambridge University Press. ISBN 978-1-107-64576-9. The leaders eventually came before the papal representatives on 18 March 1314 and were sentenced to perpetual imprisonment. Hugh of Pairaud and Geoffrey of Gonneville, Preceptor of Aquitaine, accepted their fate in silence, but James of Molay and Geoffrey of Charney, Preceptor of Normandy, loudly protested their innocence and asserted that the Order was pure and holy. At once the king ordered that they be condemned as relapsed heretics and, on the same evening, they were burnt at the stake on the Ile des Javiaux in the Seine.
  8. ^ Barber, Malcolm (2006). The Trial of the Templars (2. udgave). Cambridge University Press. s. 18. ISBN 978-0-511-24533-6. The apparently demoralised Theobald Gaudin did not long outlive the fall of Acre. Sometime before 20 April, 1292, he had been succeeded by a highly experienced Burgundian Templar of twenty-seven years’ standing called James of Molay.

Eksterne kilder/henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Jacques_de_Molay&oldid=11443756"