Frederik Nannestad

Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Det er med interne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk også at tilføje kilder! (juni 2017) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Frederik Nannestad
Personlig information
Født	21. oktober 1693 Eidsberg Kommune, Norge
Død	11. august 1774 (80 år) Christiania, Norge
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Københavns Universitet
Beskæftigelse	Præst
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Frederik Nannestad (21. oktober 1693 i Ejdsberg-11. august 1774) var en norsk biskop, søn af sognepræst Christopher Jensen N. (d. 10. okt. 1707) og hans 3. hustru, Karen Tønnesdatter Unrov, deponerede 1712 og fik attestats 1715, fik Valkendorfs Kollegium, blev 1718 magister, 1722 regensprovst og omtales i denne stilling som en streng og egennyttig herre. Han havde biskoppens vices ved universitetet og var her den gamle orthodoxis stive forfægter. Ved universitetet kunne han have fået stilling som professor metaphysices, men afslog den, da han ikke ville give slip på sine theologiske studier. 1732 blev han stiftsprovst i Aarhus, hvor han 6. aug. 1733 blev gift med Martha Elisabeth Jensdatter Wissing (f. 10. april 1712, d. 1734, begr. 2. nov.), Datter af mølleejer Jens W. og Margrethe, f. Meulengracht. Han havde stor anseelse og var meget glad i stedet, omend hans orthodoxe iver indviklede ham i strid navnlig om Pontoppidans forklaring, som han endog fra prædikestolen omtalte i skarpe udtryk. Hans biskop, Peder Hygom, glemte ham ikke i sine indberetninger, men N.'s anseelse var så stor, at man ikke kunne røre ham. 1742 fik han den theologiske doktorgrad for en afhandling om Mariadyrkelsen med anledning af et gammelt Mariabillede i Ejdsberg Kirke. 1747 blev han professor theologiæ extraordinarius og 11. maj 1748 biskop i Throndhjem. Det mærkeligste under hans episkopat her var oprettelsen af Seminarium Lapponicum, en foranstaltning, der måtte blive til velsignelse for finnefolket, om den end på grund af forskellige omstændigheder næppe bar så store frugter, som man ventede. Det har sin store betydning, at N. gik i sin formand L. Harboes fodspor og interesserede sig for, at finnerne fik høre evangeliet forkyndt på deres modersmål. Efter 10 års virke i Throndhjem blev N. 1758 forflyttet til Christiania bispestol. Her gjorde han sig straks bemærket ved at indkalde samtlige kandidater og studenter i byen til eksamen, og et par år efter (1761) sammenkaldte han i Christianias kirke et visitatsmøde, der siden er blevet en fast kirkelig skik. Den eneste biskop, der er ordineret i Norge før 1814, J.C. Spidberg, fik sin indvielse ved N. 1759. Da N. drog på alderen, fik han stiftsprovst Otto Holmboe adjungeret, men da denne døde 1. okt. 1773, blev han 9. dec. s. å. entlediget.

Biskop N. er med Bergens biskop O. Irgens et afskedsord fra den gamle orthodoxe tid. Hans store lærdom bar ganske denne tids præg, og de ting, han interesserede sig for, kendte han til de yderste enkeltheder. Dette ses af hans skrifter, hvoraf det fremgår, at kirkehistorien var hans hovedstudium, og at han i denne nøje havde mærket sig alt, hvad der hørte til den kirkelige kultus. Han var under disse studier blevet yderst polemisk over for katholikker og reformerte, og hans domme over disse faldt ikke mindre hårde end over pietisterne. I anledning af et forslag om salg af det beneficerede gods leverede han et indlæg, der med sin bidende tone indeholder historiske oplysninger af interesse. Da det blev afgivet, var han også i arbejde med et stort værk: »Norvegia sacra qvadripartica«, der skal have været udført på latin til 1757 og siden fortsat på norsk. Han indbød til subskription på det, men det kom aldrig ud, og manuskriptet er forsvundet. Når han i sin ungdom (af Schwartzkopf) omtales som gerrig, skaffede han sig siden et ry for det modsatte. I Aarhus forærede han sit hus til bolig for sine efterfølgere i embedet, oprettede siden et legat og gav tilbage de stipendier, han havde nydt ved universitetet. Overalt, hvor han kom, var han en meget anset mand.