Christian Alsted
Christian Alsted | |
---|---|
Biskop i metodistkirken | |
Nuværende | |
Overtaget embede 1. maj 2009 | |
Område | Norden og Baltikum (Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland og Litauen) |
Foregående | Øystein Olsen |
Personlige detaljer | |
Født | 18. november 1961 (62 år) Horsens, Danmark |
Uddannelsessted | Horsens Gymnasium |
Religion | Metodisme |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Christian Alsted (født 18. november 1961[1] i Horsens[2] er biskop i Metodistkirken for Norden og Baltikum.
Alsted er født i Horsens i 1961 og blev student fra Horsens Gymnasium i 1980.[2] Han er uddannet teolog på metodistkirkens nordiske teologiske seminarium i Gøteborg (Sverige) i 1984 og har en Doctor of Ministry-grad fra Asbury Theological Seminary, Kentucky (USA) fra 2002.[2][1]
Han var præst i metodistkirken i Esbjerg og Varde fra 1984 til 1989, og fra 1989 til 2009 var han præst i Jerusalemskirken i København.[2] Alsted blev valgt til biskop for metodistkirken i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland og Litauen i februar 2009 og startede som biskop 1. maj samme år.[3] Han blev valgt for en periode på otte år[4] og genvalgt i oktober 2016.[5][6]
Bispekontoret er i København ved siden af Jerusalemskirken.[7] Alsted har som biskop for syv lande omkring 180 rejsedage om året.[8] Der er omkring 24.000 metodister i stiftet, heraf omkring halvdelen i Norge.[4]
Alsted har haft en række tillidsposter i metodistkirken, blandt andet formand for Metodistkirkens Historiske Selskab og Landsarkiv, for Copenhagen Gospel Festival og for Metodistkirkens Salmebogskommission.[1] Internationalt har han været formand for verdensrådet for koordinering af United Methodist Churchs forskellige virksomheder og for European Methodist Council, som er en paraplyorganisation for tolv metodistkirker i Europa.[7]
Christian Alsted har skrevet Worship Change to Reach Non-Christians in the Traditional Danish Evangelical Free Church. Han var ansvarshavende redaktør for Salmer & Sange for Metodistkirken i Danmark (Salmebog 2006) og er medforfatter til flere bøger om kirkelige emner.[1]
Christian Alsted er gift med Elisabeth Flinck, og de har tre voksne børn og svigerbørn og børnebørn.[7]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c d "Christian Alsted", Kristeligt Dagblad, hentet 27. december 2022
- ^ a b c d Bishop Christian Alsted, United Methodist Church, hentet 27. december 2022
- ^ Meet the Bishop, Metodistkirken, hentet 27. december 2022
- ^ a b Claus Vincents; Tobias Stern Johansen (26. februar 2009), "Dansker biskop for Nordens metodister", Kristeligt Dagblad, hentet 27. december 2022
- ^ Bodil Lanting (28. oktober 2016), "Dansker genvalgt som biskop for metodisterne i Nord-Europa og Eurasia", udfordringen.dk
- ^ Karl Anders Ellingsen (21. oktober 2016), Christian Alsted re-elected United Methodist bishop, Metodistkirken, hentet 27. december 2022
- ^ a b c Jørgen Thaarup, Biskop Christian Alsted fylder 60 år, Metodistkirken, hentet 27. december 2022
- ^ Bo Nygaard Larsen (17. november 2011), "Altid på farten for metodistkirken", Kristeligt Dagblad, hentet 27. december 2022