Chattere

Chatterne (eller Chattherne, Catterne) var en germansk stamme, som holdt til i området omkring øvre del af floden Weser.^[1] De var bosatte i det centrale og nordlige Hessen og i det sydlige Niedersachsen, langs øvre del af floden Weser og i dalene og bjergene i Eder- og Fulda-regionerne, et distrikt som modsvarer Hessen-Kassel, men trolig noget mere omfattende. Ifølge Tacitus,^[2] tilhørte bataverne denne folkegruppe indtil, at interne stridigheder gjorde, at de blev fordrevne og bosatte sig ved mundingen af Rhinen.

Selv om Julius Caesar var godt informeret om regioner og stammer på den østlige bred af Rhinen, nævner han ikke chatterne. Den første skribent, som gør det, er den græske geograf og historiker Strabon, sandsynligvis en gang i tiden mellem 14 og 24 e.Kr., hvor chatterne nævnes på en liste over "dårlige germanske stammer", som tidligere havde bekæmpet romerne.^[3] Fra det første århundrede e.Kr. er vi ganske godt informerede om chatterne, hovedsagelig takket være Tacitus, som giver vigtige informationer om deres deltagelse i de germanske krige og visse dele af deres kultur. Fra begyndelsen af det tredje århundrede e.Kr. er imidlertid chatterne fraværende i kilderne, og er kun omtalt i forbindelse med hændelserne i det første århundrede.

Den romerske historiker Dio Cassius er sandsynligvis ikke bare den første forfatter, der omtaler alamannerne, men også den sidste, der omtaler chatterne. Da han skrev om kejser Caracallas germanske krig i 213 e.Kr., betegnes germanerne som "Κέννους, Kελτικòν ἔθνος" ("Kennierne, et keltisk folk").^[4] Men dette er taget fra et uddrag af Dio i skrifterne om Joannes Xiphilinus, mens Fragmenta Valesiana faktisk refererer til de samme mennesker som "Chattoi".^[5] Brugen af "ελτικός" for de germanske folk var en arkaisk tradition blandt græske forfattere. Efter Dio Cassius forekommer betegnelsen "chattere" i et skrift af Sidonius Apollinaris i slutningen af 5. århundrede, nu som et poetisk synonym for germanere.^[6] Det sidste antikke kilde, som nævner chattere, er Gregor af Tours, som citerer Sulpicius Alexander i en beskrivelse af hændelser i slutningen af 4. århundrede.^[7]

Chatterne modstod indlemmelse i Romerriget og sluttede sig til cheruskernes leder Arminius i stamme-koalitionen, som udslettede legionerne under Publius Quinctilius Varus i 9 e.Kr. i slaget ved Teutoburgerskogen. Senere, i 15 e.Kr., kom Germanicus^[8] og raidet deres landområder som hævn, men Rom endte med som svar på chatternes krigsførelse til forsvar af deres uafhængighed at bygge grænsefæstninger langs den sydlige grænse af deres landområder i det centrale Hessen i løbet af de første år af det første århundrede. Et stort militært udfald af chatterne ind i Germania Superior blev slået tilbage af romerske legioner i 50 e.Kr.^[9]

Romerske kilder omtaler byen Mattium ved floden Eder som chatternes hovedstad. Byen blev ødelagt af Germanicus og beliggenheden er ikke kendt i dag, men den antages at have ligget i nærheden af Fritzlar nord for floden Eder.^[10]

Ifølge Tacitus^[11] var chatterne disiplinerede krigere og berygtede for deres infanteri, som (usædvanligt for de germanske stammer) havde jernværktøj og proviant med sig. Deres naboer i nord var Usipi- og Tencteristammerne.

Chatterne blev til sidst en gren af det langt større naboland Franken og blev indlemmet i riget under merovingerkongen Klodevig 1., sandsynligvis sammen med de ripuariske frankere i begyndelsen af det 6. århundrede.