Laura Kieler
Laura Petersen, gift Kieler (født 9. januar 1849 i Tromsø, død 23. april 1932 i Ålsgårde i Danmark) var en dansk/norsk forfatter, opvokset på Øvre-Lø gård syd for Steinkjer fra 1853. Hun var datter af foged i Inderøy, senere magistrat i Stenkjer, Morten Smith Petersen.[1]
Model for Nora og Irene
Kun 20 år gammel udgav Kieler Brands Døtre, et Livsbillede af Lili (1869), som en fortsættelse af Henrik Ibsens skuespil Brand. Hensigten var at berolige alle "enkle mennesker i troen", der var gerådet i åndelig nød efter udgivelsen af Brand. I sin fortælling udstyrede hun Ibsen med to døtre, Maria og Helga. Alf og Agnes dør i hans skuespil, men hos Kieler lever præsten Brand videre med de to døtre. Maria er den godmodige, der giver ham en lys og forsonet alderdom.[2] Kieler sendte Ibsen bogen, og han rystede hende med at svare, at stykket "for ham var mere æstetisk end religiøst i sin problematik". Religionen var tilfældigt valgt for at passe ind.[3] Ibsens brev indeholdt dog også en venlig invitation til at besøge ham og familien i Dresden i 1871. Hans kælenavn for Laura Kieler har vi hørt i Et dukkehjem - "lærkefuglen".[4]
Hun bosatte sig i København fra 1872, og året efter blev hun dansk gift med Victor Kieler, overlærer ved Frederiksborg lærde skole.[5] I 1876 var Laura Kieler på vej hjem fra et længere ophold i Italien. Undervejs besøgte hun familien Ibsen i München, men mødte kun Ibsens kone Suzannah. Hende fortalte Kieler, hvorfor de havde været så længe i Italien. Victor Kieler havde fået tuberkulose og måtte til syden for at blive rask. Sådan et ophold havde han slet ikke råd til, men den handlekraftige Laura havde taget et lån, uden at fortælle ham om det - og det var forbudt for en gift kvinde. Men hendes mand blev rask, og hun mente selv, hun kunne nok på sine bøger til at betale lånet tilbage. Det lykkedes ikke, og hun blev tvunget til at tage et nyt lån. Hendes situation var nu desperat. Hun prøvede at overtale Ibsen til at bistå hende med at få udgivet en af hendes romaner, men det nægtede han, da han anså den for ringe. Så kom sandheden om lånet for en dag, og manden var ikke spor taknemmelig; han forlangte skilsmisse og nægtede hende samvær med børnene. Laura fik et sammenbrud og tilbragte en måned indlagt på et psykiatrisk hospital efter, hvad amtmanden i Hillerød kaldte "en unødig brutal proces".[6] Et par år senere bad manden hende dog om at komme hjem igen, og det godtog hun for at være sammen med børnene. Men så udkom Et dukkehjem i 1879, og fordi Laura Kielers historie var velkendt i København, rippede det op i hendes ulykkelige fortid. Hun forsøgte at få Ibsen til at skåne hende ved offentligt at nægte, at hun havde været model for Nora - men det nægtede Ibsen også.[4]
Hun opsøgte i 1891 Ibsen en sidste gang og bebrejdede ham hans misbrug af hende i Et Dukkehjem. Det besøg anses som en vigtig inspirationskilde til hans sidste skuespil Når vi døde vågner[7] fra 1899, om billedhuggeren Arnold Rubek og hans tidligere model Irene. Rubek hyldes for sin skulptur "Opstandelsens dag", som Irene stod model for. Han gengældte aldrig hendes kærlighed og har giftet sig med en anden. På et badehotel møder han Irene igen; hun er skilt, har været indlagt som sindssyg og anklager ham for at have ødelagt hendes liv. Flere replikker fra Ibsens sidste samtale med Kieler genfindes angiveligt i stykket, og Irenes nordlandske tonefald er netop Laura Kielers.[6]
Forfatterskab
Den kulturelle undertrykkelse af samerne i Nordnorge behandles tematisk i romanerne André fra Kautokejno (1879) og Laurekas Korhoinen (1881); men senere skrev hun mest om danske emner. Kieler var særlig optaget af danskernes situation i Sønderjylland. Som foredragsholder holdt hun mere end 1.000 foredrag, især om forsvarssagen og den sønderjyske sag,[8] som det genspejles i romanerne Sten Stensen til Stensbo og Han faldt ved Helgoland. I I en lysengels skikkelse tog hun pietismen op, som hun havde været vidne til i sin opvækst i Norge. Hovedpersonen Birger gennemlever en forkvaklet opvækst som søn af en pietistisk præst; han bliver også selv præst.[9]
Kielers stykke Mænd af ære, uropført i 1890 på Casino, vakte skandale ved sin skildring af en skruppelløs ung forfatters forførelse af en ung, idealistisk kvinde. Efter at have forladt hende, vinder han berømmelse med sin skildring af hendes fald - som ikke skyldes deres seksuelle forhold, men hendes fortvivlelse over hans svig. Historien låner træk fra Ibsens brug af Kieler selv som baggrundsmateriale, da han skrev Et dukkehjem. Og Mænd af ære ærgrede Københavns mandlige kritikere med Georg Brandes i spidsen så meget, at den ene infamt undertegnede sin anmeldelse med "Helmer" som en påmindelse om netop Kielers egen tragedie.[2]
Kieler var Danmarks delegerede ved Den internationale kvindekongres i Chicago i 1893. Hun skrev ca. 30 litterære værker og var en ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter.[8] I hjembyen Steinkjer er en vej opkaldt efter hende.[10]
Lægen Jørgen Kieler er en efterkommer.
Kilder
- ^ Laura fra Lø – NRK Trøndelag – Lokale nyheter, TV og radio
- ^ a b Å skrive skuespill - et ekte mannfolkarbeid?
- ^ Steen A. Cold: Laura Kieler i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292546
- ^ a b Et dukkehjem: En kvinne som Nora - Laura Kieler (1849-1932)
- ^ http://www.rostra.dk/fss/laerere/KielerVTJ.html
- ^ a b Steen A. Cold: Laura Kieler i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292546
- ^ Henrik Ibsens skrifter: Når vi døde vågner
- ^ a b Laura Kieler på Dansk kvindebiografisk leksikon
- ^ Tidsskriftprojekt - Søgning
- ^ Laura Kieler vegen
Litteratur
- Bull, Francis: Norges litteratur fra februarrevolusjonen til første verdenskrig. Oslo: Aschehoug, 1963, s. 771.
- Kieler, Laura i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1922)