Valdemar den Store

Valdemar blev født blot syv dage efter at hans fader, Knud Lavard, blev myrdet. Han voksede op hos Asser Rig, og var fostbroder med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.

  Hovedartikel: Borgerkrigen 1146-1157.

Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5. sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med dennes halvsøster Sofia. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar i juli måned, en ordning der dog kun holdt til måneden efter, hvor Knud blev dræbt under "blodgildet i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge. Som tak til Gud for sejren grundlagde han det følgende år den 1. april 1158 det store ansete cistercienske kloster Vitskøl ved Limfjorden.

Valdemar opbyggede en stærk kongemagt og rettede flere slag mod venderne, støttet af vennen Absalon, som han i 1158 udnævnte til biskop i Roskilde. I 1159 samlede Valdemar en sjællandsk ledingsflåde og gennemførte et togt mod venderne. I de følgende år gennemførtes en række togter, der kulminerede med indtagelsen af Rügen i 1169^[6]. I den forbindelse omstyrtedes de kendte gudebilleder. Valdemar gik i gang med at sikre rigets grænse mod syd dels ved at opføre Valdemarsmuren i tilknytning til Dannevirke, dels ved at bygge fæstningsanlæg flere steder i landet, bl.a. ved Korsør og Nyborg. Absalon byggede en fæstning på en lille ø ud for handelspladsen Havn (senere København) ved Øresund.

Den europæiske magtkamp mellem paven og den tysk-romerske kejser nåede Danmark i 1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, og ærkebiskop Eskil måtte drage i landflygtighed i Frankrig. Kronen og kirken forsonedes dog, og det markeredes med, at Valdemars fader, Knud Lavard, blev helgenkåret af pave Alexander 3. og gravsat i Skt Bendts Kirke i Ringsted. Samtidig fik Valdemar sin syvårige søn, Knud 6. kronet og salvet som medkonge for at sikre arvefølgen. I 1177 trak Eskil sig tilbage, og Absalon udnævntes til ærkebiskop i Lund. Absalon indsatte flere venner på ledende poster, og i 1180 udbrød der åbent oprør, og Absalon måtte flygte. Valdemar og Absalon vendte tilbage i 1181 med en hær og nedkæmpede oprøret.

Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev afløst af en ledingsskat og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmand (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og væsentlig forbedret under Valdemar 1. den Store). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland – hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter på sildemarkedet i Skåne.

Valdemar døde den 12. maj 1182 på Vordingborg Slot. Hans lig blev af bønder båret til Skt. Bendts Kirke, hvor han blev begravet. Sammen med sin hustru Sofia fik han sønnerne Knud (6.) og Valdemar 2. Sejr foruden seks døtre, hvoraf Ingeborg blev gift med Filip 2. August af Frankrig, og blandt katolikker har tilnavnet "den Hellige".^[7]

•  
  St. Bendts kirke. Valdemar den stores kongegrav. Grav, snit og plan
•  
  Én af brakteaterne fra 1157 til minde om brylluppet mellem Valdemar den Store og Sophie af Minsk
•  
  Arkonas indtagelse af Valdemar den Store og Absalon 1169.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Valdemar den Store

• "Valdemar den Store" i Salmonsens Konversations Leksikon, Anden Udgave, Bind XXIV (1928), s. 417 & s. 418
• "Valdemar den Store" i Den Store Danske Encyklopædi: Valdemar den Store (1157-82)
• "Valdemar 1. den Store". Lexopen. Arkiveret fra originalen den 28. april 2016.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Uegnet url (link)