Novemberforfatningen

Novemberforfatningens formål var at knytte Slesvig nærmere til Danmark og samtidig koble de konservative holstenske adelige ud fra regeringsmagten. Den fælles folkerepræsentation Rigsrådet skulle ifølge denne forfatning bestå af to direkte valgte kamre (Folketinget og Landstinget, det sidst nævnte skulle bestå af kongevalgte og valgte ved privilegeret valgret). Under Rigsrådet hørte de politiske sager, der ikke udtrykkeligt var forbeholdt de særlige folkerepræsentationer for Danmark (rigsdagen) og Slesvig.^[2] Fra 1864 til 1866 eksisterede der reelt to parlamenter, fordi Junigrundloven stadig var i funktion.

I løbet af sommeren 1863 udvikledes dels en stærk bevægelse blandt de nationalliberale for forfatningen, dels en modstand mod forfatningen i hertugdømmerne. Det tyske forbund krævede den 1. oktober kundgørelsens tilbagetrækning; i modsat fald ville man "gøre eksekution"^[3] i Holsten og Lauenborg, dvs rykke ind med tropper.^[4]

Forfatningen blev på trods af internationale protester og advarsler vedtaget i Rigsrådet den 13. november 1863.^[5] Med Frederik 7.'s død og Christian 9.'s tiltræden den 15. november blev sagen yderligere kompliceret, fordi arvefølgen var fastlagt ved international aftale i 1852. Den nye konges legitimitet var derfor bundet op på disse aftalers ordlyd, der bl.a. indebar, at hertugdømmerne ikke kunne regeres efter forskellige principper.^[5]

I dagspressen udtryktes der tvivl om, hvorvidt den nye konge ville underskrive forfatningen, og også Rigsrådet og Københavns borgerrepræsentation pressede kongen i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for "Danmarks riges frihed og selvstændighed." Presset blev øget af, at folkestemningen i København var stærkt positiv overfor gennemførelsen af novemberforfatningen.^[6]

På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev den nye konge forfatningen den 18. november 1863. Novemberforfatningen afløste den såkaldte fællesforfatning (også betegnet helstatsforfatningen) fra 1855. Kongen udtrykte store betænkeligheder, fordi den danske regering havde modtaget et telegram, hvor den engelske regering havde udtrykt ønske om, at Danmark ikke foretog sig noget, "som kunne virke forstyrrende ind på en fredelig mediation." C.C. Hall nedtonede dog betydningen af den engelske henvendelse og understregede, at forfatningen var en nødvendig foranstaltning.^[7] Da kongen herefter trak Helstaten frem som den "rigtigste og klogeste løsning", understregede Hall, at regeringen påtog sig det fulde ansvar for forfatningen, og at han ikke fandt, at stormagternes reaktion var en tilkendegivelse af, at forfatningen var i strid med traktaterne.^[8][9] Da Christian 9. bemærkede, at han helst ville udsætte sagen, indtil internationale forhandlinger var kommet i gang, bemærkede marineminister Bille, at når kongen havde opfyldt folkets ønske, ville han også få folkets opbakning.^[10] Herefter udtalte kongen, at han følte, at sagen "var en arv, som hans højsalige forgænger har efterladt ham",^[10] og understregede, at ansvaret lå hos ministeriet. Derfor ville han skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke.^[10]

Da Østrigs og Preussens krav i januar 1864 om novemberforfatningens ophævelse ikke blev efterkommet af den danske regering, gav det disse magter anledning til at angribe Danmark (2. Slesvigske Krig). Da krigen medførte, at Slesvig ved Freden i Wien blev indlemmet i Preussen, blev novemberforfatningen ophævet i 1866 og erstattet af den gennemsete grundlov af 1866.

• Jørgensen, Harald (1970): Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd.IX 19. januar 1863-8.juli 1864, København
• Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,II,2, København-Kristiania: Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag
• Thorsen, Svend (1958), De danske ministerier 1848-1901 Et hundrede politisk- historiske biografier, København: Pensionsforsikringsanstalten

• Danmarks historie (1848-1901)
• Helstatsforfatningen
• Treårskrigen
• London-protokollen
• 2. Slesvigske Krig