Mosehornugle
Mosehornugle (Asio flammeus) har en længde på 34-42 centimeter og et vingefang på 90-105 centimeter.
| Mosehornugle | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
 Kritisk truet (DKRL)[2] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Aves (Fugle) |
| Orden | Strigiformes (Ugler) |
| Familie | Strigidae (Egentlige ugler) |
| Slægt | Asio |
| Art | A. flammeus |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Asio flammeus Pontopiddan 1763 | |
| Kort | |
 | |
| Synonymer | |
| |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Den yngler sjældent i Danmark, men er ret almindelig som træk- og vintergæst i september/december – marts/maj. Den er regnet som kritisk truet på den danske rødliste 2019 (ikke truet globalt).[2]
I træktiden træffes den især på kystnære lokaliteter, ofte strandenge, men også arealer under dyrkning, eller græsmarker. Her jager den i karakteristisk, lav flugt over jorden, med pludselige kast fra side til side, og pludselige dyk ned i græsset. En del individer er ret vokale under jagten, og udstøder korte, lavmælte skrig. I stille vejr kan kaldet, trods lav volumen, høres på lang afstand.
Mosehornuglen jager for det meste i skumringen eller om morgenen og er dermed mere dagaktiv end de andre ugler. Den fanger primært små gnavere, men kan også fange fugle, fugleunger og andre smådyr.
Kilder og henvisninger
redigér- ^ Asio flammeus på iucnredlist.org hentet 25. december 2020
- ^ a b Mosehornugle på bios.au.dk hentet 25. december 2020