G7

Gruppen af de syv
	Kort over G7 lande Canada Premierminister Justin Trudeau Frankrig Præsident Emmanuel Macron Tyskland Kansler Olaf Scholz Italien Premierminister Giorgia Meloni Japan Premierminister Shigeru Ishiba Rusland (suspenderet) Præsident Vladimir Putin Storbritannien Premierminister Keir Starmer USA Præsident Joe Biden Også repræsenteret EU Det Europæiske Råds formand; Charles Michel EU-Kommissions formand; Ursula von der Leyen

G7 eller gruppen af de syv (mellem 1997 og 2014 G8; gruppen af de otte, da Rusland var med i gruppen^[1]) er en koalition af syv af verdens førende industrialiserede nationer: Frankrig, Tyskland (Vesttyskland indtil 1990), Italien, Japan, Storbritannien, USA (det oprindelige G6 fra 1975) og Canada (i 1976, herefter G7). Rusland blev optaget i 1997, men blev udelukket i 2014. EU deltager også. Tilsammen udgør disse landes økonomier 65 % af den samlede verdensøkonomi, selvom landene kun har 13 % af verdens samlede befolkning.

G7-landene mødes en gang om året til et topmøde, hvor store aktuelle økonomiske og politiske problemer i verden diskuteres. Da beslutninger og aftaler mellem disse lande har en stor effekt og betydning for resten af verden, bliver topmøderne ofte brugt som anledning til store demonstrationer fra grupper, der går ind for en mere økonomisk ligelig fordeling i verden.

Historie

Ideen om et forum for verdens førende industrilande blev luftet umiddelbart efter den oliekrise, der i 1973 indledte en verdensomspændende recession og det efterfølgende sammenbrud i det internationale møntvekselsystem, også kaldet Bretton Woods. Efter nogle indledende følere kom det i 1975 ved slottet Rambouillet til det første møde mellem de 6 største industrilande, hvorfor gruppen startede under navnet G6. Udover den franske gæstgiver, præsident Valéry Giscard d'Estaing, deltog også Italien, Japan, Vesttyskland, Storbritannien og USA. Ved dette møde enedes man om at holde et årligt topmøde med skiftende værter, hvor de store lande kunne planlægge fælles strategier over for store verdenspolitiske problemer. Året efter det første møde blev Canada i 1976 på amerikansk ønske fra præsident Gerald Ford også medlem, og gruppen hed nu G7. Fra 1977 fik EU også fast sæde ved topmøderne, repræsenteret af præsidenten for kommisionen, dog har EU en anderledes status end de andre lande.

Efter den kolde krigs afslutning og opsplitningen af Sovjetunionen blev det hurtigt klart, at man måtte finde en måde at inkorporere også Rusland i samarbejdet. I 1994 deltog Rusland i nogle møder sammen med de andre G7-lande, disse topmøder blev kaldt G7+1-møderne. I 1997 blev Rusland på foranledning af bl.a. den amerikanske præsident Bill Clinton officielt medlem, hvorefter G7 blev til G8.

Ved G8-mødet i Heiligendamm i Tyskland deltog udover de 8 deltagerlande også en række lande, der med store økonomier og befolkningstal er af stor betydning for verdens politik. Disse var Brasilien, Kina, Indien, Mexico og Sydafrika. Kina har en økonomi i enorm vækst, der er større end de tre G8-medlemmer Rusland, Canada og Italien, hvorfor et eventuelt medlemskab diskuteres heftigt. Tony Blair har tidligere foreslået at G8-klubben skulle udvides til et G13, men hans ideer blev hurtigt afvist af de andre medlemmer.

Som følge af Ruslands annektering i 2014 af Krim-halvøen i Ukraine, blev mødet i Sotji aflyst og Rusland senere suspenderet.^[2] Flere landes repræsentanter har siden opfordret Rusland til at vende tilbage til G8. I januar 2017 meddelte Rusland, at man agtede permanent at forlade samarbejdet.^[3]

Politikområder

Efterhånden har G7-møderne udvidet diskussionsområderne betragteligt, så de indbefatter mange forskellige politikområder, senest er både fattigdomsbekæmpelse og klimaområdet også blevet nogle vigtige punkter på G7-mødernes dagsorden. Ved topmødet 2005 i Glenneagles, hvor Tony Blair på Storbritanniens vegne var vært, blev det f.eks. besluttet at eftergive en del gæld til de afrikanske lande.

Ved Heiligendamm i 2007 blev det på Angela Merkels foranledning besluttet at de førende industrilande skulle nedbringe deres CO₂-udslip med 50 % i 2050. Det blev dog kritiseret at målene ikke blev bindende.

Struktur

G7 skal være et forum mere end en egentlig organisation, hvorfor det ikke kan sammenlignes med eksempelvis FN eller EU, der arbejder efter regler og procedurer. Fra 1. januar skifter formandsskabet, og det er op til værtslandet i løbet af tiden op til topmødet at forberede et program. Der foregår op til topmødet forhandlinger helt op på ministerniveau om program og dagsorden for møderne.

Kritik og demonstrationer

Det er en stor begivenhed, når verdens ledere mødes, og der er udover et væld af lobbyister og interessegrupper også ofte demonstrationer fra grupper, der mener, at G7-landene burde kæmpe for en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, og støtte de fattige lande mere. På det seneste er også klimadebatten blevet en grund til demonstrationer, men aids-debatten fylder også en del,^{[kilde mangler]} da de rige lande ifølge demonstranter forhindrer udbredelsen af billig medicin i Afrika.

G8 modtog også kritik fra menneskerettighedsgrupper, da man tillod Rusland at være medlem, denne diskussion handler også ofte om kritik af samarbejdet med Kina.

Tidligere afholdte G8-møder

1975: 15-17. november i Rambouillet, Frankrig
1976: 27-28. juni i San Juan, Puerto Rico med USA som vært
1977: 7-8. maj i London, Storbritannien
1978: 16-17. juli i Bonn, Vesttyskland
1979: 28-29. juni i Tokyo, Japan
1980: 22-23. juni i Venedig, Italien
1981: 20-21. juli i Montebello, Ottawa, Canada
1982: 4-6. juni i Versailles, Frankrig
1983: 28-30. maj i Williamsburg, Virginia, USA
1984: 7-9. juni i London, Storbritannien
1986: 4-6. maj i Tokyo, Japan
1987: 8-10. juni i Venedig, Italien
1988: 19-21. juni i Toronto, Canada
1989: 14-16. juli i Paris, Frankrig
1990: 9-11. juli i Houston, Texas, USA
1991: 15-17. juli i London, Storbritannien
1992: 6-8. juli i München, Tyskland
1993: 7-9. juli i Tokyo, Japan
1994: 8-10. juli i Napoli, Italien
1995: 15-17. juli i Halifax, Nova Scotia, Canada
1996: 19-20. april i Moskva, Rusland (ekstraordinært møde om atomsikkerhed)
1996: 27-29. juni i Lyon, Frankrig
1997: 20-22. juni i Denver, Colorado, USA
1998: 15-17. maj i Birmingham, Storbritannien (første møde som G8)
1999: 18-20. juni i Köln, Tyskland
2000: 21-23. juli i Okinawa, Japan
2001: 20-22. juli i Genova, Italien
2002: 26-27. juni i Kananaskis, Alberta, Canada
2003: 2-3. juni i Évian-les-Bains, Frankrig
2004: 8-10. juni i Sea Island, Georgia, USA
2005: 6-8. juli i Gleneagles Hotel, Perthshire, Skotland, UK
2006: 15-17. juli, Strelna, St. Petersburg, Rusland
2007: 6-8. juni, Heiligendamm, Tyskland
2008: 7-9. juli, Toyako (Lake Toya), Hokkaido, Japan
2009: 8–10. juli, L'Aquila, Abruzzo, Italien
2010: 25–26. juni, Ontario, Canada
2011: 26–27. maj, Deauville, Frankrig
2012: 18–19. maj, Camp David, USA
2013: 17–18. juni, Lough Erne, Storbritannien
2014: 4–5. juni, Sotji, Rusland (aflyst),^{[nb 1]} i stedet afholdt i Bruxelles, Belgien
2015: 7–8. juni, Schloss Elmau, Tyskland
2016: 26–27. maj, Shima, Japan
2017: 26–27. maj, Taormina, Italien
2018: 8–9. juni, Québec, Canada
2019: 24–26. august, Biarritz, Frankrig
2020: Camp David, USA - Aflyst og erstattet af online konference grundet Covid-19 pandemi

Noter

^ I kølvandet på den russiske militære intervention i Ukraine, har G7 tidligt om morgenen mandag den 3. marts 2014 sagt, at de suspendere forberedelserne til G8-topmødet.^[2]