Friedrich Schlegel

Karl Wilhelm Friedrich von Schlegel (10. marts 1772 – 11. januar 1829) var en tysk forfatter, filosof og litterat. Han var, ligesom sin broder, August Wilhelm von Schlegel, og Novalis (Georg Philipp Friedrich Freiherr von Hardenberg), frontfigur for Jena-romantikken.

Friedrich Schlegel
Personlig information
Født	10. marts 1772 Hannover, Niedersachsen, Tyskland
Død	12. januar 1829 (56 år), 11. januar 1829 (56 år) Dresden, Sachsen, Tyskland
Dødsårsag	Slagtilfælde
Gravsted	Alter Katholischer Friedhof
Far	Johann Adolf Schlegel
Søskende	August Wilhelm Schlegel
Ægtefælle	Dorothea Schlegel (fra 1799, fra 1804)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Georg-August-Universität Göttingen
Tilknyttet	Französische Miscellen (fra 1803)
Beskæftigelse	Litteraturteoretiker, redaktør, universitetsunderviser, kunstteoretiker, kunsthistoriker, historiker, oversætter, forfatter, litteraturkritiker, filosof med flere
Arbejdsgiver	Friedrich-Schiller-Universität Jena, Technische Universität Dresden, Universität zu Köln
Arbejdssted	Köln
Genre	Essay
Bevægelse	Tysk romantisme, romantikken, Romantikens litteratur
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Kristusordenen
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Friedrich Schlegel blev født i Hannover, studerede jura i Göttingen og Leipzig, men terminerede hurtigt i rollen som i overvejende grad fritsvævende forfatter, filosof og litterat (blandt andet underviste han udi det filosofiske og litterære i Jena og Paris).

Særligt litteraturen var emne for Schlegels skrifter. Schlegel er vel nok mest kendt for sine tanker om "progressiv universalpoesie" – om "Mischgedicht"et, som han også gerne udtrykker det – en slags altindoptagende modus eller genre, der som sådan – som udpræget eklektisk eller romanagtig – menes at gøre det ud for en saliggørende stræben efter det evige i det flygtige. Denne stræben er, hvad Schlegel forbinder med det romantiske. Romantik er for ham nærmere bestemt indbegrebet af det, som adskiller sig fra det antikke – og det neoantikke; det klassicistiske og neoklassicistiske – ved ikke at have noget defintivt eller entydigt mål eller ideal; ingen sådanne er længere nok, endsige overhovedet plausible. Nej, for Schlegel er det romantiske det, der stræber mod det ikke-eksisterende, det uopfyldelige, tomheden, i mangfoldighedens flux (undertiden går han så vidt som til at demonstrere dette romantiske (ikke-)ideal matematisk i sære formler, hvori der mod alle regler divideres med 0!).