[go: up one dir, main page]
Wikipedia

Flagermus

pattedyr

Flagermus (latin: Chiroptera) er en orden af forholdsvis små flyvende pattedyr. Det er de eneste pattedyr, der aktivt kan flyve. Der findes en mangfoldighed af arter, idet de udgør 1/5 af alle kendte pattedyr, i alt cirka 1100 arter.[1] Flagermus hænger i hvile på lodrette flader eller fra grene med hovedet nedad ved hjælp af føddernes kløer. Det er generelt nataktive dyr, der enten orienterer sig med synet (storflagermus) eller med hørelsen ved hjælp af ekkolokalisering (næsten alle småflagermus).

Flagermus
Pipistrelflagermus (Pipistrellus pipistrellus)
Pipistrelflagermus (Pipistrellus pipistrellus)
Videnskabelig klassifikation
DomæneEukarya
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeChordata (Chordater)
KlasseMammalia (Pattedyr)
OrdenChiroptera
Underordener
Hjælp til læsning af taksobokse
 Flagermus
En dværgflagermus, der søger føde, optaget gennem en flagermusdetektor, der omformer ultralyd til lyde hørbare for mennesker.

Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk)

Video og nedblandet lyd af en flagermus i Søndermarken, maj 2018, København. Flagermusen ses som en skygge i det nederste af himlen sidst i videoen. Arrangementet blev planlagt af http://bloom.ooo/ Arkiveret 18. februar 2020 hos Wayback Machine og Hans J. Baagøe opsporede flagermusene og artsbestemte dem via den nedblandede lyd.
Video og nedblandet lyd af en flagermus belyst med lygte i Søndermarken, maj 2018, København. Arrangementet blev planlagt af http://bloom.ooo/ Arkiveret 18. februar 2020 hos Wayback Machine og Hans J. Baagøe opsporede flagermusene og artsbestemte dem via den nedblandede lyd.

Udseende

redigér

Vingerne er dannet af en tynd flyvehud (patagium), der er udspændt mellem forben (arm) og kropsside og bagben og mellem de stærkt forlængede fingre, hvilket især gælder digitus médius, digitus anuláris og digitus mínimus ("lange"-, "ring"- og "lillefingeren"), mens digitus secundus ("pegefingeren") er mindre forlænget. Der er oftest også flyvehud udspændt mellem bagben og hale. Flyvehuden er næsten nøgen og består af et dobbelt lag hud forsynet med elastiske fibre, muskler, nerver og blodkar.[2] Opdelingen af vingen i flere vingemembraner gør vingen mere robust mod sønderrivning. Den første finger på "hånden" er udstyret med en klo og kan bruges til at gribe føde og klatre med. Hos storflagermus er anden finger (pegefingeren) i reglen også udstyret med en klo.[3] I forhold til andre pattedyr er bagbenene drejet cirka 180° i hoften, således at storetåen, der i øvrigt ikke adskiller sig fra de fire andre tæer, sidder yderst. Haleflyvehuden er i bagkanten støttet af en tynd bruskdannelse, sporebrusken, der udgår fra hælen. Hos nogle arter har sporebrusken en lille hudlap.[4]

Levevis

redigér

Flagermus er ikke blinde. De fleste arter er nataktive og mange orienterer sig derfor via deres ultralydssonar. Nogle nektardrikkende flagermus kan se UV-lys om natten. Denne egenskab anvendes til at finde blomster.

Flagermus hørende til Megachiroptera (storflagermus) lever primært af frugt og/eller nektar, som de lugter sig frem til. Med undtagelse af slægten Rousettus benytter storflagermus sig ikke af ultralydssonar og har større øjne og mindre ører.

Microchiroptera (småflagermus) lever af insekter, smådyr, fisk, blod eller nektar. Anvendelsen af ultralydssonar fordrer diverse abnorme ansigtsstrukturer; ørerne kan være stærkt forstørrede, med tragi (ental: tragus), også kaldet ørelapper eller ørelåg, der forbedrer effekten samt snudelapper.

Social opførsel

redigér

Vampyrflagermus (Desmodontinae) er blandt de få flagermus, der kan udvise en uselvisk social adfærd (altruisme). Hvis de har været heldige på nattens jagt, og andre flokmedlemmer uden familiebånd ikke har været heldige, kan de gylpe blod op til dem og dermed dele nattens fangst. Darwin forklarer denne adfærd med at grupper der udviser uselvisk adfærd, har kunnet overleve bedre end de grupper som har udvist selvisk adfærd[5].

Alder

redigér

Gennem ringmærkning, har man fundet ud af, at mange flagermus bliver over 5 år, og at 10 år ikke er sjældent. Brandts flagermus (Myotis brandti) kan endda blive over 40 år gammel. At flagermus har så høj en levealder hænger bl.a. sammen med en lav reproduktivitet (sen kønsmodning og derefter højst 1 unge om året) og en meget lav produktion af visse hormoner.[6]

Udvælger byttet

redigér

Noget tyder på at flagermus ved hjælp af deres ultralydsskrig kan artsbestemme byttedyret.[7] På den måde kan de udvælge bestemte insekter. Dværgflagermus sætter ikke mindre end 2-3000 insekter til livs hver eneste nat[kilde mangler].[8]

Naturligt reservoir

redigér
 
Flagermusen Pteropus vampyrus, “large flying fox”, et af de naturlige reservoirer for Nipahvirus

Flagermus er et naturligt reservoir for mange virus, bl.a. Coronavirus og Nipahvirus.

Systematik

redigér
 
Flyvende flagermus

Danske arter

redigér

Alle de danske flagermusarter hører under familien Barnæser (Vespertilionidae). Flere arter af slægten Myotis overvintrer i de danske kalkgruber f.eks. Mønsted kalkgruber. I Danmark er registreret 17 forskellige arter, hvoraf 13 findes regelmæssigt ynglende:[9]

Beskyttelse

redigér

Alle flagermus er fredede her i landet i henhold til Flagermusaftalen.[10] Visse sjældne og truede arter, kan herudover være omfattet af anden lovgivning. Eksempelvis er damflagermusen beskyttet i Danmark under EUs Natura 2000 planer via EUs habitatdirektiv (Bilag II og IV) og brunflagermusen under EUs habitatdirektiv (Bilag IV) siden 1992. [11] [12]

Kilder

redigér
  1. ^ Carleton, M. D.; Musser, G. G. (2005). "Order Chiroptera". I Wilson, Don E.; Reeder, DeeAnn M. (red.). Mammal Species of the World: A Taxonomic and Geographic Reference. JHU Press. ISBN 978-0-8018-8221-0. Arkiveret fra originalen 9. september 2016. Hentet 10. januar 2016. Online udgave Arkiveret 15. januar 2016 hos Wayback Machine
  2. ^ Birger Jensen: Flagermus, (Natur og Museum, nr. 2) 1988.
  3. ^ Flagermus i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1919), forfattet af mag. scient. R.Hørring
  4. ^ Bent Muus (red.). Danmarks Pattedyr 1, side 49. Gyldendal 1991. ISBN 87-01-67100-6.
  5. ^ Carter, G. G. & Wilkinson, G. S. (2013). "Food sharing in vampire bats: reciprocal help predicts donations more than relatedness or harassment" Arkiveret 6. januar 2016 hos Wayback Machine. Proceedings of the Royal Society B, 280: 20122573
  6. ^ http://www.videnskab.dk Arkiveret 8. november 2020 hos Wayback Machine: Asbjørn Mølgaard Sørensen,Derfor bliver flagermus oldgamle Arkiveret 16. februar 2016 hos Wayback Machine, 3. oktober 2013
  7. ^ F. Huber,H. Markl: Neuroethology and Behavioral Physiology: Roots and Growing Points Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine Google Books
  8. ^ The Bat Conservation Trust All About Bats Arkiveret 11. januar 2016 hos Wayback Machine Hentet 7. januar 2016.
  9. ^ Hans J. Baagøe, Thomas Secher Jensen (2007): Dansk Pattedyratlas. ISBN 978-87-02-05506-1
  10. ^ Agreement on the Conservation of Populations of European Bats (Flagermusaftalen) Arkiveret 3. maj 2015 hos Wayback Machine UNEP/EUROBATS
  11. ^ "Damflagermus". Habitatarter. Arkiveret fra originalen 17. september 2013. Hentet 13. august 2013.
  12. ^ "Brunflagermus". Naturstyrelsen. Arkiveret fra originalen 21. maj 2014. Hentet 13. august 2013.

Eksterne henvisninger

redigér
 Søsterprojekter med yderligere information:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Flagermus&oldid=11897998"