Svedehytte (nordamerikanske indianere)
En svedehytte er oftest en enkelt konstrueret grenramme i kuppelform, der overdækkes med et tætsluttende materiale (oprindeligt tit bisonskind[1] eller sivmåtter). En mere rammende betegnelse for svedehytten er en renselses-hytte, da deltagerne renser deres sind og/eller krop i dampen af vand hældt over bålopvarmede sten lagt ind i hytten.[2] At bygge en svedehytte og deltage i et svedebad er tit en ceremoni underlagt faste regler som f.eks. at bede bønner og synge bestemte sange. Ritualet kan kræve deltagelse af en anerkendt ceremonimester (medicinmand).[2]
Svedehyttens udbredelse i 1800-tallet
[redigér | rediger kildetekst]
I 1800-tallet brugte næsten alle nordamerikanske stammer svedehytten.[3] En indendørs svedehytte var således en fast del af en jordhytte blandt hidatsaerne,[4] og pawnee indianerne bragte varmebestandige sten fra hjembyen med på deres lange jagtekspeditioner for at kunne tage svedebade på prærien.[5] Før coeur d’alene folket fik adgang til sejldug og tæt lærred byggede de små, holdbare svedehytter dækket med bark og yderst et lag jord.[6]
Svedehytten var så almindelig og traditionel en del af de oprindelige folks liv, at den optales i myter og fortællinger.[7] Kiowaerne fører svedehyttens oprindelse tilbage til mytologisk tid i myten om Grandmother Spider og de to half-boys, der skal gennemføre et renselses-ritual for at neutralisere den skadelige kraft fra en magisk kæmpebjørn.[8]
Svedehyttens brug
[redigér | rediger kildetekst]Svedehytten tjente flere forskellige formål. Den blev brugt i rent religiøst øjemed for at åbne sindet for ædle tanker[9] og for ikke at besudle hellige genstande ved berøringen af dem.[8] Nogle håbede på at overvinde en krise eller at få en bøn opfyldt ved at gennemføre et svedebads-ritual.[10] En lakota tog gerne et svedebad før starten på enhvert betydningsfuldt forehavende.[2]
Svedehytten kom også i brug ved behandling af visse sygdomme,[3] og som en erstatning for eller en optakt til et almindeligt bad i floden.[5] Nære venner og klubkammerater kunne tage et fælles svedebad for det sociale samværs skyld,[3] og ægtepar kunne svedebade sammen.[11]
Især mænd, men også kvinder i specielle situationer, drog fordel af svedebadets mange gavnlige virkninger og dets evne til at skabe kontakt til de højeste magter.[10]
Blandt enkelte stammer hændte det, at en jæger tog sine favorithunde til rådyrjagt med ind i en svedehytte.[11]
Svedehytten
[redigér | rediger kildetekst]
Svedehytter var generelt lave og trange. Navahoernes svedehytter var bygget så kun en enkelt person akkurat kunne sidde på hug inde i en.[12] Mere almindeligt var der plads til fire eller fem personer.[11]
Fox indianerne startede bygningen af en svedehytte med fire bøjelige grene placeret i passende afstand fra hinanden i hver sit verdenshjørne. Grenene modsat hinanden blev bøjet indad og bundet sammen, så der fremkom et spinkelt og kuppelformet skelet af krydsende grenbuer. Måtter af siv dækkede svedehytten helt. I midten af hytten, der højst måtte have en diameter af ca. halvanden meter, var der en bar plet jord til den opvarmede sten.[13]
Arapahoerne anvendte 16 pilegrene til svedehytten brugt i forbindelse med stammens soldans. De fem første blev placeret i en bestemt orden omkring et gravet hul i midten til de næsten glødende sten. En kort, smal ”sti” forbandt fordybningen i centrum med åbningen til svedehytten, der vendte ud mod en lille jordbunke lavet af midterhullets opgravede jord og græs.[9] Hyttegulvet blev dækket med hellig bynke.[9]
Crowerne brugte traditionelt 104 pilegrene til en svedehytte. I lighed med de fleste andre stammer lod de hytteindgangen vende mod øst.[14]
På lokaliteter uden mulighed for at finde bøjelige grene erstattede indianerne dem med korte stænger stillet op som i et kegleformet tipifundament.[11]
Svedehytter fik lov til at stå tilbage efter brugen og langsomt forfalde.[15]
I svedehytten
[redigér | rediger kildetekst]
Inde i svedehytten afklædte folk sig, mens en eller flere hjælpere udenfor så til stenene i et bål. På en tvegren eller med to pinde bar hjælperen en næsten glødende sten hen til svedehytten, når der indefra blev spurgt efter en. [16] Stenene blev placeret på den bare plet jord i hytten eller i den lave fordybning.[17]
Seks opvarmede sten kom i brug i svedehytten under blackfoot folkets soldans.[16] I forbindelse med et barns navngivning anvendte osagerne fire sten i svedehytten; én for hver af de fire forskellig-farvede stenarter, som deres mytologiske forfædre havde opdaget, da de befolkede jorden.[18]
Enten under eller ved afslutningen af en bøn eller en hellig sang øste en i svedehytten vand på stenene,[17] eller disse blev sprinklet med f.eks. en kvist af en enebusk dyppet i vand.[19] Dampen var så varm, at den brændte i halsen, når man trak vejret,[17] og den kunne være så fortættet, at folk ikke kunne se hinanden i svedehytten.[1] Med lange mellemrum blev skindet for åbningen løftet, så noget af dampen slap ud.[20] Deltagerne piskede måske sig selv med et bundt hellig hvid bynke, mens de svedte i hytten.[17] Blandt flere indianere sluttede svedebadet med en dukkert i en kold flod.[11]
Hvis nære venner tog et svedebad bare for at have en god tid sammen, sørgede de for, at dampen var mindre tæt.[17]
Små børn kunne ikke klare varmen i en svedehytte og deltog aldrig.[1]
Anledninger til at bruge en svedehytte
[redigér | rediger kildetekst]Krigere fra osage stammen byggede en svedehytte dagen efter, at de havde begivet sig ud på en krigsekspedition.[21] Inden to udvalgte kiowaer søgte efter en egnet midterstolpe til stammens soldanshytte måtte de fuldføre et renselses-ritual i en svedehytte.[22] En visionssøgning startede og endte ofte med et svedebad.[14] Efter en anstrengende jagt eller andre strabadser blødgjorde choctaw indianerne deres værkende lemmer og genvandt styrken i et svedebad.[23] Apache spejderne med den amerikanske hær i 1883 tog svedebad efter en lang dags møje, mens soldaterne straks spiste og lagde sig til at sove.[24] Før vigtige genstande i blackfoot stammen skiftede hænder ved salg, f.eks. malede tipier og magiske bundter, gennemførte sælger og køber et fælles svedebad.[20] Syge lakotaer startede ofte en kur med et udrensende svedebad, da kroppen bagefter angiveligt var mere modtagelig for andre former for sygdomsbekæmpelse.[25] Hidatsaer og mandaner ude efter ørne bad om at få en god fangst, mens de svedte i en svedehytte bygget tæt ved fangstgruberne.[7]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c Hilger, Sister M. Inez: Arapaho Child Life and Its Cultural Background. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 148. Washington, 1952.
- ^ a b c Walker, James R.: Lakota Belief and Ritual. Lincoln and London. 1980.
- ^ a b c Hodge, Frederick Webb: Handbook of American Indians North of Mexico. Part 2. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 30. Washington, 1910.
- ^ Wilson, Gilbert L. (editor Bella Weitzer): The Hidatsa Earthlodge. Anthropological Papers of the Museum of Natural History. Vol. XXXIII. Part V. New York, 1934.
- ^ a b Blaine, Martha Royce: Pawnee Passage, 1870-1875. Norman and London, 1990.
- ^ Teit, James A.: ”The Salishan Tribes of the Western Plateaus.” Forty-fifth Annual Report of the Bureau of American Ethnology. 1927-1928. Washington 1930. Pp. 23-396.
- ^ a b Densmore, Frances: Mandan and Hidatsa Music. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 80. Washington, 1923.
- ^ a b Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Myths, Legends and Folktales. Vol. II. Fort Worth, 1983.
- ^ a b c Dorsey, George A.: The Arapaho Sun Dance: The Ceremony of the Offerings Lodge. Field Columbian Museum. Publication 75. Anthropological Series, Vol. IV. Chicago, 1903.
- ^ a b Nabokov, Peter: ”Vision Quests of Crow Women.” Indian Notes. Vol. X, No. 3 (Summer 1974). Pp. 66-83.
- ^ a b c d e Teit, James: The Thompson Indians of British Columbia. Memoirs of the American Museum of Natural History. Vol. II. Anthroplogy. I. The Jesup North Pacific Expedition. April 1900.
- ^ Mindeleff,Cosmos: Navaho Houses. Smithsonian Institution. Seventeenth Annual Report of the Bureau of American Ethnology. 1895-’96. Part 2. Washington, 1898.
- ^ Jones, William: Ethnography of the Fox Indians. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 125. Washington, 1939.
- ^ a b Nabokov, Peter: Two Leggings. The Making of a Crow Warrior. Based on a field manuscript prepared by William Wildshut for the Museum of the American Indian, Heye Foundation. Lincoln and London, 1982.
- ^ Nabokov, Peter and Lawrence Loendorf: American Indians and Yellowstone National Park. A Documentary Overview. Yellowstone National Park, 2002.
- ^ a b Wissler, Clark: The Sun Dance of the Blackfoot Indians. Anthropoligical Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XVI, Part III. New York, 1918.
- ^ a b c d e Wilson, Gilbert L.: Hidatsa Eagle Trapping. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XXX, part IV. New York City, 1928.
- ^ Dorsey, J. Owen: Osage Traditions. Smithsonian Institution. Sixth Annual Report of the Bureau of Ethnology. 1884-’85. Washington, 1888. Pp. 377-408.
- ^ Schwartz, Warren E.: The Last Contrary. The Story of Wasley Whiteman (Black Bear). Sioux Falls, 1991.
- ^ a b Wissler, Clark: Social Organization and Ritualistic Ceremonies of the Blackfoot Indians. Anthropoligical Papers of the American Museum of Natural History. Vol. VII, Part III. New York, 1912.
- ^ La Flesche, Francis: War Ceremony and Peace Ceremony of the Osage Indians. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 101. Washington, 1939.
- ^ Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Ceremonial Dance, Ritual and Song. Vol. I. Fort Worth, 1981.
- ^ Swanton, John R.: Source Material for the Social and Ceremonial Life of the Choctaw Indians. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 103. Washington, 1931.
- ^ Porter, Josph C.: Paper Medicine Man. John Gregory Bourke and His American West. Norman and London, 1986.
- ^ Densmore, Frances: Teton Sioux Music. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 61. Washington, 1918.