[go: up one dir, main page]

Spring til indhold

Anne Birgitte Lundholt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Anne Birgitte Lundholt
Energiminister
Embedsperiode
1990–1993
ForegåendeJens Bilgrav-Nielsen
Efterfulgt afJann Sjursen
Personlige detaljer
Født11. juni 1952
Fredericia
Nationalitet Dansker
Politisk partiDet Konservative Folkeparti
ProfessionPolitiker
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Anne Birgitte Lundholt (født 11. juni 1952) er dansk erhvervsleder samt tidligere politiker og minister fra Konservative Folkeparti.

Anne Birgitte Lundholt er født i Fredericia som datter af ingeniør Niels Ebbe Lundholt og sekretær Aase Lundholt. Hun tog studentereksamen fra Fredericia Gymnasium i 1971, og derefter studerede hun på Aarhus Universitet 1971-77, hvilket gav hende titlen af cand.scient.pol..

Hun fungerede i tre år herefter som sekretær i Dansk Arbejdsgiverforening, hvorefter hun skiftede til Textilindustrien som kontorchef og senere vicedirektør, samtidig med at hun tog en HD i udenrigshandel fra Handelshøjskolen i København (1983). I 1988 blev hun administrerende direktør i Møbelfabrikantforeningen, der senere skiftede navn til Dansk Møbelindustri, indtil hun blev hentet ind som industriminister i Regeringen Poul Schlüter III fra 2. december 1989 til 17. december 1990.

I 1990 blev Anne Birgitte Lundholt udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen samt valgt til årets politiker af Landsforeningen af Erhvervsinteresser.

Lundholt var opstillet for Det Konservative Folkeparti i Ringkøbing Amtskreds og blev valgt ind i Folketinget ved valget 12. december 1990. Hun blev herefter industri- og energiminister i Regeringen Poul Schlüter IV fra 18. december 1990 til 24. januar 1993. Her medvirkede hun bl.a i indvielsen af verdens første havvindmøllepark Vindeby,[1] og indførelse af CO2-afgift.[2]

Efter regeringsskiftet fortsatte hun som menigt folketingsmedlem og var politisk ordfører fra 1995 frem til 8. oktober 1997. Herefter trak hun sig som folketingsmedlem for i stedet at blive administrerende direktør for Danske Slagterier.

I 2005 stoppede hun i Danske Slagterier, hvorefter hun etablerede eget konsulentfirma og fungerede til 2007 som senior advisor i Kreab, en kommunikationsvirksomhed i Bruxelles.

Fungerer som administrerende direktør for Veterinærmedicinsk Industriforening siden 2007.

I 2006 blev hun udpeget som formand for bestyrelsen i Banedanmark, denne bestyrelse blev nedlagt af Hans Christian Schmidt per 14/4-2010[3].

Per 27. september 2010 blev hun udnævnt til formand for bestyrelsen i Naviair[4]. Efter sønderlemmende kritik i pressen af de personalereduktioner, der førte til massive flyforsinkelser i foråret 2023, og af at have siddet for længe til at kunne betragtes som uafhængig i bestyrelsen, har hun meddelt sin afsked i juni 2023.[5]

Hun har flere bestyrelsesposter, heriblandt i Post Danmark og Nordea.

Politisk baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Allerede som ganske ung blev Lundholt politisk engageret, og hun meldte sig ind i Konservativ Ungdom i 1966. Hun blev formand for Konservativ Ungdom i Fredericia 1969-70, efterfulgt af medlemskab af Det Konservative Folkepartis kredsbestyrelse i Århus 1971-77. I 1975 blev hun opstillet som folketingskandidat i Givekredsen, som blev udskiftet med Vordingborgkredsen i 1977, Sundbykredsen 1979, Herningkredsen i 1990 og Hellerupkredsen i 1995.

Efter de interne stridigheder om at blive ny landsformand efter Hans Engell i 1997 trak hun sig fra Folketinget.[6]

  1. ^ FLEMMING PETERSEN og JYTTE THORNDAHL. Danske vindmøller til havs side 97. Erhvervshistorisk Årbog 2014
  2. ^ Flemming G. Nielsen DANMARKS ENERGIFORTIDER, side 35+163. Energistyrelsen, April 2016.
  3. ^ Transportministeriet. "Forøget fokus på rettidighed på banenettet - Pressemeddelelse". Arkiveret fra originalen 17. marts 2012. Hentet 10. februar 2011.
  4. ^ Transportministeriet. "Naviair etableres som en selvstændig offentlig virksomhed - Pressemeddelelse". Arkiveret fra originalen 17. december 2013. Hentet 10. februar 2011.
  5. ^ Naviair-formand melder sin afsked midt i stormende flykonflikt berlingske.dk hentet 20 maj 2023
  6. ^ Anne Birgitte Lundholt i Den Store DanskeLex.dk. Hentet 20. juli 2022.
Artiklen om politikeren Anne Birgitte Lundholt kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.