Store bededag: Forskelle mellem versioner

Store bededag (grønlandsk: tussiarfissuaq, færøsk: dýri biðidagur) er en officiel dansk helligdag, som falder på fjerde fredag efter påske og dermed tre uger før pinse. I år 2023 er Store bededag den 5. maj.

En bededag var oprindeligt en af årets mange mindre helligdage, der var særligt tilegnet bod og faste; fx var på landet hver onsdag officiel bededag, hvor folk skulle faste og præsterne bede for fred. Hertil kom en serie bededage ved særlige lejligheder. De blev afskaffet ved Reformationen, men blev i de følgende århundreder genindført lidt efter lidt.

SVM-regeringens regeringsgrundlag, præsenteret den 14. december 2022, indeholder et forslag om at afskaffe Store bededag som helligdag fra år 2024 og frem, men det er endnu ikke blevet vedtaget i folketinget.

Bodsdage kaldes i kirken de helligdage, der skal give menigheden særlig lejlighed til bod. Således udviklede det sig tidlig i oldkirken i visse henseender med jødernes store forsoningsdag som forbillede.^[1] Især blev onsdag og fredag ugentlige bodsdage eller "vagtdage", der blev højtideligholdt med faste, og senere indførtes før påske en sammenhængende bodstid på 40 dage (Quadragesima). Bodsdagene var endvidere de 4 qvatemberdage ("tamberdage") og de dage, man gik bodsgang. Foruden disse årlige, almindelige bodsdage kunne kirkemyndighederne hver for sit administrative område under særlige forhold fastsætte ekstraordinære bodsdage, fx for at nedbede befrielse for landeplager.^[2]

Reformationen afskaffede bodsdagene, men det varede ikke længe, før de fleste protestantiske kirker genindførte dem, om end i en anden form. Under 30-årskrigen fik de en fastere ordning. For Danmarks vedkommende forordnedes der således ekstraordinære bodsdage eller bededage i midten af det 16. århundrede. Christian IV's deltagelse i 30-årskrigen gav anledning til, at der desuden i 1626 og 1631 indførtes en ugentlig bodsdag for købstæderne og en månedlig bodsdag for menighederne i landsognene.^[2]

Da Hans Bagger var biskop over Sjælland (1675-1693), fik han i de to første år indført tre faste- og helligdage i sit stift. Den midterste blev ved kongelig forordning af 27. marts 1686 lovfæstet som almindelig "Faste-, Bods- og Bededag" ("store bededag") for hele riget^[3][4], som afløste de årlige, ekstraordinære bodsdage og blev fastlagt til fredagen i 4. uge efter påske. Lidt efter lidt forsvandt de ugentlige og månedlige bodsdage, og store bededag stod herefter tilbage som eneste levn af bodsdags-institutionen.^[2]

Store bededag blev indvarslet aftenen før ved stormklokkeringning fra kirkerne. Det var tegn til, at der ikke længere måtte drives handel, og at kroer, beværtninger og lignende skulle lukke, så alle kunne gå hjem og hellige sig den forestående bededag og møde veludhvilede og ædru i kirke næste morgen, som forordningen krævede. Derefter skulle befolkningen afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed", indtil dagens kirkelige handlinger – gudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang – var overstået.

Placeringen af store bededag kædes sammen med de såkaldte "gangdage", der blev afholdt om foråret med hellig procession over markerne for at styrke afgrødernes vækst. Til disse gangdage var knyttet kirkelige ritualer og tekstlæsninger, og de udgjorde et modstykke til efterårets høstfest.^[5] Det nævnes også som bevæggrund, at denne placering tillod kongen af holde bededagen sammen med københavnerne, inden han drog ud på sin årlige sommerrejse i landet.

Dette afsnit beskriver en aktuel begivenhed Informationerne kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem.

Regeringen ønsker at afskaffe store bededag som en helligdag. Dette har dog skabt debat i befolkningen, hvor debattører fra fagforeninger og folkekirken anfører at det er en dårlig idé.^{[6][7][8][9][10][11]}

Med forordningen fra 1686 blev bededagen også indført i Norge. I 1915 blev den flyttet til fredag før Allehelgensdag for endelig i 1950 at blive flyttet til søndag før Allehelgensdag, og den kaldes i dag for bots- og bededag.

I Island var dagen ligeledes blevet indført i 1686, og her bar den navnet kóngsbænadagur ("kongsbededag") eller stórbeðudagur. Altinget vedtog dog allerede i 1893 at afskaffe dagen.

Det er en misforståelse, at det var Christian VII's berømte livlæge Struensee, der indførte store bededag, da dagen er små 100 år ældre. Når den tillægges Struensee kan det skyldes, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreformen af 1770, hvor ti af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a. 3. juledag, helligtrekongersdag, kyndelmisse, sankthansdag, og mikkelsdag. Denne reform bliver ofte fejlagtigt tilskrevet Struensee, men var i virkeligheden sat i værk før hans tid ved magten og blev behandlet uden hans aktive medvirken.^[12] Ideen var, at de mange helligdage hindrede rigets fremme og at dagene i stedet skulle bruges til "arbejde og nyttig gerning"^[13].

Særligt to traditioner er knyttet til store bededag og aftenen før.

Mest kendt er skikken med at spise varme hveder store bededagsaften. Baggrunden er, at end ikke bagerne måtte arbejde fra solnedgang store bededags aften og hele bededag. Derfor kom de helligdagen i forkøbet ved at bage ekstra store hvedeknopper dagen før bededag, som folk så kunne købe til at varme og spise dagen efter. Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften – medens de endnu var varme. Skikken kan føres tilbage til midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre.^[14]

Den anden tradition, der normalt forbindes med store bededag, er det københavnske borgerskabs skik med at spadsere på byens volde store bededagsaften. Skikken kan føres tilbage til 1700-tallet og siges at være opstået på grund af det vellydende klokkespil fra Vor Frue Kirke, der lokkede københavnerne ud at spadsere og nyde de nyudsprungne linde– og kastanjetræer. Borgerskabets forkærlighed for denne skik var angiveligt medvirkende til, at helligdagsreformkommissionen ikke turde foreslå at sløjfe store bededag ved helligdagsreformen i 1770, idet enevældens konger var afhængig af borgerskabets velvilje.^{[kilde mangler]}

Klokkespillet blev sat op i 1747 og ødelagt ved englændernes bombardement i 1807, hvor kirkens spir blev ramt og styrtede ned over skibet, der udbrændte helt. Efter 1850 blev størstedelen af Københavns volde sløjfet og spadsereturene henlagdes til de bevarede dele ved Kastellet og på Christianshavns Vold.

• Hans Olrik: "Bodsdage" i Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind III; København 1915; s. 525-526
• Historien bag store bededag på historie-online.dk
• Store bededag på folkekirken.dk
• Store bededag; artikel på Dansk Folkemindesamlings hjemmeside