Bruger:Jensga/sandkasse2: Forskelle mellem versioner

I præstegården i en lille østjysk købstad bor i midten af 1800-tallet den asketiske og puritanske pastor Sidenius, sammen med sin syge og sengeliggende kone og deres elleve børn. Den fromme og strenge pastor er ikke særlig vellidt blandt købstadens indbyggere, men hans børn klarer sig godt, med undtagelse af Peter Andreas, som er uregerlig i skolen og ulydig over for sine forældre. ^[1]:9-16 En dag kommer det pastoren for øre, at hans søn har stjålet æbler i en have. Samme aften holder pastoren en formanende tale omkring middagsbordet foran hele familien, men rettet mod den elleveårige dreng, hvor han beder om, ”at Gud vil bøje hans genstridige sind og føre ham ud fra syndens trældom, bort fra fortabelsens veje”. ^[1]:19 Alle omkring bordet er nedslåede og kede af det – undtagen Peter Andreas, som ikke har meget tilovers for sin far, og som længe har følt sig som en fremmed i familien, i en grad så han fantaserer om at være et plejebarn, som i virkeligheden er søn af en stolt og stærk sigøjner.^[1]:22

En vinteraften sidder familien som sædvanlig samlet omkring håndarbejde og oplæsning, mens man venter på vægterens sang, tegn på sengetid. Den nu fjortenårige Peter Andreas undskylder sig fra familiens selskab med, han har en stil at skrive, og går op på sit værelse. Lidt senere høres vægteren, og familien synger en aftensalme. Men midt i salmen ringer det på døren: Præsten må komme til et sygt barn, som skal døbes. Pastor Sidenius har dårlige øjne og vil derfor have Peter Andreas til at vise ham vej til det syge barn. Men Peter Andreas er ikke på sit værelse. Til gengæld står et vindue på klem, og der er spor i sneen udenfor. ^[1]:23-28 Peter Andreas har nemlig sneget sig ud på landevejen uden for byen, hvor han kappes med de andre drenge om at køre slæde ned ad vejen, gerne helt ind i byen til torvet, selvom sådan slædekørsel er forbudt. Pigerne står fnisende og kigger på. Peter Andreas, eller Per, som han også kaldes, er en dygtig slædekører, og det lykkes ham oven i købet at få en høj flot pige lokket med på slæden. For foden af bakken takker hun for turen, men Per insisterer på at give hende endnu en tur, og trækker slæden med hende siddende på hele vejen op ad bakken, som en hjemvendt viking, se citat, inden det igen går nedad. Da pigen spørger, om han ikke er præstens søn, benægter Per, se citat. Inde i byen bliver de to på slæden pågrebet af vægteren, men Per snor sig ud af situationen ved at binde vægteren en historie på ærmet om et knivstikkeri uden for byen. Hjemme i præstegården venter dog pastoren på sin søn, som aflægger fuld tilståelse om sin færden, fordi ”han ringeagtede […] faderen for dybt til, at han kunne få sig til at lyve for ham”. ^[1]:34 Pastorens sanktioner forekommer dog Per overraskende milde – for pastoren var bange, hans søn havde været hos byens prostituerede.

Per har stærk lyst til at få sig en livsbane langt fra sin fars og har derfor bestemt, han vil være ingeniør, og tilskyndes hertil af sin matematiklærer. Denne lykkes efterhånden med at overbevise pastoren om Pers valg af uddannelse, og som sekstenårig rejser Per til København, for at blive ingeniør. Men han lider af hjemve og glæder sig til juleferien i sin hjemby, som dog bliver en skuffelse for ham.^[1]:37-41

Fem år senere har den nu enogtyveårige ingeniørstuderende Per Sidenius gennem nogle år boet til leje i Nyboder hos et selskabeligt og elskeligt ældre ægtepar, der forkæler den unge mand. Parrets noget tilbagestående nittenårige plejedatter Trine hjælper til i hjemmet og varter også opmærksomt og kærligt den unge mand op; han tager på sin side hendes hjælp for givet, og ignorerer hende i øvrigt. Sin fortid har han lagt bag sig, og med sine forældre har Per kun sparsom kontakt. ^[1]:47-51 Mødet med Polyteknisk Læreanstalt bliver for Per en skuffelse, for lærerne viser sig ikke at være de ”ildfulde forkyndere af naturvidenskabens hellige evangelier”,^[1]:52 han havde forventet, men derimod ”gamle, hentørrede skolemesterskikkelser”, som belærte ham om, at en ingeniør ikke var en ”stolt, verdensomflakkende eventyrhelt […] men blot et almindeligt kontormenneske […] lænket til et tegnebræt”,^[1]:52 se citat. Men Per har helt andre drømme om sin ingeniørgerning, for siden barneårene har han arbejdet med en plan om et storstilet vandbygningsprojekt i sin barndomsby, en plan som han gradvist udvider til at omfatte et system af kanaler tværs gennem Jylland, som vil forbinde halvøens vestkyst og østkyst og bringe vækst og velstand.^[1]:53-54

Sin fritid bruger Per gerne i selskab med kvinder, således den kønne rødhårede bartender Lisbeth i beværtningen ”Gryden”, der er tilholdssted for en broget og livlig skare af kunstnere og forfattere^[a].

Nu tager Per mod til sig og viser professor Sandrup sin store vandbygningsplan. Men professoren påviser straks en fatal regnefejl i Pers materiale, og Per vælger slukøret og skamfuld at glemme alt om planen, se citat, og går i stedet på studenterkarneval og danser med den smukke fru Engelhardt. Dagen efter støder han på gaden på jøden Ivan Salomon, som han kender fra Gryden, men ikke bryder sig om, selvom Salomon taler begejstret og rosende om Per. Salomon inviterer på middag, og Per indvilliger modstræbende – og trakteres nu på en af hovedstadens fine restauranter med et overdådigt måltid. Maden og vinen får Pers tanker til at vandre til fru Engelhardt, som var i selskab med en vis Neergård, men som har lovet at skaffe ham adgang til et privat bal. Han modtager invitationen hertil næste dag og får nu travlt med at købe passende tøj og udstyr, for penge han låner af en ågerkarl. I balsalen får han øje på fru Engelhardt, dog igen i selskab med Neergård, og Per skuffes. Senere, da han danser med hende, mærker han dog igen hendes interesse for ham, og hans håb stiger. De sætter sig afsides og kissemisser, men så dukker Neergård op og slutter sig til dem. Mens Per er tavs, giver fru Engelhardt sig til at drille Neergård med hans alder og forkærlighed for piger fra landet. Efter ballet inviterer Neergård Per med op i sin lejlighed til et glas. Neergård ønsker Per tillykke med sejren mht fru Engelhardt, og kalder ham ”Lykke-Per”.^[1]:83 Efter at have filosoferet over begreberne lykke og held, se citat, og prikket lidt til Pers landlige herkomst og opførsel, kommer Neergård med et forslag: en af hans velhavende venner ligger for døden, men ønsker ikke, at familien skal arve ham; kunne Per ikke tænke sig at blive hans arving?^[1]:65-89

Per, som har tillagt sig dyre vaner og sat sig i gæld, får besked om, at Neergård er død og i et efterladt brev har testamenteret ham hele sin arv. Under Pers stævnemøde med fru Engelhardt – hvis mand belejligt er rejst til London – foruroliger fruen Per ved ligefremt at vise sit begær, mens Per til gengæld keder fruen med sin beretning om sin sidste samtale med Neergård. Det dæmrer for Per, at Neergård var fruens forrige elsker, så at han dermed også kommer til at arve Neergårds elskerinde. Da de har elsket, kan Per ikke sove, fordi han føler, de begge, og ikke mindst hun, er skyld i Neergårds død, og han beslutter sig for at frasige sig arven. Mens fruen sover, planlægger Per at stikke af, men bliver opdaget, og efter et skænderi kommer det til et brud mellem dem.^[1]:90-101

Næste dag vågner Per med dårlig samvittighed over sin opførsel over for fru Engelhardt, men adspredes, da han tager med sine værtsfolk på besøg hos skipper Mortensen. Han sejler hvert halve år sine gode slagtervarer og oste fra Flensborg til København for at sælge dem. Stamkunder inviteres efter handelen til hyggelig frokost hos skipperen, inklusive den vognkusk, som Pers værtspar har lejet for at kunne ankomme standsmæssigt til skibet. Desværre bliver kusken under frokosten så beruset, at værtsparret må gå hjem, med pølser og oste under armene.^[1]:101-107

Hjemme har Per fået besøg af sin bror Eberhard, som kommer med dårligt nyt om faderens helbred, og ikke tror han lever længe endnu. Så måske haster det, hvis Per vil forsøge at forsone sig med sin far. Ved hans død vil desuden den økonomiske understøttelse, han hele tiden har givet Per, bortfalde. Per overrasker sin bror ved at sige, at det ikke er noget problem; i mellemtiden har Per nemlig bestemt sig for at tage imod Neergårds arv.^[1]:109-115

Per kaster sig nu igen over sit vandbygningsprojekt, idet han får udbedret den fejl, professor Sandrup påviste – men i øvrigt er holdt op med at gå på ingeniørskolen. Arven fra Neergård gør det muligt for ham at arbejde fuldtids på projektet, som han udvider til også at omfatte en ny stor havn på Jyllands vestkyst, samt tidevands- og vindmøller til energiproduktion. Fritiden tilbringer han oftest siddende i værstparrets have, og her får han en dag øje på en køn ung pige i nabohuset. Langsomt lykkes det ham at komme tættere på hende, Fransisca hedder hun, og de to går lange, hemmelige ture hver dag. Per opdager, hans kærlighed til denne kønne sadelmagerdatter fra Kerteminde er helt anderledes og mere ægte end hvad han før har følt med en kvinde. Men da forholdet bliver opdaget, og Per af pigens morbror afkræves svar på, om han vil gifte sig med hende, siger han nej. Hans drøm om at blive en berømt vandbygger er for ham uforenlig med at være gift med en sadelmagerdatter. ^[1]:116-128

Per skriver til formanden for ingeniørforeningen, ”en pensioneret ingeniøroberst” Bjerregrav, som også er redaktør for foreningens tidsskrift, og forelægger ham ideen om sit vandbygningsprojekt. Bjerregrav viser interesse og beder om et møde, hvor Per kan forklare projektet nærmere. Da de mødes, forbløffes Bjerregrav først over Pers unge alder, han er nu toogtyve, men det lykkes Per at overbevise ham om, at planen, trods udtænkt af et ”purt ungt menneske”,^[1]:130 godt kunne være interessant nok til en omtale i tidsskriftet. Bjerregrav udbeder sig en uges betænkningstid, og imens driver Per lidt om, og støder en aften på en gruppe kunstnere, med ”den meget omstridte saltvandsmaler Fritjof Jensen” i spidsen,^[1]:56 en af stamkunderne på cafe Gryden i sin tid. Den hjertelige tone fra dengang er nu afløst af en skepsis og hovmod fra Pers side over for disse kunstneriske skønånder, som på deres side ikke har meget tilovers for Pers slags, ”disse moderne nytte-mennesker” og deres ”stinkende fabriksskorstene”.^[1]:135 Da Per efter en uge igen besøger formanden for ingeniørforeningen, er denne dog igen afvisende over for Pers projekt, dels pga Pers unge alder, men ikke mindst fordi han har opdaget, Per ikke har nogen eksamen fra ingeniørskolen. ”Hvor affældig mener obersten, jeg skal være for at kunne gøre mig håb om at få mit arbejde anerkendt?” spørger Per spidst.^[1]:139

Der følger en trist tid for Per, som efter afvisningerne fra Sandrup og Bjerregrav har løbet flere aviser, og endda indenrigsministeren, på dørene med sin vandbygningsplan, men forgæves. Han plages nu også af pengesorger og savnet af den dejlige Fransisca, og tilmed går hans vært i Nyboder hen og dør, så hans boligsituation bliver usikker. Nedsunket i mismod og ensomhed sidder han en forårsdag på en fortovscafe, da Ivan Salomon dukker. Per bryder sig stadig ikke om denne jøde, selv om han er venlig og beundrende over for Per. Men Ivan har hørt om Pers genvordigheder med vandplanen og ønsker blot at hjælpe ham, uden at virke anmassende. Ivan omtaler dr. Nathans spændende tanker om de nye tider, se citat,^[1]:141-152 og sender Per dr. Nathans ”omstridte afhandling”.^[b] Bogen fængsler Per, som synes den netop handler om Per selv og hans vision for en verden, hvor der er plads til unge menneskers tanker og handlinger. Per får den tanke, at han kan få penge til sit projekt ved at gifte sig med Ivans kønne søster Nanny, som han har set en enkelt gang, og som er datter af en af byens rigeste mænd. At hun er jøde, er vel til at leve med, tænker Per.^[1]:152-156

Per får en invitation fra en baronesse. Det viser sig at være Neergårds søster, som gerne vil møde den mand, ”til hvem min eneste broder følte sig så nøje knyttet”,^[1]:159 og som hun ved et nyligt besøg på kirkegården har set har smykket hendes brors grav med blomster, i anledning af årsdagen for hans død. En forbløffet Per, som end ikke aner, hvor Neergård ligger begravet, tænker det måske er fru Engelhardt, der har lagt blomster, men siger ikke noget. Da baronessen også viderebringer den historie om, at Per jo er forældreløs – og ikke ud af den kendte Sidenius-præsteslægt – som Per bandt Neergård på ærmet, bliver Per rød af skam. Men han tænker også, at baronessen, og hendes svoger, der er godsejer i Jylland og ejer jord omkring vandprojektets ”midtjyske forbindelseskanal”, kunne være interessante at kende nærmere.^[1]:157-163

Per vælger at efterkomme Ivans invitation til at besøge hans jødiske familie. Han modtages gæstfrit i det luksuriøse grossererhjem, hvor Ivan dog ikke er hjemme. I stedet taler han med både Ivans mor og morbror, foruden den kønne og sensuelle søster Nanny, som han bliver ganske forblændet af og kun med besvær kan konversere. Inden han går, hilser han også kort på søsteren Jakobe, som bestemt ikke er imponeret af Per, som hun finder hæslig og brutal, se citat. Men Per går glad hjem.^[1]:164-172

Grosserer Philip Salomon er chef for handelshuset Isac Salomon og Søn. Hans far Isac begyndte som omvandrende handelsmand og endte med at lede et af landets største handelshuse. Philip har sammen med sin kone Lea datteren Nanny, foruden fem mindre børn,^[1]:171 mens Lea fra et tidligere ægteskab har Ivan og Jakobe. Lea, som er opvokset i Tyskland, har aldrig vænnet sig til ”den provinsby, som København i hendes øjne var”,^[1]:177 og hun sendte derfor sine to ældste børn i skole i Tyskland, hvilket dog krænkede visse folks nationalfølelse, her kort tid efter krigen i 1864. Mens Nanny er en køn og omgængelig ung pige, er storesøster Jakobe ingen af delene, men derimod følsom over for hentydninger til sin jødiske herkomst, og desuden meget velbegavet. Fire år tidligere var hun som nittenårig på en banegård i Berlin blevet opskræmt af at overvære, hvordan fordrevne fattige russiske jøder på vej til Amerika blev hensynsløst behandlet af de tyske myndigheder, og efter en ulykkelig kærlighedshistorie kort tid efter vendte Jakobe hjem til København. ^[1]:173-183 Leas bror Heinrich er en lidt kantet ungkarl, som har påtaget sig at passe på sine niecer og gå deres bejlere efter i sømmene.^[1]:191-196

Pers første middagsselskab hos familien Salomon er ikke nogen ubetinget succes, for Per er så betaget af Nannys skønhed, at han får lidt for meget at drikke og er ”på nippet til at gøre skandale”,^[1]:185 og han vækker Jakobes afsky. Han giver hende væmmelige mindelser om den ”bredskuldrede brutalitet”,^[1]:191 hun oplevede hos de tyske politifolk på den berlinske banegård. Hun holder meget mere af den lille og stilfærdige hr. Eybert, en midaldrende og velhavende enkemand, som tilbeder hende.^[1]:183-191

Ivan Salomon vil gerne hjælpe sin gode ven Per Sidenius økonomisk, på en diskret måde, og beder sin onkel Heinrich om at være mellemmand, men Heinrich er betænkelig, har ikke megen fidus til Per. Samtidig diskuterer Jakobe Pers betagelse af Nanny med sin mor, som på sin side giver udtryk for, at Jakobe vist ikke længere er helt så afvisende over for Per. Per er på denne tid en hyppig gæst hos familien Salomon, og ikke kun pga Nanny. Når han sammenligner det salomonske hjem med sit eget barndomshjem, fornemmer han en afgrundsdyb forskel i livsindstilling og omgangstone, foruden rigdom, se citat. Han bliver sig sin manglende dannelse og kundskaber bevidst og oplever i samtaler med Jakobe en forståelse og fortrolighed, som er ny for ham – foruden at Jakobes væsen såvel som ydre begynder at behage ham mere og mere, mens Nanny glider lidt i baggrunden.^[1]:192-204

Per får besøg af Ivan Salomons morbror Heinrich, som først fortæller om sine mange forretninger rundt om i verden, men også en historie om en ung amerikaner med en god forretningside, som Heinrich hjalp med at blive gift med en rig ung dame, så at han fik råd til at føre sin ide ud i livet. Per spidser ører, men frygter, Heinrich vil lægge en fælde for ham. Men da Per er i pengenød, vælger han at fortælle åbent og ærligt om sin situation. Heinrich forsikrer Per om, han har tillid til ham og giver ham adressen på en overretssagfører Griesmann, som vil hjælpe Per med penge. Men Heinrichs navn skal ikke nævnes.^[1]:206-213

Den sommer kommer Per jævnligt i den salomonske sommerbolig uden for København, især for at rådføre sig med Ivan, men også for at være sammen med Jakobe. Hun gengælder dog ikke hans følelser for hende, idet hun finder hans selvhævdende og efterhånden noget støjende facon ret så utålelig – foruden at han lugter! Derimod synes hun bedre og bedre om hr. Eybert.^[1]:214-220

Ivan har udvirket, at den kendte journalist Dyhring har skrevet i avisen om Pers vandbygningsprojekt, og Ivan beder nu Per gå på takkevisit hos Dyhring. Per har ikke bemærket artiklens spøgefulde tone, kun at der optræder en grel fejl, som Dyhring lover at rette. Under Pers besøg har Nanny Salomon og en veninde listet sig ind i Dyhrings lejlighed; de er ude på at blive inviteret på Bakken, hvor de ikke må gå alene for deres mødre. Og da de er gået, får Dyhring besøg af oberst Bjerregrav, som såmænd er hans onkel. Obersten vil gerne advare sin nevø mod at beskæftige sig med Per Sidenius’ for ham at se forrykte projekt, for obersten ser op til sin nevø og drømmer om, han ad journalistvejen kan blive dansk gesandt i Washington.^[1]:221-231

Onkel Heinrich besøger Jakobe i sommerboligen, og da han ser Dyhrings artikel i avisen, giver han sig til at rose Per og hans projekt. Henrichs respekt for Per er vokset, nu da han fornemmer, Per ønsker at gifte sig med Jakobe; desuden bryder Heinrich sig ikke om Eybert. Jakobe nyder dog Eyberts selskab, hvor de går ture og snakker politik. Men Per har også en plads i hendes hjerte, kan hun mærke. ^[1]:231-237

Per planlægger en rejse til udlandet for at dygtiggøre sig, men først vil han fri til Jakobe, for at komme sine medbejlere i forkøbet. Da han ankommer til sommerboligen, er der desværre en vrimmel af folk, som fejrer Jakobes lillesøster Rosalies femtensårs fødselsdag. Blandt gæsterne er ”en halvgammel, ugift timelærer”^[1]:239 ved navn Aron Israel, en stille, men indflydelsesrig beundrer af dr. Nathan, men også meget opmærksom på Pers planer, endskønt Per altid har ”behandlet ham ganske overlegent”.^[1]:240 Ude i haven frier Per til Jakobe – som ikke afbryder ham, fordi der var ”noget i selve hans stemme, der gjorde hende svag. Dens stærke mandsklang overvældede og bedøvede hende”.^[1]:243 På trods heraf siger Jakobe nej til frieriet, da ”jeg – allerede er forlovet”, med hr. Eybert. Per resignerer. Men han bliver til middag, og lader som ingenting, men drikker mod sædvane næsten intet. Efter middagen diskuterer Eybert og Aron Israel Pers planer. Eybert sammenligner dem med eventyrdigtning, mens Aron påpeger, det er vigtigt for et menneske at have drømme om sin fremtid. ^[1]:238-249

Efter middagen tager en del af selskabet på køretur i Dyrehaven, i charabanc og med grosserer Salomon som kusk. Eybert snakker løs, mens Per er tavs; han nægter at opgive kampen om Jakobe og spekulerer på en udvej. Han bemærker også tegn på, Jakobe tilsyneladende er lidt ligeglad med Eybert. Der bliver fortalt en historie om en svensker, som væddede om han kunne løbe en hjort op og fange den, men som ”styrtede død om med et sprængt hjerte”.^[1]:252 Eybert kan også en historie, om en ven han havde som ville løbe om kap med en hestevogn, men som blev så stakåndet, han måtte opgive. Per griber denne historie og udfordrer Eybert, ved at tilbyde ham at give ham ”troen på viljekraften” tilbage, ved at Per løber langs denne hestevogn. Kusken protesterer, ”Jeg kan ikke tillade, at De løber således ved siden af vognen”, men Per springer af vognen og spurter afsted og forsvinder i aftentågen. Da vognen kommer hjem til sommerboligen, fortæller pigen, at Per er faldet omkuld af udmattelse, og alle bliver opskræmte. Per er dog hurtigt på benene igen, og råber triumferende til Eybert: ”Ser De, hr. fabrikant, jeg holdt ord!” Jakobe er rystet over begivenheden, men også dybt bevæget over Pers stunt, og hun går op på sit værelse. Per benytter lejligheden til at springe efter hende op ad trappen, med den buket, som Eybert købte til hende på køreturen, men som hun glemte. Og her på trappen griber han hendes hånd og kysser den. Jakobe synker i knæ, ramt af en ”vellystfuld skælven”,^[1]:259 og Per holder hende i sine arme: ”De elsker mig!” hvisker han, ”Ikkesandt? De vil være min?” Og Jakobe hvisker ”Ja, ja” til svar.^[1]:259 Da gæsterne er gået, er hr. og fru Salomon enige om, at denne uopdragne og utilregnelige Per ikke kan komme i huset længere – selv om fruen frygter, det er for sent at gøre noget. Lillesøster Nanny lister ind til Jakobe og får bekræftet, hun har sagt ja til Per. Men Jakobe føler det ydmygende, at hun nu har lovet sig til en mand.^[1]:249-261

Per indser, at Jakobes ”ja” er forbeholdent, for både hun og hendes forældre ønsker, at forlovelsen foreløbig skal holdes hemmelig. Fru Salomon mærker sin datters splittelse mht Per, se citat, og spørger ”Er du lykkelig?”^[1]:266 Jakobe undviger at svare, men mærker samtidig, Per nu har magten over hende, se citat. For at blive klogere på hans baggrund opsøger hun derfor hans bror Eberhard. Som fortæller, at han kun ønsker at Per må finde tilbage til sin barndoms kristentro og ”erkende sin skyld mod hjemmet og forældrene”,^[1]:272 og at han ikke billiger Pers forlovelse med datteren af en rig jøde. En vred Jakobe forlader Eberhard: nu forstår hun bedre Per, og nærer som noget nyt både medfølelse og kærlighed til ham.^[1]:264-277

Forlovelsen bliver nu almindelig kendt, og giver Per anseelse blandt københavnerne. Jakobe elsker Per lidenskabeligt, i en grad så den asketisk opdragne unge mand bliver forskrækket over hendes ”solmodne elskov”.^[1]:283 Per har aldrig sagt ”Jeg elsker dig” til Jakobe, og da hun en dag prøver at aftvinge ham de tre ord, nægter han. Nogle dage senere skriver han brev til hende, en oprigtig kærlighedserklæring afsluttet med de tre ord – men han vælger at brænde brevet og sender hende i stedet et andet brev, som er kort og intetsigende. Grosserer Salomon har nu accepteret Per som sin kommende svigersøn og støtter generøst hans planer om en toårig dannelsesrejse ud i den store verden.^[1]:280-286

Per beskriver sit ophold i Berlin i breve til Jakobe. Byens vrimmel og teknologi begejstrer ham, se citat; om sine følelser for Jakobe skriver han dog intet. Han oplever at have nemt ved at gøre et godt indtryk på folk han møder, og han knytter en spændende forbindelse med en indflydelsesrig professor Pfefferkorn ved Berlins tekniske højskole, og bliver også vel modtaget i huset hos fru Salomons onkel, en stenrig ”gehejmecommerceråd” – hvis smukke og udfordrende klædte nittenårige datter han er stærkt fristet til at lægge an på, om end han godt er klar over, dette er problematisk i forhold til Jakobe. Han træffer også dr. Nathan, men frustreres over, hvor lidt denne ansete samfundskritiker har forståelse for de naturvidenskabelige og tekniske discipliner, som Per finder helt afgørende for skabelsen af et moderne Danmark. Jakobe går i sine breve i rette med Pers kritik af dr. Nathan, men Per fremturer med at fremstille sig selv som dr. Nathans overlegne. Gennem brev fra professor Pfefferkorn bliver familien Salomon klar over, hvor anset Per er blevet i Berlin, og Jakobe, som har savnet ømme ord om deres forhold i Pers breve, tilgiver ham, idet hun giver sig til at læse naturvidenskabelige lærebøger, så hun bedre forstår hans ideer.^[1]:287-304

Per er rejst til Berlin, selv om hans bror Eberhard inden afrejsen fortalte ham, at hans far var dødssyg. Nu får Per telegram om at hans far ligger på det yderste, og dårlig samvittighed får ham til at opsøge faderen, inden det er for sent.^[1]:286,304

Efter syv års fravær genser Per sin barndoms by og barndomshjemmet, som i mellemtiden var ”gleden ud af hans liv, var sunken ned under hans horisont”.^[1]:308 Alle hans mange søskende samles i løbet af dagen i barndomshjemmet, hvor faderen, med ”hentørret hoved med tillukkede øjne”,^[1]:311 ligger hen i en døs og er uden for rækkevidde. Dette beroliger Per, som havde frygtet, man forventede, at han ville forsone sig med sin far. Men han fornemmer, hans mor af samme grund tøver lidt med at hilse på ham. Og søsteren Signe bebrejder Per, han først kommer nu, se citat.

Samme nat kaldes alle børnene sammen, for nu er døden nær. Modvilligt er Per vidne til, hvordan alle søskende en ad gangen går hen til deres døende far og tager afsked, og Per må også selv holde sin fars ”allerede gravkolde hånd”, mens moderen siger hans navn. Så går de andre ind i dagligstuen og synger en salme, men Per bliver tilbage og gemmer sig i en krog. Lidt senere udånder faderen. Per sætter sig for at skrive til Jakobe, men det første følelsesladede brev kasserer han og skriver i stedet et kort udtryksløst brev.^{[c][1]:315-320}

Ved begravelsen går det op for Per, at hans far var en meget afholdt og vellidt mand i byen, helt modsat Pers indtryk af ham fra barndommen. Som dreng havde han et ret nært forhold til sin bror Thomas, men da denne efter begravelsen forsøger en tilnærmelse til Per, afvises han. Per har under besøget næsten ikke talt med sin mor, og nu hvor de andre er på kirkegården, går han ind for at sige hende farvel. Han har undret sig over, hans forlovelse med Jakobe ikke er blevet nævnt, men på moderens snak forstår han, hun intet ved om forlovelsen. Så Eberhard har altså ikke fortalt hende det, måske heller ikke de andre søskende. ^[1]:321-325

Moderen giver Per en gave fra hans far: et sølvur, faderen i sin tid fik af sin far. Med den historie tilknyttet, at engang da Pers far skulle rejse fra sit barndomshjem, bad bedstefaderen om lov til at kigge hans kuffert igennem, for at sikre sig at han havde husket alting. Faderen følte sig krænket herover og rejste uden at sige farvel. Da han nåede frem og åbnede kufferten, lå alle hans ting som de skulle, samt dette sølvur, som en gave fra bedstefaderen. Faderen gik straks ”de fire mil hjem”^[1]:326 og faldt bedstefaderen om halsen og bad om tilgivelse. ”Mens hun talte, sad Per der med uret og følte det tungere og tungere i sin hånd.”^[1]:326-7 Da Per er rejst, har han efterladt uret, midt på bordet i sit værelse.

Tilbage i Berlin bliver Per ramt af modløshed, for han begynder at lægge mærke til ”skyggesiderne ved det moderne storstadsliv”,^[1]:328 hvor det vrimler med ”omflakkende eksistenser”,^[1]:329 som efter arbejdet lever deres liv på gaden eller på værtshuse, og blot har et lille kammer, hvor de sover. Gennem Ivan Salomon får Per lov til at følge et anlægsarbejde et sted i Østrig, og han forlader straks Berlin. Mødet med ”Alpernes luftigt hvide tinderække”^[1]:331 gør indtryk på ham, og han står af toget på en tilfældig landstation og begiver sig på vandretur op i bjergene. Han forundres over at føle sig opløftet over at gå gennem denne tavse og livløse stenørken. Tilbage i byen lejer han værelse på kroen, men mærker der er noget i gære i byen: der skal være bryllup, og Per inviteres med. Der spises og drikkes bravt, og Per ender i seng med en ung ”firskåren bondepige”;^[1]:335 han nages over at være Jakobe utro, men har brug for at være blandt folk.

Anlægsarbejdet, Per skal følge, går ud på at udbedre skaderne på veje og jernbaner efter en voldsom oversvømmelse i byen Dresack. Naturens ødelæggende kræfter gør indtryk på Per, som må revidere sin opfattelse af mennesket som naturens behersker. Han giver sig til at læse bøger, ikke om ingeniørvidenskab, men om filosofi, æstetik og teologi. Og så savner han livstegn fra Jakobe, som ellers har skrevet til ham ”regelmæssigt hver anden dag”.^[1]:342 Jakobes tavshed brydes, da hun pludselig en aften banker på hos Pers værtinde. Under påskud af at ville besøge en veninde i Breslau er hun rejst ned til ham, fordi hun elsker ham og savner ømhed fra ham, og hun aftvinger ham en forklaring på hans tavshed, men Per undskylder sig med, han har ”været lidt i vildrede med mig selv”^[1]:350 og føler ikke lyst til at gengælde Jakobes ”lidenskabelige inderlighed”^[1]:351 over for ham. Men mens de spiser aftensmad, får han lyst til hende, og da hun ikke er afvisende, ender de kort efter sammen i Pers seng, hvor de elsker for første gang. Næste morgen har Jakobe, mod sædvane, sovet som en sten, mens Per har ligget søvnløs hele natten: det er først nu denne nat gået op for ham, hvad kærlighed egentlig er og ”hvor lidt jeg har forstået af livet”^[1]:354) .

De to forlader nu den dystre dal ved Dresack og tilbringer nogle vidunderlige dage med vandreture i den smukke Etschdal i Norditalien, med samtaler om fremtiden, se citat ^[1]:358 , afbrudt af pauser i naturen med ”idylliske eller overstadige kærlighedsscener”^[1]:355 , inden Jakobe bliver nødt til at tage hjem, for ikke at vække familiens mistænksomhed. Lyden af kirkeklokker, og senere synet af et vejalter med et krucifiks provokerer Per til at hive en pistol frem, udnævne sig selv til friskytte og beskyde krucifikset: ”Nu skyder jeg det ny århundrede ind”.^[1]:359

note i teksten: ^[d]

• Henrik Pontoppidan (1937): ’’Lykke-Per. Gyldendal, baseret på 4. udgave 1918, 818 sider, ISBN 978-87-02-11781-3