Livet i Danmarks skove

De danske skove er naturligt bøge-ege blandingsskove, de hører til økoregionen Tempererede løvskove i Nordvesteuropa og den plantesociologiske klasse Querco-Fagetea. Der er dog ikke mange naturlige skove tilbage i Danmark, men eksempler kan f.eks. ses i Draved Skov og Bolderslev Skov^[1] i Sønderjylland, Tofte Skov i Nordjylland og Suserup Skov^[2] på Sjælland.

Fordi de dyrkede bøgeskove minder mere om de oprindelige løv- og blandingsskove, er der et rigere liv knyttet til de nuværende løvskove, end til de nuværende nåletræs-plantager. I 2000, fyldte Danmarks skove 4860 km², hvilket svarer til 11% af landet. Heraf lå 69% i Jylland, mens 31% var placeret på øerne. 63% var nåleskov mens 37% var løvskov.

Allerede kort efter istiden, i Bøllingtid og Ældre dryas fra ca. 12.800 – 11.800 f.Kr., indvandrede de første træer. Det var pionerarter som dun-birk, almindelig røn og forskellige arter af pil. Senere, i præboreal tid fra ca. 9.300-7.900 f.Kr., kommer skovfyr og lind til, arter som også er ganske hårdføre. Det er træer, vi stadig finder i Danmark i dag, men også kender fra nordligere breddegrader i resten af Skandinavien. De er i dag ofte henvist til de lidt (eller meget) dårligere jorde, f.eks. sandet, sur eller meget våd jord. Ca. 7.000 f.kr. startede den atlantiske varmetid, hvor klimaet var varmere end i dag. Nu indvandrede de store løvtræer som skov-elm, eg og ask og Danmark blev dækket af klimaks-urskov fra kyst til kyst, en tæt mørk skov med ringe vegetation i skovbunden.

Omkring 4.000 f.kr. kom landbruget til Danmark. Befolkningen blev i højere grad fastboende og forholdet til skoven ændrede sig. Træer blev ryddet for at give plads til flere og større bopladser eller man brændte et område af for at tilføre næring til jorden – såkaldt svedjebrug. Desuden skrælledes barken af træerne for at bruge denne som bast, man høstede grene for at bruge disse til f.eks. hegn og man begyndte så småt at udnytte tømmer til de større bygninger. I hvert fald i begyndelsen af perioden var jagt dog fortsat en vigtig måde at skaffe føde på. I slutningen af denne periode var både elg, urokse og bison uddøde i Danmark.

Omkring år 500 f.Kr. faldt temperaturen til noget der ligner nutidens temperaturer. Temperaturen steg igen under den middelalderlige varmeperiode (10. til 14. århundrede), men efter nogle hundrede år faldt den igen under den lille istid (til 1800-tallet) og har efterfølgende svinget omkring de temperaturer vi kender i dag. Disse klimaudsving er ikke globale og skyldes sandsynligvis fluktuationer i Golfstrømmen. I denne periode blev bøgen dominerende, og perioden kaldes derfor også for bøgetid.

Tidligt i middelalderen begyndte en vis form for regulering af skoven. Den var nu underlagt et ejerskab af kongen, kirken eller en herremand. De ønskede at beskytte de store træer, som menigmand ikke måtte fælde eller skade. Konge og herremand ønskede også mulighed for jagt, og hvor hjortevildt udgjorde et problem for bonden, blev hele eller dele af skoven nu indhegnet – for at beskytte vildtet gennem hele middelalderen. Skoven blev nok beskyttet mod den værste rovdrift af forordninger, men grundlæggende var skoven ikke bæredygtig, og der var ingen eller kun ringe indsats for at plante ny skov. Kreaturer og vildtet gjorde det vanskeligt for selvsåede træer at vokse op.

Udnyttelsen af skoven var en nødvendig og integreret del af livet på landet: Frugter, nødder og bær – både til mennesker og til svin, "løvhø" dvs. blade og friske grene som foder til husdyrene. Heste og andre dyr græssede i skoven, man stævnede for at få gærdsel og fældede træ til tømmer eller brændsel. Man udnyttede således både træernes frø, nyvækst og de voksne træer. Bestanden af voksne træer blev til stadighed indskrænket, mens nye træer ikke fik lov at etablere sig.

Midt i 1600-tallet stod det endelig klart for statsmagten at hvis udviklingen fortsatte som hidtil ville Danmark være helt uden skov. Tømmer af store dimensioner var en strategisk ressource for at kunne bygge flådens store skibe. Metoden var fortsat udstedelse af stadig mere omfattende forordninger, mens en koordineret forstlig indsats endnu ikke forekom. Indførelsen af bindingsværk, lukkede ildsteder, stenkul som brændsel og en række andre teknologiske ændringer reducerede menigmands forbrug af tømmer – men flåden fik stadigt større behov. Dertil kom en begyndende produktion af lertøj og glasvarer, der krævede betydelige mængder trækul. Midt i 1700-tallet blev det klart at kun ved en koordineret landsdækkende indsats kunne problemet løses. Udenlandske forstmænd blev indkaldt, fx den tyske Johann Georg von Langen, og endelig kom der gang i systematisk nyplantning af træer: ær, rødgran og ædelgran.

Skovens drift blev nu systematiseret. Skovene blev inddelt i distrikter og der kom langsigtede planer for fældning og nyplantning. Ved fredskovsforordningerne blev landbrug og skovbrug endelig adskilt. Ved jagtpræmier blev vildtbestanden reguleret og mange steder kraftigt reduceret. Nye typer save blev udviklet og i slutningen af 1700-tallet var skovbruget godt på vej til at blive en industri. Alligevel blev skovarealet fortsat ved med at svinde ind indtil det midt i 1800-tallet nåede ned på ca. 5%. Først herefter, med tilplantningen af klitter og heder, begynder skovarealet endelig at vokse langsomt! Både under 1. og 2. verdenskrig er der store hugster til tømmer og brænde, der igen reducerer skovarealet.

Lensgreve, geheimeråd Christian Ditlev Frederik Reventlow stod i 1805 for indførelsen af Fredskovsforordningen.

Efter 2. verdenskrig faldt behovet for træ kraftigt både som brændsel og til bygning. Rødgranen var blevet Danmarks almindeligste træ, og de intensivt dyrkede monokulturer af rødgran gav stort vedudbytte, men var af meget ringe landskabelig værdi. Motorsaven og traktoren blev indført i skovbruget. Desuden begyndte eksport af juletræer og pyntegrønt at få større betydning. Skovbruget var nu en veletableret moderne industri. Selvom dyrkede nåletræer i dag udgør over 50% af det danske skovareal, er kun tre arter af nåletræ hjemmehørende i Danmark: skovfyr (Pinus sylvestris), almindelig taks (Taxus baccata) og almindelig ene (Juniperus communis), og de sidste to ses oftest som buske eller små træer. De forekomster af skovfyr, der findes i Danmark i dag, stammer dog ikke fra den oprindelige bestand, da skovfyr blev udryddet i Danmark i slutningen af middelalderen.

De almindeligste naturligt forekommende typer af skov er indenfor rammerne af Natura 2000 inddelt i naturtyper, der i en officiel klassifikation er tildelt dels en benævnelse, dels et kodenummer. I det følgende gengives en oversigt over de anerkendte skov-naturtyper i Danmark. Numrene følger den fælleseuropæiske Natura 2000-registrering, mens benævnelserne er delvist omarbejdede.

Af dyrkede skovtyper skal nævnes

• Bøgeskov: Til trods for at bøgen er et naturligt forekommende træ i Danmark, er de fleste danske bøgeskove plantet. Vi kender disse som de klassiske "søjlehaller" af store bøgetræer, som er kendt, elsket og besunget. Bøgeskov forekommer både på muldbund og morrbund, men da bøgen er et skyggetræ, oftest med en fattig bundflora – undtagen i foråret før løvspring hvor f.eks. det kendte tæppe af Hvid Anemone viser sig. Skovtypen er ikke naturlig, fordi den er monotypisk (kun bøg) og fordi gamle træer fjernes når de falder.
• Plantage af rødgran: Plantager af rødgran er oftest ganske mørke. Unge plantager kan være helt utilgængelige fordi træerne plantes så tæt at grenene rækker ind over hinanden. Gamle plantager, hvor der er tyndet ud og nogle træet er faldet af sig selv, kan være mere tilgængelige og virke relativt naturlige, da urter, dyr og svampe fra vores nordiske nabolande efterhånden indvandrer. Skovtypen er ikke naturlig, fordi rødgran ikke er hjemmehørende og fordi træerne er plantet så tæt og gamle træer fjernes når de falder. Men de gamle plantager som er taget ud af skovdriften tilnærmer sig en skovtype som man finder ganske tæt på, bare på den anden side af Hallandsåsen.
• Plantage af fyr: Klitplantagerne er plantet for at begrænse sandflugten, typisk med skovfyr og/eller bjergfyr. Hvor skovfyr er dominerende og får lov til at stå til de bliver gamle, opstår, ligesom med rødgran, en tilnærmet naturlig skovform. Og skovfyr er enddog hjemmehørende. Skovtypen er som udgangspunkt ikke naturlig, selvom skovfyr er en hjemmehørende art. En naturlig skov ville have langt flere forskellige arter, men gamle plantager uden for meget bjergfyr kan med tiden blive ret naturlige efterhånden som også birk, røn, asp og eg indfinder sig.
• Plantage af ædelgran: Plantager af ædelgran kan i starten minde meget om plantager af rødgran, tætte og mørke. Imidlertid forbliver de et fremmed element, eftersom urter, dyr og svampe som naturligt forekommer blandt ædelgran ikke nemt kan indvandre og bidrage til et naturlig habitat.

Denne biotop var den dominerende i Danmark, indtil landbruget satte sit præg på naturen. Der findes endnu enkelte smårester på steder, som er så stejle eller på anden måde utilgængelige, at der kun har været drevet meget ekstensiv skovdrift på dem.

Det er karakteristisk for den naturprægede skov (for nu ikke at sige: urskov), at den består af mange arter, at individerne inden for disse arter står med stor indbyrdes afstand, og at træerne findes i alle aldersgrupper. Det skyldes, at biotopen også rummer det sidste led i skovens succession, hvor de gamle kæmpetræer vælter og skaber større eller mindre lysninger.

Der er endnu to forhold, som har gjort den helt naturlige løvskov anderledes end nutidens dyrkede skov. Det ene har med vandet at gøre. Forskerne er enige om, at vore skove var fyldt med vandlidende områder, dvs. sumpede områder med partier, der blev oversvømmet hvert forår. Det er et ret sent fænomen, at skovfolkene har drænet skovpartier og skabt fast bund i skoven^[4]. Også dette meget våde miljø har præget løvskoven, sådan at der har været åbne eller tyndt bevoksede partier i den.

Det andet – og måske afgørende – er de store græssere: bison, urokse, elg og kronhjort. Det var altså ikke kun husdyrenes græsning i skovene igennem mange århundreder, der gjorde skovene åbne og som bidrog til, at der blev skabt store, vedvarende lysninger, men også de vilde drøvtyggere^[5]. Vi havde baseret vores viden om skovene på pollenfund i skovmoserne, men man overså, at de bibestøvede planter ikke sender særlig meget pollen ud i søer og moser. Eksempelvis har man kun ganske få fund af pollen fra slåen (Prunus spinosa) i moserne, selv om man ved fra gravgaver fra bronzealderen, at buskene har været der hele tiden.

Naturlig skov er en af de rigeste biotoper med et meget stort antal arter af både dyr, planter, svampe og andre organismer, men også de mere menneskeskabte løvskove er rige habitater og det gælder også i nogle tilfælde for nåleskovene - i de tilfælde hvor de har udviklet sig til gamle nåleskove fra plantager. En forudsætning for rig biodiversitet i skov er dog som regel at skoven har en vis alder, både i form af skovens alder som sådan og at der findes gamle træer. Ved skovrejsning på tidligere landbrugsjord går der derfor en pæn tid, 25-50-100 år før forskellige skovlevende arter indfinder sig, i nogle tilfælde endnu længere tid.

Planter

• Træer
  • Frø og frøstande
• Buske
• Urter
• Mosser
• Alger og cyanobakterier

Svampe og svampedyr

• Svampe
• Svampedyr
• Laver

Dyr

• Insekter
• Andre leddyr
• Bløddyr og ledorme
• Padder og krybdyr
• Fugle
• Pattedyr

1. ↑ http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/bolderslev-skov/ Bolderslev Skov, Naturstyrelsen
2. ↑ Suserup Skov, Stiftelsen Sorø Akademi
3. ↑ Bekendtgørtelsens bilag 9 i Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter
4. ↑ Jf. Stenhus Gymnasium: Lille Skovhistorie
5. ↑ Jf. Karsten Thomsen: Dansk skovnatur